September 2004

Thule Air Base

8. sept. 2004

Dag 1

Det er svært at beskrive alle de indtryk der bombardere mine sanser hvert sekund, for hver skridt jeg tager. Her er ganske enkelt Fantastisk…- og jeg har kun positive ting at fylde ind!

Det var en lidt hård flyvetur trods sædet på Business Class. Det var jo ikke for meget søvn jeg fik i nat og med forventningen om at kunne få et par timer på øjet blev forstyrret af en henrivende Champagne Bruch og storslående udsigter fra vinduet. Først de Norske fjelde og så indlandsisen.

Jo, jeg var på vej ud på mit livs eventyr og for hvert minut kom jeg nærmere dette ”forjættede” land…Thule Basen.

Hvem ville have troet at jeg skulle stå i Kastrup Lufthav med en flybillet til Grønland i mindst 2 år og samtidig sige farvel til mine kære i Danmark.

Jeg savnede allerede dem alle sammen da jeg stod i eftermiddagssolen, på trappen udenfor barak 133.

De burde stå der ved min side og nyde udsigterne ud over vandet med de turkis farvede isbjerge mod vest og de brune bjerge mod syd.

Har lige været en tur med de andre, Caroline, Lise og Lisa en tur i bil op til den store radar. Kørende gennem et ørkenlandskab fyldt med sten og vi kunne tydeligt se indlandsisen, stor og lysende hvid, som en stor paddehat liggende der i horisonten.

Det blæste lidt vildt (65 knob) og Lisa var en smule nervøs for vores sikkerhed, men fortsatte alligevel, skønt bilen til tider tog nogen sving ud til siden. Vi var selvfølgelig helt oppe og køre for nu skulle vi op og opleve udsigten ud over fjorden og de 3 bræer, som er de eneste i verden som kælver ud i den samme fjord.

ABSORLUT en prangende udsigt og da Lisa stoppede motoren kunne vi hører vindens hylen.

”Nu skal I holde godt fast i dørene, når I skal ud” sagde hun og det var godt hun sagde det, for det blæste virkelig meget og det var bidende koldt. Vi gik kun få meter væk fra bilen og da Caroline var ved at flyve væk gik vi tilbage og kørte hjem.

Jeg er endnu ikke kommet helt på plads i denne helt nyrenoveret barak med helt nye faciliteter og møbler…- men det når jeg nok i morgen.

Vi var for øvrigt en tur over i Sport og Fitness Centret. Det bliver så fedt at komme i gang med arbejdet…- det er lige det jeg havde forventet, vi har frie hænder til at udvikle stedet, hvor vi alle er helt nye medarbejdere.

Jeg er så glad og dette har været en perfekt dag…- jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre start.

I morgen kommer før end siden og må hellere få lidt søvn.

”Godt begyndt er halvt fuldendt!”

Dag 2.

Vågnede kl. 5.00 og kunne ikke rigtig sove igen. Tankerne sværmede omkring dette at befinde sig på ”The top of the world” og fornemmelsen i maven var ikke til at tage fejl af…- jeg er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt!

Der var liv på gangen og lyden fra bruseren kunne høres gennem de tynde vægge.

Jeg gik på toilettet og lagde mig tilbage i sengen.

Klokken 6.50 bippede vækkeuret og det var tid til at komme op til endnu en dag på Thule.

Vi blev hentet i bus og fik fælles morgenmad i Dundas dininghall.

Efter morgenmaden var der endnu en informationsstrøm der skulle lagres inden der var rundtur til basens forskellige institutioner; posthuset, til skrædderen og rekreationscenter samt Hobbyværkstedet…- alle spændende steder med virkelige gode rammer og faciliteter. Det er utrolig gode ting der er de forskellige steder, som man ikke skulle tro der fandtes sådan et sted som her…- jeg havde forestillet mig at komme tilbage til 2. verdenskrig.

Efter frokost tog Lisa, supervisor for Sport og fitness samt HAWCentret, os der skal arbejde der til en gennemgang af indholdet i vores jobs.

Jeg skal have et rimeligt stort ansvarsområde og det er måske en lille smule mere end jeg havde forventet, men det er bare helt okay med mig!

Efterfølgende var jeg til en briefing med den amerikanske stab omkring stormvarsler…- ganske kommercielt, da jeg skulle vises frem for Airforcen!

Senere fik jeg hentet min flyttekasse og Lisa foreslog derefter at tage os fire med til Dundas tangen for en gåtur.

Ord kan ikke beskrive de landskabsmæssige oplevelser der printer sig ind på mine nethinder…- og derfor har jeg taget en del billeder (se nogen af dem her ude i margen).

Jeg har fået udleveret "Thule-uniformen" Parkaen (vinterfrakke) i dag og fik også en FASEpose med overlevelsesdragt i samt en telefon på værelset.

Det er sgu´ lidt svært at få det hele med her på computeren, men jeg må jo komme ind i en rytme, så det bliver nemmere med tiden. Jeg er virkelig kommet til et sted hvor udfordringerne dumper ned i skødet på en…- jeg glæder mig så meget til at få fingrene ned i det og få noget fra hånden.

”Rom blev ikke bygget på en dag”

Dag 3.

Jeg troede det ville tage mig en evighed at komme op her til morgen, meeen det gik glat og der blev også tid til et bad. I dinninghall skulle jeg altså prøve de noget så lækre pandekager…- og de levede ret godt op til ryet om at være i god stand…- tykke og svampede der sugede siruppen op som en anden badesvamp MUMS.

Apropro så spiser man ret godt. Der alt hvad kan drømme om og bare for at nævne lidt af udvalget, så er der 3 forskellige slags yougurt + en naturel, alle slags havreprodukter samt et morgenkomplet med rundstykker/franskbrød med dertilhørende pålæg samt wienerbrød og snegle.

Nå nok om det…- måske jeg lige skylder at sige, hvilken en fantastisk dag det er i dag…- der har været skyfrit hele dagen…hhhmmm SKØNT!

Jeg sidder lige nu i vores fællesrum med den bærbare på skødet.

I fjerner’n er der ”Forrest Gump” og kaffemaskinen har lige forsynet mig med en frisk kop kaffe.

Nå, der er også andet end ren fornøjelse og som egentlig er årsagen til at jeg er her på Thule…-  arbejdet! Med frygten for at gentage mig selv, så kan jeg sige; dette er virkelig lige mig.

I morges klokken 7.00 startede jeg med et møde med OSH eller sikkerhedsafdelingen. Her brugte vi tre hele timer på at præsentere os selv. Spændende mennesker alle sammen og bedst af alt, så skal jeg ud og lave arbejdsmiljøundersøgelser eller APV’er i de forskellige afdelinger eller Shopper, som de hedder heroppe…- egentlig skal vi alle være med til et præge en ny afdeling.

Efterfølgende var vi alle ”newcommers” til teoriundervisning til færdsel i automatgearede biler på og udenfor basen.

Ja, men det skal jo til og inden den praktiske prøve tog vi en test samt fik udleverede CG’s egne konstruerede kørekort. Den praktiske prøve bestod i at køre en runde på 5 minutter…- det  sværeste var nærmest at sætte den i ”Drive”.

Det gik glat og helt uden nogen form for risiko for at dumpe.

Jeg kørte mig selv til Fitness og Sportcentret hvor jeg skulle have en briefing ang. Arbejdet i Helth And Wellness Centret…- altså patientbehandlingen og Lisa havde allerede lagt 4 henvisninger hen på mit skrivebord. Der var også en del direktiver og regulativer der skulle læses igennem…UHA!

Jeg havde mine to første patienter i dag, hvilket gik godt.

Nu er det weekend for nogen, da jeg i morgen skal på endnu en intro-runde i kvalitetsafdelingen fra 8-9.00 og bagefter skal jeg op i HAWC til mere intro indtil middag.

”Arbeit macht frie!”

Dag 5

Stilheden har lagt sig her i barak 133. Klokken er 20.30 og jeg er træt.

Det blev ikke til noget skriveri i går…- mest fordi vi havde arrangeret en lille ”newcommer”-fest her i barakken.

Dagen i går startede med to intro-møder i Kvalitets- og miljøafdelingen. Jeg skal have lidt med dem at gøre i forbindelse med OSH (arbejdsmiljø) og møderne bar præg af en noget monoton informationsstrøm. Der er virkelig meget man skal introduceres for her i den første tid og jeg er først færdig på onsdag.

Efter møderne gik jeg tilbage til HAWC’en, hvor jeg på vejen mødte Lise og Lars der skulle på cykel til Dundas og bestige bjerget (h = 224 m). Frisk tur på hullede veje og barske stigninger.

Jeg og andre newcommere tog bussen senere på dagen, som skulle vise sig at være en god idé.

Bjerget er ikke så højt men opturen ganske stejl og lige før toppen er der et reb som skal benyttes før man kan stå og nyde den fabelagtige udsigt. Dagen var grå og diset men med lysninger ude over vandet og mod nordøst over indlandsisen.

Bestigningen foregik på én lang række og jeg startede ud som nr. 2, men måtte ret hurtigt standse op for at få pusten. Den tørre luft hvæsede i halsen og bed i lungerne. Det blev til flere stop og hver gang var det med tankerne på et sikkert stå sted på den stejle sti og et nervøst kig ud på landskabet. Det var en smule grænseoverskridende men indtrykkene oversteg hurtigt frygten og så videre mod toppen.

Med let rystende ben nåede jeg enden af rebet og dermed toppen.

Sikkert nede igen og en del venten på et par piger der ikke havde bjergbestigning som speciale, kørte vi tilbage i bussen, alle med en god oplevelse i rygsækken, kameraet fyldt med billeder og blussende kinder. I Recreationcenter (aktivitets-hus) spiste vi aftensmad, burgere, ristede pølser og barbecue kylling til den store guldmedalje og så var det tid til fest.

Tidligere på dagen havde Kirsten og jeg været i BX’en for at handle ind til lidt godt til ganen og et godt grundlag for tømmermænd søndag. Grønlandsk kaffe med kaffe, kaluwa, wiskey, flødeskum overhældt med brændende contreu….- mums det er bedre end irsk kaffe men også noget man kan blive rigtig grønlænderstiv af.

To styks til mig + lidt (meget) rødvin og jeg var kørende…- puha jeg blev så fuld, at jeg måtte holde for det ene øje da jeg skulle i seng for ikke se dobbelt!....Og dagen i dag har der også været en smule præget af det faktum!

Der er ikke det helt store at berette om i dag, andet and jeg har fået sendt en bunkemail hjem til familien og venner samt lidt aktivitet i Fitnesscentret.

Jacob og jeg tog en lille squash kamp men da mine sko begyndte at sætte sorte streger på gulvet stoppede vi ved stillingen 1-0 til Jacob. Vi spiller videre i morgen!

Dagen har også budt på den første sne (for mit vedkommende) og her til aften så jeg solnedgangen i selskab af en smøg på trappen udenfor. Barakken er en ikke-ryger-barak, hvilket for mig er helt i top, men man må jo ud at ryge og når det først bliver rigtigt koldt kan det jo være jeg stopper hvis alternativet er at stå at få forfrysningen i fingere bare for lidt røg!

Dagens ord må være ”lidt mat i sokkerne”.

Dag 7.

Det skrider allerede lidt med dagbogen her, men det er altså ikke altid at der energi til at få berettet noget efter en lang arbejdsdag. I dag var jeg f.eks. på arbejde i 12 timer. Det er lidt drøjt, specielt midt på dagen, men ellers går det godt, da der altid er noget at give sig til.

I går var en dag på det jævne. Jeg fik godt nok bank af Jacob i squash 3-0..- selvom jeg førte 11-7 i første set. Det kommer en dag, hvor knæet er i topform og kondien ligeså.

Da vi endelig kom hjem havde vi hentet ”to go” mad i Dinning Hall’en som vi spiste og senere kom en helt flok af vores kammirater fra ”newcommer”- flyet forbi efter at have været nede ved stranden for at se en malerisk solnedgang.

Der kom rødvin og kaffe på bordet og snart gik snakken. Det er rigtig hyggeligt og der er bare så mange dejlige personer i mellem. Vi griner højlydt og der er altid én der kan berette om eller supplere til en god historie. Jeg har sjælden leet så meget og fortalt så mange historie…- og de andre hygger sig virkelig og griner på de rigtige tidspunkter!

Jeg bor jo i en ikke-rygere-barak og jeg skal altid lige ud og have en smøg på trappen inden jeg sætter mig her foran pc´rn for at berette lidt om tilværelsen på Thule.

Når jeg så står der i kulden og skuer ud over basen med fjorden mod vest og indlandsisen mod øst, kommer der ofte en polarræv løbende forbi.

Her til aften kiggede den dristigt op på mig da den løb forbi det nederste trappetrin. Der er mange af dem og nogen er ved at skifte til den hvide vinterpels mens andre stadig grå-sorte. De er overalt og en af kammersjukkerne fortalte forleden at en af hans kollegaer havde ladet sine svejsehansker ligge, kun et lille stykke fra sig, og da de er af okseskind, kom der lige en lille fræk polarræv forbi og hapsede den.

Det er kun nogen af de historie der går om rævene og en af de mere sjove. Der findes også historie om folk der er blevet bidt af dem og sendt hjem til Rigshospitalet med et udbrud af rabies. Jeg skal nok holde mig på afstand af de ”små djævle” som ellers ser meget søde ud og er ikke større end en stor baggårdskat hjemme i Danmark.

Når nu stilheden har sænket sig over barakken og jeg nu står der på trappen med smøgen i munden, så kommer alle de tanker jeg ikke får tænkt igennem en hel dag.

Blandt andet så svæver de en tur til familie og venner. Det er jo ikke fordi jeg ikke tænker på dem i hverdagen men derude på trappen er det lige som at tankerne kommer op til overfladen og der er ro nok til at forholde sig til dem samt føle deres virkning på min krop.

Jeg er så lykkelig i mit liv lige nu…- det er slet ikke til at fatte…- jeg nyder et hvert minut af det og glæder mig til dagen i morgen med endnu flere oplevelser i en verden af lykke.

Klokken her er 22.53 og i DK er den 02.53 og mine kære sover sødt under deres bløde dyner.

Dagens ord må i det tilfælde være; ”Jeg elsker jer, Go’ nat!

16. september 2004

Dag 8

Ja, så gik endnu en dag hvor jeg ikke lige fik skrevet, som ellers var en dag som ikke var som de andre. Jeg mødte alene på arbejde, da Lisa skulle til en briefing med arbejdstilsynet, som lige har et besøg på Thule.

Lidt op på morgenen ringede hun til mig og informerede om at hvis der om lidt kom en stormvejrsøvelse skulle vi gøre som der blev sagt ud af højtalerne og afvente hendes ankomst.

Der gik ikke længe så kom beskeden over anlægget.

Vi kunne dårligt nok høre hvad der blev sagt, men jeg havde jo fået Lisas besked og gik straks i gang med at "evakuere" hele fitnesscentret sammen med Caroline.

Caroline fik også bestilt en taxi til os og da Lisa kom var vi stort set klar til at forlade stedet og tage hjem til vores barak. Igen kom stemmen over højtalerne og denne gang stod vi receptionen hvor stemmen gik tydeligt igennem. Det var kun en storm ALPHA hvilket vil sige at der er noget uvejr undervejs og man skal forholde sig normal, dog sætte fjernsynet på kanal 6, så man kan følge med i udviklingen. Caroline fik hurtigt afbestilt taxien til en noget gnaven taxichauffør…- og hvorfor mon!!!

Der gik ikke længde før stormvarslet gik en BRAVO dernæst CHARLIE…- og så skal man tage hurtigst mulig hjem fra arbejde inden stormen går op i en DELTA.

Det var jo kun en øvelse, men vi lærte alle sammen noget og er nu klar til den første storm.

Efter arbejde var det så hurtigt i dininghall’en inden jeg var inviteret til finale-turneringen i hockey.

Hold da kæft det var hårdt og selvom jeg kæmpede to gange 10 minutter blev det ikke nogen sejr. ØV bøv men sjovt var det og det er nok ikke sidste gang jeg har prøvet det!

Efterfølgende var der barakmøde med formand Jacob og de andre beboer i barak 133. Vi er blevet 5 nu. Birthe flyttede ind den anden dag, en dame på 40 år, sproglærer i dansk og engelsk.

Det blev lidt sent og i dag har jeg da også hængt lidt med hovedet.

Har været rundt på virksomhedsbesøg, hvilket var spændende nok, men trættende og da jeg ikke sovet så meget igen i nat har det været en lidt lang dag.

Nu er det sengetid. I morgen er det fredag og derefter weekend…- det bliver rart at have hele to dage hvor der ikke skal arbejdes. Jeg tror jeg skal en tur ned til havnen og tage nogen smukke billeder!

Dagene aftager med 20 minutter om dagen så det er også med at komme lidt ud og opleve Thule inden mørket sænker sig for alvor!

”Alt tid er ingen tid…- Carpe dium!

Torsdag d. 30/9-2004

Så er den første måned ved at være i kassen.

I går skrev jeg 3 uger på Cv´et og status er som sidst…- jeg trives virkelig med at være her.

I går tog min afdelingsleder hjem for at blive gift med sin kæreste som også arbejder her på basen. Nu er jeg helt alene og det er egentlig meget rart.

Der har været lidt pres på introduktionsprogrammet og det har til tider været en lille smule forvirrende, da der hele tiden har været små afbrydelser. Faktisk er jeg blevet lidt forfremmet til afdelingsleder mens hun er på LEAVE…- ja hele 3 uger!

I tirsdags fik jeg min første lønseddel…- og nej, det var ikke en fornøjelse at se resultat på bundlinien. Snarere tvært i mod…- DET VAR DEPRIMERENDE!!!

Jeg har selvfølgelig ikke fået for en hel måned og jeg glemmer også lige at huslejen, el, vand og varme samt mad er betalt og at beløbet er lige til at stoppe ned i lommen…- sååååh det er nok ikke så galt igen alligevel!

Mine kollegaer er virkelig nogen mennesker med sprald i og vi har et virkeligt godt samarbejde. En af de helt store grunde er vel den, at vi alle kan noget forskelligt og er på nogenlunde samme alder. Jeg er næstældst og den der har været uddannet længst (af fysserne). Det tegner virkelig godt.

Noget andet der tegner mindre godt er vores bolig. Vi kan ikke få lagt gratis (trådløst) Internet ind i barakken, som der er i de andre, da vores barak er en delt, mellem GC-ansatte danskere og amerikanere. Det forholder sig nemlig sådan at ifølge et af de MANGE regler der foreligger fra US air force, må civile amerikanere ikke have privat adgang til Internettet. HVORFOR det forholder sig sådan, skal jeg lægge ud til jer om at resonere jer frem til…- men USA er og bliver et stort bureaukrati af forsikring på sikring af ”SVAGE” sjæles nysgerrighed og enhver form for disses frihed under ansvar.

Sådan er det!

USAF er vores kunder og vores eksistens er for dem!

Der er ikke rigtig noget at gøre ved det og vi ved ikke rigtig om vi får noget internet eller om vi i det hele taget kan blive boende i barakken. Time will show!!!

Nå, selvom man ikke skulle tro det, så er der også meget andet end lige arbejde!!!

Sidste weekend var jeg en tur på ice-climbing. En kaptajn fra Security Police, også kaldet SP´er, havde spurt om vi ville med…- og DET ville vi gerne.

Vi kørte ud ”in the middel of nowhere”…- det var bare en kæmpe stenørken med lidt sne hist og pist. Ca. en lille km. fra hvor vi parkerede (afstande er så svære at vurdere heroppe) tårnede indlandsisen sig op om en bjergkæde. Iskanten er meget gruset da bunden af isen ”løber” hurtigere end toppen og derfor tager en masse materiale med sig. Men lige der hvor vi skulle klatre, var en rampelignede finger ud fra isen, som var helt fri for aflejringer. Smukt syn.

Da Master Joe havde rigget gearet til, gik vi op og ned igen en efter en. Op ja, der gik vi men nedad var det i bedste skildpadde stil. Selve det at klatre med issko på var ikke så svært igen, men at stole på, at isøksen holdt var lidt mere tricky…- men det gik fint og hvis uheldet nu skulle være ud, så havde Master Joe fat i den anden ende af rebet.

Der var en fantastisk stilhed og bare det at se noget andet en blanke barakker med små vinduer gjorde søndag til en dejlig dag. Det er lidt sært at man kan komme til at holde af en natur, der er så gold og ensartet. Men kigger man efter og ser samspillet med vejret…- bliver det det skønneste jeg endnu har oplevet.

Ja, der er meget mere end man lige tror og man skal bare holde sig til, for man bliver ikke spurt. Ikke fordi folk holder det for sig selv, men her er privatsfæren i højsædet og bliver man hjemme er det nok fordi man prioriterer det….(lidt kryptisk skrevet, men håber det kan forstås)