|
|
1. december 2004
Så er det sandelig snart jul og jeg fatter ikke hvor året 2004 er blevet af.
Det er som var det i går, at jeg stod i Kastrup Lufthavn, med sommerfugle i maven, og skulle til Thule Basen. Om en uge har jeg været her i 3 måneder og eventyret fortsætter!
Her er det blevet lidt meget mørkt. Det går mig ellers ikke så meget på, mens andre har besvær med at sove…- det er lig’som ikke et problem jeg sloges med!
Skrabekalenderen afslørede et Rensdyr under den 1. låge…- måske det skal være i år og på den anden side hvorfor skulle det så være i år, at den store gevinst skulle komme i hus?
2. december 2004
Der kom post i dag og box 327 var fyldt til bristepunktet.
Under diverse meddelelser og rudekuverter var årsagen til pladsmanglen…- en pakke fra mor.
Åh, jeg bliver altid blød om hjertet når min kære mor sender pakker. Hun er jo den bedste i verden og der er altid nogen små overraskelser indeni. Og ganske rigtig…!
Pakkekalenderen havde hun nu nævnt, men man kan nu ikke helt kalde det en pakkekalender men snare en kloning mellem én og en skrabekalender, da der nede i lommerne på den forstørrede klokkestreng er 24 stk. sirligt indpakkede skrabelodder. (Gad vide hvor mange % hun forlanger HVIS NU den store gevinst skulle komme i hus!!???)
Andet i pakken var der et lille bidrag til julehyggen. Kravlenisser til udklipning og miniature figurer til at hænge op, som alle har fået sig en plads mens kravlenisserne lige må vente lidt endnu. Der var også nogen ting jeg havde bestilt f.eks. nogen batterier til kameraet og noget meget hyggeligt, som Sofie har skaffet mig! Jeg kan desværre ikke nævne på nuværende tidspunkt hvad det er, da det skal bruges til en lille overraskelse. Hvis ikke alle skal kunne regne den ud må jeg hellere holde på hemmeligheden lidt endnu!
Nå men ellers er der ikke så meget nyt at berette fra Thule. Det går jo sin vante gang!
Isbjørnen vandre rundt derude et sted, men ”den store sniger” er endnu ikke blevet spottet, hvilket er en smule spookey. Jeg stod i går ude på trappen og fik mig en go’nat smøg, da jeg pludselig hørte en høj hamrende lyd…- GONG GONG GOOONG…- og så stille…- GONG GONG GOOONG!
Jeg havde aldrig hørt den lyd før og fantasien fik frit spil. Det kunne være isbjørnen der ligesom polarrævene går i affaldscontainerne efter mad…? Skønt jeg inderst inde godt vidste, at hvis Bamsen var kommet helt ind på basen skulle andre nok have spottet den for lang tid siden, så blev jeg nu alligevel hurtig færdig med smøgen og gik ind.
Nu er det så tid til at sige tak for i dag og lade bjørn være bjørn, for den er derude i kulden mens jeg skal under min varme dyne og sove sødt!
6. december 2004
Sikke en weekend.
Lørdag sov jeg længe og efter frokost tog jeg i Hobbyshoppen.
Det rigtige navn for bygningen er ”Skills and develoment Center” …- jeg trængte til at få udviklet nogen evner eller rettere sagt, jeg havde brug for lidt tid for mig selv. Opgaven lød på fremstilling af julekort til familie og venner. Det er jo efterhånden, gennem snart 10 år, blevet en årlig syssel i december at udfolde mig lidt kunstnerisk – både visuelt og poetisk. Teksten havde jeg allerede klar så det gjaldt omslaget. Udstyret med egne billeder på min ”PIND” (det kunne godt misforstås, men det er en 256Mb flytbar disk), satte jeg mig ned foran computeren og gik i krig.
Hobbyshoppen har alt for den kreative sjæl.
En række små værksteder udgør stedet, hvor man kan udfolde sig fra billederedigering på computeren over til fremstilling af diverse lertøj - igen til bordplader i tømmerværkstedet over i slibning af sten til navneplader i stål eller personlige kopper med billeder og skrift. Jo, der er virkelig muligheder og et hyggeligt sted at være.
5 timer senere havde jeg fået fremstillet det meste…- nu manglede der bare finpudsningen.
Lørdag blev til søndag og endnu 4-5 timer gik med julekort fremstillingen i hobbyshoppen, men så var jeg også færdig…- helt færdig!
Nu er søndag så blevet til mandag og computeren er igen tændt. Der har endnu ikke været nogen gevinst på kalenderne men der er jo 18 chancer tilbage så mon ikke det kommer!
Det er jo ikke mange billeder jeg tager for tiden grundet i mørket, så derfor er billederne her ude i siden venligst "lånt" af Carl Obling, www.greenland-foto.dk. (Så go’ vil jeg også være til at tage billeder!!!)
12. december 2004
Så er weekenden snart forbi og en ny uge står for døren og det gør julen som også!
Det har været den helt store jule-uge, hvor juletræer er dukket op her der...- nogen kønnere end andre, men de dog ægte nok de fleste af dem. Der er blevet hængt guilander og lyskæder på træet og her og der, hvor der nu var plads. Det er ikke "Gertrud Sands hjem"...- endnu, men god blandeing af amerikans usmagelighed og dansk mådeholdenhed!
Ugen har også budt på de koldeste minusgrader jeg nogen sinde har oplevet. I onsdag faldt temperaturen til minus 36 grader og med en svag vind blev det til en chilfaktor på minus 52 grader.
DET VAR SAFTSUSEME KOLDT...! Jeg går normalt til og fra Fitness og Sportscentret men lige denne dag var det godt at have en bil.
Egentlig er det et under, at bilerne kan køre når det er så koldt. Det fedeste af det er, at når vi kører i Dinning Hall til frokost må bilen stå med moteren tændt mens vi spiser...- der skal dog være en minimum temparatur på - 25 grader...- dejligt i sådan en kulde at komme ud til en opvarmet Polo stationscar (spurt mig selv og andre om hvad de biler laver på Thule...og alle ryster på hovedet!!!!)
Jeg er i gang med at planlægge den helt store ferie når jeg kommer hjem d. 26. januar. Det skal være et sted med varme og masser af sol, dykkerfasciliteter og vandremuligheder, ikke for mange turister og ej heller vildt luksus - i øjeblikket er det Seychellerne der er i kikkerten! Det er for lækkert!
Ellers er alt vel, bort set fra at jeg bliver hjemsøgt af en Blodrød busket juleguilande a la amerika. Drillenisser er på spil og nu har jeg ikke været oppe på arbejdet her i weekenden...- så de har nok rigtig haft tid til at lave gale streger.
Det er nu hyggeligt og giver en masse latter - det skal også til engang i mellem.
17. December 2004
Det har været en begivenhedsrig uge med både gode og mindre gode oplevelser.
Mandag kom meldingen ud om at en af GC’s medarbejder var afgået ved døden. Det er aldrig rart når et menneske forlader denne verden, men det er lige som noget andet når dette menneske kun blev 64 år. Han er dag sendt med fly hjem til Danmark og skal bisættes på tirsdag – ære være hans minde!
Mandag aften lige inden sengetid stod jeg på trappen uden for barak 133, smårystende og i gang med go’nat smøgen. Som mange gange før kom en lille polar ræv småløbende forbi med retning mod bakken overfor. Den løb lidt frem og tilbage mellem for- og bagindgangen, stoppede op og strakte hals mens den snuste. Om den havde fået færden af noget, skal jeg ikke kunne sige, men meget målrettet løb den efter foringangens trappe. Gik op på trappen og fortsatte så hen langs barakken på et lille udhæng ca. en ½ meter under vinduerne. Udhænget består af anker blokke, som holder barakken på plads på fundanmentet og lige nu er de fyldt med 20-30 cm. Sne.
Det var imidlertid ikke nogen forhindre for denne lille vævre polarræv der i bedste linedanserstil brugte halen som ”paraply”. Ca. midt på måtte den alligevel give efter for tyngdekraftens trækkræft og hoppede ned på jorden gik. Denne gang var der ikke nogen der havde smidt nogen godter ud af vinduet og slukøret løb den videre.
Tirsdag aften var det igen en polarræv der var hovedaktør i en anden oplevelse. Jeg var på vej om til en kollega for at læse HC. Andersens Eventyr (julegaven fra GC. Til alle medarbejdere), da der pludselig kom en ræv farende ud foran mig. Den fortsatte og satte sig så et stykke væk. Den lurende i min retning og hvorfor skulle vise sig da jeg rundede hjørnet på den sidste barak. Helt hvid og godt karmofleret i sneen sad en KÆMPE snehare. Den var mindst lige så stor som ræven selv, men så ikke ud som om den var truet på livet…- nej den blev bare siddende. Jeg gik forbi den i 1,5 meters afstand, hvilket heller ikke rørte den videre.
Jeg kiggede engang tilbage mod ræven der stadig skævede til ”hare-stegen” og tænkte om haren måske er et for stort og hurtigt dyr for ræven at fange…???
Det må jeg prøve at finde ud af på et andet tidspunkt.
Jeg er på arbejde i dag. Den første lørdag i 3 uger. Det er lige til at holde til og jeg har fået bugt med en masse små hængepartier. I aften skal jeg til afdelingsjulefrokost…- altså os fire i FSC/HAWC. Det bliver hyggeligt, men først skal jeg lige have en ”Morfar” på værelset og så skal jeg til julehygge i barak 143 og klokken 19.00 mødes vi alle i baren i Top Of theWorld klubben.
Billederne her ud i siden er fra vores Operation Julemand 26. nov. 2004, hvor der blev indsamlet godt $13.000 til julegaver til børnene i Qaanaaq-området!
20. december 2004
MANDAG...er det så sandelig i dag OG ingen af kalenderne kunne lave om det eller for den sags skyld skabeloddet i pakkekalenderen...SUUUUUK! Heldigvis var der godt nyt omkring min ferie til Seychellerne til februar. 15 dage i "tropeland" koster ca. en tusse om dagen og det er uden dykkerudstyr og mad...- men at kigge på de billder der fulgte med overslaget, så er jeg solgt og hva' - det er nok både 1. og sidste gang jeg kommer dertil! Vi har ellers haft to storm-CHARLIE - en i fredags og en igen søndag morgen. Jeg skulle møde klokken 7.00 men da stormen raste lagde jeg mig bare til at sove igen. Kl. 9.30 kunne jeg ikke sove længere og da stormen blev meldt ned kl. 10.30 måtte jeg jo på arbejde, skønt det kunne være rart med en forlænget weekend...- men nej! Søndag sov jeg alligevel "julefrokosten" ud, og da stormen kun varede nogen timer op af formiddag, mærkede jeg ikke meget til den!!!
22. december 2004
2 dage til juleaften og postboksen her til aften fik mig pludselig til at tænke; det er snart jul!
I år er det fulstændig kommet bag på mig, mest nok af den grund, at heroppe er der ikke så meget ræs på, som hjemme i DK. Postboksen havde ikke mindre end to pakker og et rigtig dejligt julekort fra Familien Abildtrup på Fiskegården. Pakker må jeg nok hellere gemme til på fredag men julekortet er kommet til de andre på hylden sammen med Bramming kravlenisserne. Joh, lidt julepynt er det da blevet til hen af vejen.
Vi har i dag fået den sidste medarbejde i stalden. Stig er fitness-specialist i Fitnesscentert og min artsfælles imod 4 fitnesser. Det bliver s... rart med lidt mandehørm og vi er enige om, om så vi er nok så ueninge om et eller andet, så danner vi fælles front mod tøserne. Nej, så galt er det jo heller ikke, men det er alligevel rart at have en mandlig kollega hvis tøserne nu bliver for meget!!!
Åh...- det har virkelig været nogen lange dage her den seneste uge... SUK! Jeg er ikke depri eller på nogen måde træt af arbejdet, men min krop er bare total flad. Det generere ikke megen energi, sådan at gå rundt og være på grænsen til en lidelse af kronisk træthed....ZZZZZZZzzzzzzZZZZ- åh sorry! Thulekuller vil de gavede beboer sige og det er nok ikke helt ved siden af, for jeg længes sådan efter at kunne se solen stå op og gå ned igen - at kunne se længere væk end til enden af landingsbanen (kun fordi den er oplyst!) eller over til genboens barak. Nu er der jo heller ikke lang tid til jeg skal på dykkerferie til Seychellerne...- UUUMMMM, jeg slutter nu mine venner og ligger mig straks til at drømme om dette eksotiske sted.
24. december 2004
Til minde om juleaften i min barndom hjemme hos farmor og farfar.
Som barn gik vi ikke i kirke juleaftensdag men en juleaften var ikke en juleaften uden bordbøn.
For enden af det store egetræsbord og foran det store vindue ud til haven, sad Farfar. En mild mand med venlige øjne. De markerede kindbind og det grå hår vidnede om en mand, der kunne få ro i geledderne, hvis det var nødvendigt. Farmor satte gåsestegen på bordet og skønt jeg dengang var lille bitte, kan jeg stadig huske den stilhed der kom, når farfar foldede sine hænder og ærbødigt bøjede hovedet. Jeg gjorde det samme.
Han rømmede sig og sagde så;
”I Jesu Navn går vi til bord
At spise og drikke på hans ord
Dig, Gud til ære og os til gavn
Så får vi mad i Jesu Navn. Amen”
Det tog måske 15 sekunder, men det var de 15 sekunder der gjorde en juleaften til det den er, og i dag fremsiger jeg den sælsamme bordbøn, men kun juleaften, og det vil jeg gøre til den dag hvor mine kære må tage over efter mig.
Efter julemanden og inden vi skulle rundt om træet med alle pakkerne (og der var altid rigtig mange) satte farfar sig i gyngestolen og læste juleevangeliet højt for os alle. Der blev der ganske stille i stuen og der herskede altid en ophøjet ro, når farfar skulle sige noget eller fremføre dette urtraditionelle ritual. Alle sad med ro i blikket og sikkert slog vi alle mave oven på farmors FANTASKTISKE julemad. Jeg sad altid på farmors skød eller lige foran gyngestolen hvori farfar sad. Lyttelapperne var slået ud og mens han sad og læste, med brillerne halvt nede på næsen, forstillede jeg mig denne rejse;
”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.
Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.
Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engle frem for dem, og herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: "Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; Han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe." Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!
Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: "Lad os gå ind til Betlehem og se det , som er sket, og som Herren har forkyndt os."
De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.
Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.”
(Juleevangeliet er i virkeligheden: Lukasevangeliet - Kapitel 2 - vers 1-20)
Ære være min farfars minde og gid I alle må få en dejlig juleaften, med familien, hos venner eller hvor I nu er verden. Jeg kan kun tale for mig selv! Jeg vil tænke på alle mine kære i aften og sender jer alle de bedste julehilsner fra Thule, Grønland.
27. december 2004, 3. juledag
Så har det været jul 2004 og sikke én.
Ja, først var der lige en ½ arbejdsdag der skulle overstås, men så var det også på vej…- UD af basen.
Jeg havde lånt sikkerhedschefens bil, en 4W-drive cremefarvet Nissan Terrano, og skulle nu bare have pakket mig selv og de 3 andre, Lars, Lise og Kirsten.
Da sidste mand, Lars satte sig ind i bilen, var den proppet til taget med alskens habbengut og julemad, faseposer (overlevelsestøj) soveposer, et juletræ endnu uden pynt, en skovl og på skødet af Lise stod skålen med frisk pisket fløde til bl.a. Ris’a la manden og Irish coffey…- joh, vi var klar til en tur på OFF-BASE-omådet, nærmere bestemt en lille bitte hytte på Nordbjerget med udsigt ud over Thule Basen og Dundas Bjerget.
Hold da op var det en FED fornemmelse at køre forbi skiltet hvorpå der står ”ROAD CLOSED” og over broen…- ud i det fri!!!
Det mest slående ved at krydse broen og de sidste gadelamper…var LYSET. Ja, lyset midt i en mørk tid. Fuldmånens skær spillede i sneens millioner af billioner iskrystaller og gjorde mørket til skamme. En fryd for øjet og fik stemningen i den cremefarvede Nissan til at nærme sig de 100% på julebarometret.
Et stykke ude af vejen, skulle vi dreje af "hoved-vejen. Der var dog en vej, off-ROAD ville være at smøre for tykt på, men vejen var ikke blevet ryddet som de andre og for en legedreng som mig, var det som at slippe en rodeotyr ud i arenaen. Som jernlågen rives op i rodeo, sagde Lars; ”nu skal du bare køre til ellers kommer vi til at sidde fast!” Som tyrens første spring, trådte jeg sømmet i bund og tog den første drive. Det var ingen sag for en gammel tyr bag rattet…ha, ha, ha!
Vi nåede sikkert frem til Cabin 3 uden ufrivilligt at komme til at sidde fast i en snedrive. Snedriver på vejen krævede ingen kræfter, men det gjorde til gengæld den meterhøje drive foran døren til hytten. Dagen før havde der været endnu mere sne, da Lars og Kirsten var oppe og tænde op i oven. De havde ingen skovl, men den havde vi jo med i bilen så det var ingen sag da Lars og Jeg- på skift hakkede vi os igennem. Pigerne tømte bilen og det passede faktisk lige som vi var færdige med at rydde sneen, kunne habbengutten bæres ind i hytten. Godt nok blev der fyret op et døgn forud men termometeret viste – 10 grader i 160 cm´s højde. BRRRRRR…- det var koldt. Nå men, vi var jo lige kommet og kunne jo bare tænde op i par af gasblussene. Men det var også for koldt til at trykket i dåserne kunne drive gassen ud. Koldt var det, og det blev ikke mindre koldt med en gasdåse på mavenskindet...- efter et stykke tid kom der så gang i blussene og varmen...- kom da!
29. december 2004
Fortsættelse…
Joh, varmen kom, men den kom l a n g s o m t.
Ved gulvet var der nok – 10 grader og i 160 cm’s højde var der ca. 0 grader. Mens den lille skibsovn arbejdede på det højeste blus, gik Lise i gang med at varme den medbragte glögg og Kirsten fandt de nybagte boller frem.
Glöggen fik hurtig gang i blødomløbet og vi var alle friske på en rask bjergvandring. Nu havde vi jo ikke ligefrem smidt tøjet pga. varmen…- på med parkaen, hue og vanter samt kamera med stativ. Nu skulle der eksploreres i skæret fra den fulde måne!
BRRRR…- det var koldt derude og jeg havde ikke engang fået taget det første billede endnu før jeg mistede følelsen i mine fingre. Jeg har ingen idé om hvor koldt der var, men sikkert et sted omkring de – 30 grader og til vores held var der ikke en vind der rørte sig.
Det måneskin var noget af det smukkeste jeg nogensinde har oplevet. Sneens genskær for vores fødder og rundt i landskabet gjorde den verden vi kender til og fra arbejde meget større. Jeg havde helt glemt i denne mørke tid, hvor meget der egentlig er at se på lige her i nærområdet. Jeg prøvede igen at tage et par billeder af de andre i måneskæret men igen blev det fingrene der bestemte antallet samt batteriernes afladning i kulden.
30. december 2004
Jo, det blev en juleaften a la Special. Efter indtagelse af nogen mørbradbøffer, hvide kartofler med svampesovs og dertilhørende rødkålssalat var det tid til en gang ris a la mande. Som skrevet tidligere så var det koldt i hytten og det blev for alvor konkretiseret da vi skulle til desserten. Bogstaveligt talt måtte vi skære ris a la manden ud og mine følsomme tandhalse skreg af smerte ved hver skefulde der kom ind i min mund. Ris A la special…- jo det kan vist godt sige uden overdrivelse.
Efter indtagelse af rødvin og en IS kaffe var der stemning for at kravle i poserne oppe på hemsen. Mine tær var to store isklumper og trængte til en god gang massage før de igen fik den rigtige farve. Poserne var varme og oppe under loftet havde varmen koncentreret sig, så det var en ren fryd at stige op af trappen. Klokken ti lå vi side om side i poserne og lynet helt op til næsen for vi skulle i hvert fald ikke fryse i nat.
Klokken 4 om natten hørte jeg Lars smække døren og udstøde et forkølet BRRRRR – han havde været på tissetur. Jeg vendte mig i posen der var dejlig varm og forsvandt igen ind i en drøm.
Næste morgen klokken ni var pigerne i gang med morgen kompletten mens Lars og jeg fik søvnen ud af øjnene. Det var en fantastisk søvn og jeg havde ikke på noget tidspunkt frosset, snarere tvært imod, hvilket også havde været tilfældet for de andre.
Det var en dejlig morgen og efter morgenmaden gik vi en lang og frisk tur i måneskinnet. Vi fandt en slugt et stykke nede af vejen og begyndte opstigningen til bjergkammen. Sneen funklede som var den fyldt med de fineste diamanter og den gode gamle måne skinnede det bedste den havde lært…- ja, jeg måtte næsten misse med øjnene. Da vi nåede toppen satte vi os og nød udsigten over fjorden. Jeg kiggede direkte ind i månens skær. Efter et stykke tid spurgte jeg de andre; ”Hvor mange D-vitaminer tror der kommer ud af månens stråler?” Der blev stille et stykke tid så sagde Lars; ”Ingen” Det kom lige så tørt som vinden i Sahara. Øv, nu troede jeg lige jeg kunne få lidt ekstra energi…- men nej du, hvis jeg skal have vitaminer må jeg spise nogen flere grønsager i Dinning Hall.
Efter gåturen var det pakke-sammen-tid, hvilket gik let og snart var vi tilbage på Basen. En smule træt men fyldt med nye oplevelser på nethinden, var det med at få pakket ud så hurtigt som muligt og så ind under bruseren. MEN vi manglede nogen faseposer!!!!!!!
Ingen huskede at have taget nogen ud af bilen dagen før og så måtte vi jo af sted igen til hytten. Jeg var en smule træt af at skulle af sted igen, da mit bad så måtte vente endnu et stykke tid.
Oppe ved hytten, lige der hvor JEG smed dem af i går, lå de to faseposer og pludselig huskede jeg hele historien. Jeg havde som det sidste fra bilen smidt de to poser ned til Lars, som skulle have taget dem med ind i hytten…- hvilket han ikke husker en meter af – og heller ikke jeg før dette øjeblik. Nå men det positive ved det, var jo at de var blevet fundet.
Badevandet der ramte min krop var så varmt som blandingsbatteriet tillod det. Hummerrød men som et nyt menneske trådte jeg ud af badet og kiggede på mit spejlbillede i spejlet. ”En oplevelse rigere, Jesper og sikke en, en af de meget specielle” Jeg nikkede til manden i spejlet og bandt håndklædet om livet.
En julehistorie fra den virkelige verden ved Thule Air Base. En jeg sent vil glemme, om nogensinde, og altid værd at fortælle.
M E N jeg savner jer alle sammen derhjemme og ville i skrivende stund, bare for nogen få timer, kunne være sammen med jer og giver et KÆMPE juleknus.
Dagens sætninger ”Nu er der kun 28 dage tilbage!” |
|
