2. april 2005
TILLYKKE til den store danske forfatter H.C. Andersen som i dag kunne være blevet 200 år.
Rar har han ikke været, for i morgens vågnede jeg op kl. 7.00 til STORM-Delta - ja, det gjorde vi alle sammen på basen.
Da jeg rullede mørklægnings(rulle)gardinet op og så ud på elementernes rasen, var det ganske vist, en storm af større kaliber.
Nå, billedet her til venstre tog jeg i Central Park, New York sidste sommer, hvor jeg var på en mindre rundtur fra det sydvestlige Houston, op gennem de østlige stater til bl.a. New York og derfra til Niagara Falls i staten Buffalo.
Det var sidst dag i NY, da jeg tog billedet og havde for 117. gang bevæget mig ind i Central Park. Jeg husker at være en smule træt i bentøjet og ville lige sætte mig for et lille hvil.
Dagbogen fortæller;
"H.C. Andersen sidder her med udsigt over en lille sø der summer af liv og legende børn.
Det var tid til afslapning og refleksion i denne store digters nærvær. Han var/ER stor, men han betalte en høj pris for sin berømmelse - sit privatliv...- HMMMMMMM!"
Det var et tavst men spændende møde med denne stive og furede mand - med det stirrende blik på den lille grimme ælling, siddende ganske stille med opslået bog - klar til at forevige sine tanker!
Her til morgen har jeg siddet og fulgt med på TV direkte fra det Kongelige Teater i København, hvor prominente gæster deltager i jubilæumsforestilling opsat til ære for netop H.C. Andersen, men ellers har dagen budt på en del kedsomhed. Vi må jo ikke gå nogen steder i en storm, så det har for mit vedkommende budt på en del surfing på nettet.
Nu er kl. 17.00 og jeg skal til at tænke på at lave noget mad til resten af barakken. Der er ellers stormrationer, men de har altså ikke det mest interessante indhold - og så var der lige en rest fra nytårsmiddagen, svinemørbrad i tomat og flødesovs.
Nu lader det til at stormen bliver meldt ned...- ja, om 30 minutter kommer den ned i en storm-BRAVO OG så må vi igen gå ud, dog to og to. Så bliver vores House Warming forhåbentlig også til noget. Vi har inviteret gæster til kl. 20.30 - så nu må jeg hellere få lidt fart under futterne, så vi kan nå og spise inden det myldre ind med glade mennesker.
6. april 2005
Som den opmærksomme læser nok kan se, har Thulehunden fået raklamer. Ja, jeg prøver lige om det er noget der er nogen penge i - det kunne jo være, men kræver lidt din, kære læser, hjælp.
Nå nok om det!
Det er lidt svært at komme ud af hullerne efter en ganske blød start på ugen, med et to-dags kursus i "Personlig kommunikation og præsentations teknik". Et forøvrigt ganske udemærket kursus der startede ud lidt tamt, men sluttede ganske godt. Hans Henrik Hilken, kursusholderen, sprang rundt fra en start og kunne ikke se på ham, at han inden for den sidste uge havde haft 2 andre hold fra GC under kyndig behandling. En rigtig "københavner", som han forøvrigt ikke var, der med KÆMPE fagter og højrystet stemme trak os med ind i kunsten at kunne stå frem på den mest optimale måde.
I første omgang havde vi deltagere et indlæg på 2 minutter omhandlende os selv - Hvem er vi? Jeg havde gjort mig nogen tanker om at 2 minutter ikke er lang tid, så jeg ville ikke sige mere end højest nødvendigt. "ja, Jesper du lægger ud" sagde 3xH friskt og gik ned bagerst i lokalet for at tænde videoen. Jamen det gjorde jeg så. Med bankende hjerte og koldsved i håndfladerne startede jeg ud, mens de 8 andre betragtede mig indtenst for at desikerer min performens ned til mindste detalje - det føltes i hvert fald sådan, men det var selvfølgelig ikke tilfældet, kunne jeg mærke da jeg igen sad trygt nede blandt de andre, mens en anden var i gang med sin præsentation. Tilbage til min præsentationen. Der var vel gået 17½ sekund...- så gik jeg i stå - ikke så godt for det jeg ikke kunne huske var forkortelse af det sted hvor jeg arbejder HAWC. Jo, jeg kunne H'et, men resten forsvandt. Ét sekundt efter klappen var gået ned kom en af deltagerne mig til undsætning OG hjalp til med AWC. Så gik det nogenlunde igen indtil det 65-entyvende sekundt - hvor jeg selv havde nået det jeg skulle, men hvor 3xH straks stille spørgmål til min fritid og interesser. Ja, jeg fik der præsenteret mig selv, men IKKE på den allerfedeste MÅDE, vel??!!!! Der var nu ikke meget bid i tilbagemeldingen som gik lidt i retningen af "bedemand". Nå, men det kunne kun blive bedre ved den næste 3 minutters præsentation, hvor jeg havde bestemt mig for at give tilhørerne lidt mere af mig selv og hvad min fritid bedrives med. Lommefilosofi, www.thulehunden og min store kærlighed til familie og venner. Målet var et lille reklameindlæg om hjemmesiden med udgangspunkt i en af mine 8 søstres konfirmation sidste forår. Jeg skal ikke her komme nærmere ind på min disposition og transitioner i min præsentation, men blot gøre opmærksom på, at jeg havde forbedret mig siden min første "optræden" som bedemand.
Et skønt, relevant og absorlut vedkommende kursus, som helt sikkert har givet mig en del redskaber til at komme videre med min undervisning i HAWC (Health And Wellness Center).
Dagen i dag har været præget af det faktum jeg har været væk i et par dage og en øm venstre pegefinger, efter den blev forstuvet i går aftes til volleyball - ja, det var vist dagen i dag.
10. april 2005.
1. dag i mit 32. år – SUK. Som Arne skrev her til morgen, så ville jeg nok i dag føle mig 10-15 år ældre end det ene år jeg faktisk blev i går…- og det har han så evig ret i.
Det gik jo hen og blev lidt sent inden jeg, efter en helt FANTASTISK dag, igen lå i min seng – nærmere bestemt klokken 3.34 i morges og lettere beruset efter alt for mange ”B-52-er” (Bailey og Galliano) + øl og vin!
Nå, men det vender jeg alt sammen tilbage til, for min fødselsdag starter et helt andet sted og med et helt andet formål for øje. Jeg havde jo tænkt mig at invitere den gruppe som jeg ankom med i september sidste år – det ville være lige tilpas og en hyggelig eftermiddag. Det hele var kørt i stilling – et lille fællesarrangement kl. 14.00 med efterfølgende kaffe kage i barak #356…- men så måtte jeg aflyse eller udskyde festen grundet i, at flere af de inviterede blev forhindret i at komme af forskellige årsager. Her tog min fødselsdag så en drejning.
I den forgangne uge blev jeg inviteret til ALERT, som er den nordligste vejrstation i verden og ligger i Canada, netop i går lørdag på min fødselsdag. Det sagde jeg selvfølgelig ikke nej tak til og det passede det mig også meget bedre at tilbringe dagen i et mindre selskab uden alt for meget ståhej!
Hvordan kommer man så lige 700 km længere nordøst på bare lige sådan fra den ene dag til den anden. Ja, det er såmænd ikke så kompliceret igen når diverse forms er udfyldt, møder op på rette sted til rette tid? Hvert forår (i april) og efterår (august) er der noget her på Thule Air Base der hedder BOXTOP. I ca. tre uger flyver canadiske fly benzin og olie til ALERT fra Thule. Det bliver til mange fly om dagen og der er gjort plads til, at GC-ansatte og amerikanere kan komme med på en lille sightseeing i et Herkules-fly + en lille rundtur på den 75-mands ”store” base, ALERT.
Efter aftalen skulle vi møde op i lufthavnen klokken ca. 11.00 og med det i baghovedet snuzzede jeg vækkeuret utallige gange i løbet af lørdag morgen. Først klokken 9.05 smed jeg dynen til side og satte mig op i sengen. På skrivebordet lå en pakke hjemme fra Vestre Allé 8, som straks blev flået op og ud af dets indre kom en T-shirt frem og to kort. Skriften på T-shirten er som følger; ”My sister went to London and all I got was this lousy T-shirt”. Ja, fra hvem andre end min kære søster – Jeg elsker også dig Sofie! Dagens første smil var hjemme og det endnu bredere, da jeg rulle gardinerne op, for ind gennem vinduerne kom det klareste lys fra det skønneste solskinsvejr udenfor. Selvfølgelig tænkte jeg og strakte min stadig søvnige krop – nu måtte jeg hellere komme i omdrejninger og åbnede døren ud til gangen. For fødderne af mig lå en grå pose med en lille gul seddel på. ”Rigtig hjertelig tillykke med fødselsdagen flyafgang: 10.30 show-up time at 9.30, Birte”.
Jeg glemte alt om indholdet i den grå pose og kiggede på uret. 9.12 stod der i displayet på clock-radioen. UUAK…- nu var det ikke længer et spørgsmål om at blive vågen, men snare om at få pakket det jeg skulle have med og få noget tøj på. Midt i det hele ringede telefonen og Birtes stemme sagde; ”Hej”. Davs kom det halvt stresset fra mig. Hun fortsatte: ”Jeg kommer hjem nu, så vi kan følges!” ”Ja ja” sagde jeg hurtigt og var lige ved at falde i mine lange underbukser. Ja, det fik jeg jo ikke det mindre travlt af og fræsede ned af gangen, for at få tømt en alt for fyldt blære!
Jeg nåede det og bort set fra, at Birte troede vi skulle stille i airport, men egentlig var i Hangar 8, så kom vi frem til det rette sted kun en lille smule forsinket – men tids nok!
Hangar 8 er canadiernes midlertidige kommando-central her på Thule og i det ene hjørne var et militærtelt stillet op, som rummede en TV-stue og et kontor. Her blev vi sat i venteposition og jeg benyttede straks chancen til at få lidt morgenmad – en cola og en POWER-energibar MUMS!
Inden længe sad vi begge i cockpittet på Flight no. 42. Et Herkules fragtfly – ja mere kan jeg ikke berette om selve flyet, det vil jeg lade interesserede selv finde info HER. Solen skinnede ind på piloterne og jeg fandt ud af, at jeg havde alt for meget tøj på! Inden take-off blev vi forsynet med ørebøffer og mikrofon, så vi både kunne høre piloternes kommunikation og tale med dem. FEDT nok, at sidde der på næst forreste række under take-off og se basen suse forbi ude til højre med fuld speed!
I luften blev der serveret kaffe og vi kunne bevæge os i det omfang som pladsen nu tillod det i cockpittet og tage billeder af det hvide landskab under os. Det var hyggeligt og jeg snakkede også lidt med piloterne om hvordan det var at være fysioterapeut på Thule Air Base og hvad jobbet indeholdt! Ellers gik det meste af tiden med at lytte til den til tider ret humoristiske kommunikation i ørebøfferne og lige rejse sig hvis der var noget vi skulle se. På et tidspunkt kunne vi forstå at et andet fly var på vej den anden vej. Vores anden pilot gav besked om et lille show, da han gerne ville have et godt billede i kameraet. Jeg satte mig straks ved hans side og prøvede at spotte det andet fly.
Som et knappenålshoved i den blå horisont kom No. 41 til syne trækkende en hale af mørk os efter sig. Knappenålshovedet voksede sig hurtigt til en Herkules i fuld størrelse. Piloten vippede lidt med vingerne før han lavede en afvigelsesmanøvre lige hen over vores cockpit. Der spredtes hurtigt en begejstret stemning blandt os alle og jeg håber virkelig, at jeg også fik et lige så godt billede af No. 41 som anden piloten fik!
Knap to timer efter take-off fra Thule landede vi på ALERT, et snehvidt landskab badet i solskin.
Så var der dømt rundtur og i bedste japansk stil hoppede vi ud af bussen med kameraet i hænderne. Jeg havde medbragt et papirsflag fra Thule som straks blev plantet i bedste ”Armstrong” stil.
På selve stationen kom vi først op i Dining Hall’en og her blev jeg modtaget af nogen af vennerne som er en del af BOXTOP olympiske-holdet fra Thule. Det er sådan at under boxtoppen, at et hold fra hver base konkurrere mod hinanden i forskellige discipliner. Da jeg møder dem er Thule blevet ydmyget med et 7-19 nederlag i hockey og i aftes var det i Dart at Thule fik bank.
På ”stranden” som fællesarealet hedder ligger BUTIKKEN, hvor alle fra Thule stiler i mod for at handle diverse påklædningsgenstande, som bevis på at have været på ALERT – det gjaldt også mig. Mens jeg stod i køen og ventede på at komme til at betale, kom pludselig en kvinde gående i min retning med en minilagkage med ét lys i i hånden. ”Happy Birthday from ALERT” sagde hun. Jeg var fuldstændig målløs og kunne ikke sige andet end tak.
Vi fik også en rundtur indenfor og udenfor i bus. Igen var der gået lidt japanere i os. Lige så snart vi kom udenfor bussen, var det hunde koldt – endnu mere koldt end i Thule, men solen gjorde nu sit til at trække os ud af bussen, og det blev der også til en mindre gåtur ud til et flyvrag kun 500 m. fra selve basen.
2 timer gik hurtigt kun 817 km. fra Nordpolen og flyet stod klar til os. Meeeen der var motorproblemer, så vi måtte af flyet og blev kørt op i kontrolbygningen for at få varmen. Ja, jeg nåede lige at få hændt en kop kaffe op og tage støvlerne af, da vi igen blev kaldt ud til flyveren.
Så var det take-off – fuld speed på motorerne og der slap piloten bremsen, gled jeg sidelæns i selen og vi fløj derudad. Der kom hurtigt varme i fragtkabinen som indeholder en 18.000 liters tank - tom var den men klar til en ny påfyldning i Thule. 8 tanke der hver kan indeholde 1 million liter, står der oppe på ALERT som skal fyldes i de her 3 uger – så der skal flyves en del gange frem og tilbage med kun 18.000 l. pr. fly!!!
Kl. 18.40 var der touch-down i Thule og en hel den oplevelser rigere i rygsækken stod Birte og jeg udenfor Hangar 8 godt trætte. Men min dag var jo langt fra tilendebragt – kl. 20.00 kom der et par håndfulde til en lille én og hyggeligt samvær.
Ja, så er historien ret forudsigeligt – først omkring bowlinghallen for at heppe på det olympiske-hold, som også tabte volleykampen om eftermiddagen og så var det i klubben.
Jeg har ikke mere i aften andet at konstatere at Thules olympiske-hold led et svigende nederlag med kun 2 sejre (fodbold og badminton) ud af 6 mulige. Go’ nat og tak til alle jer der sendte mig en lille hilsen eller tanke i går på min fødselsdag!
13. April 2005.
DET ER KOMMET...- DET ER!!!!!!!!
Jeg købte for lidt over 14 dage siden en fødselsdagsgave til mig selv over nettet, som lige er kommet med posten i dag. Ja, jeg har købt et digital kamera nærmere bestemt af mærket Canon og typen 350D. FANTASTISK!!!
Jeg fik hel kriller i maven bare ved at gå op til posthuset i dag - for det kunne jo være, at det ville komme i dag. Med raske skridt gik jeg ind på GC's Posthus og styrede direkte mod postboks 327. Og DÈR ganske rigtigt lå en seddel fra Det Grønlanske Posthus om, at de havde en pakke til mig. Det Grønlandske post ligger i retning af Dining Hall'en, hvor jeg lige havde indtaget min frokost. Det rørte mig langsomt, nu skulle det kamera bare hentes - det var jo en dejlig dag og solen viste sig fra sin bedste side - og her er det så... - er det ikke bare FLOT!!!
JAMEN altså...- nu har jeg så gerne ville have et sådan kamera i flere år og nu har jeg fået det - hvilken glæde!
Selvfølgelig har jeg også været i gang med at se det nærmere an og taget billeder (se ude til højre). Nu kan jeg også lægge billederne fra mine oplevelser ind samme tid som jeg skriver historierne - det er noget mere optimalt, når jeg ikke skal vente i flere uger på fremkaldelse i Danmark. Nå, men jeg kunne bruge MEGET lang tid på at fortælle om det kamera, meeeen det har jeg nu ikke tænkt mig at gøre - nok en god beslutning, ikke sandt kære læser?
Dagligdagen flyver afsted - og ja, inden jeg får set mig om, så er den næste store oplevelse lige rundt om hjørnet. Om 14 dage skal jeg på kusus i USA...- det går for stærkt, men jeg skal ikke klage, for noget at lave er bedere end IKKE at have noget - BORT SET FRA...- at de amerikanere er ved at drive mig til vandvid!
Specielt indenfor de seneste dage synes jeg de er blevet storslemme. De har helt klart et attiude-problem, men mig skal de ikke løbe om hjørner med. Neeej, jeg kan gå langt, men der er dog grænser (de vestjyske aner er ikke glemt!). I det hele taget forstår jeg ikke hvorfor de puster sig sådan op? Ja, de virker ind imellem som nogen krukkede hanekyllinger som ikke ved hvilket ben de skal stå på - en smule umodne kan man vel kalde det. Nogen af dem er jo heller ikke så gamle, men jeg synes ikke altid det er dem der er de værste. Neej, jeg hælder nok til, at sådan er amerikanere nu engang og så må jeg at lære og takle dem på deres niveau - men i den seneste uge har de altså testet mig lige rigeligt.
Det var lidt fra Thulehunden, dagsrester og brok, men allermest glæde over mit nye legetøj, som jeg fik/købte før en vis anden, ikke også Margit! Sorry, den er intern, men jeg kunne ikke lade være!
17. april 2005.
Der bliver ikke meget beretning i aften, da jeg i går aftes og nat fik lige rigeligt af de våde varere, så jeg i dag har ligget i sengen hele dagen. Det var ellers en dejlig dag, hvor Airforcen havde "Armed forces Day" som er en tilbagvendende begivenhed hvert forår. Grønlanske fangere kommer fra de omkringliggende bygder på deres hundeslæder og deltager i et race samt inviterer folk til en tur.
Jeg var blevet udsendt som pressefotograf for lokalsprøjten "Pituffiken" og fik en helikoptertur rundt om basen, samt var nede på isen og snakke med de søde hunde. Man ser j ikke så mange dyr heroppe, så det var en ren fryd at lade sig falde ned på knæ og klappe de relativt store men meget fredelige hunde. Jeg tog en del billeder af dem og her ude til højre er et af de bedre - en rigtig frækkert til hund.
Nu er det altså slut her fra værelse 8, Thule Air Base, Grønland, men hvis du gerne vil se med egne øjne, hvordan jeg bor, så gå ind under fotoalbummet og klik på "Her bor jeg". Go' fornøjelse!!!
24. april 2005.
Sikke en uge - det kan kun blive bedre i den kommende. Jeg præsterede at komme for sent på arbejde 2 gange i sidste uge - ikke fordi det var mere end en ½ time, men det har bare været så svært at få løftet dynen til side. Jeg trænger til at komme lidt væk, tror jeg - og nu er der også kun 4 dage til Caroline og jeg tager til Wyoming State for at blive klogere på et Fitness Specialist kursus udbudt fra Cooper Instituttet - Vi ser begge meget frem til det og forhåbentlig er der lidt forår der hvor vi skal være. Jeg savner for VILDT noget lysegrønt på træerne, ja bare træer i det hele taget og de første blomster.
Jeg har for en gang skyld ikke været i TOW-clubben i går, men var i stedet for ude hos Margit til rejemadder og mørbradbøffer samt dertilhørende vin. Anledningen var, at jeg havde tabt en flaske rødvin i et væddemål om det en dag skulle blive storm eller ej.
Jeg medbragte to flasker Faustino, hvilke smagte udemærket til den veltilberedte dinner samt efterfølgende snak om livet. Det var en rigtig hyggelig aften. Snakken gik og lidt over midnat satte jeg mig til at kloge med Margits printer, som er gået i udu. Ja, teknik har aldrig været min stærke side og jeg måtte da også opgive denne gang med et suk. Jeg foreslog hende dog at tage med tilbage til BX'en for at få den byttet.
Solen var på vej op over nordbjerget
Kl. 03.30 i morges, hvor jeg tog min jakke på og sagde farvel til en træt Margit.
Jeg selv var ret træt og udøvede strækmarch hele vejen hjem. Det var hundekoldt men ej mørkt da solen kun lige stod under nordbjergets højderyg.
Ja, det vare ikke længe før at solen bliver oppe hele døgnet!
Her i weekenden har vi haft en lille konkurrence kørende her i barakken om hvem der først kunne grave sig frem til lågen til vores terrasse. Jeg ville personligt gerne give en middag til den der tog den sidste skovlfuld så lågen kunne åbnes.
Allerede fredag var der aktivitet med skovlen og her til morgen var der kun nogen få meter tilbage. Til middag var der et endnu kortere stykke tilbage og lige før spisetid var der så kun én lille meter tilbage. Den tog jeg så og har nu sparet en middag, men dog, ved andre hjælp, kommet et godt stykke i snerydningen. Som der kan ses på billedet er der et GODT stykke vej endnu inden der kan tændes op i grillen!
Det har været et fantastisk vejr i dag, men jeg har ikke rigtig været ude i det. Jeg havde et andet foretagende som forgik indendøre, hvor der var varmt og kaffe lige ved hånden. Mit nye kamera tager jo rigtig gode billeder med en meget høj opløsning og nogen enkelte billeder kunne jeg godt tænke mig at få printet ud i A5-størrelse - også ligesom for at se om den nu også tager så gode billeder. Og det gør det virkelig. Motiverne står knivskarpe selvom de bliver printet ud i så stort et format og de hænger nu på mine vægge til evig beundring - godt jeg købte det kamera!
Go' nat og sov godt alle jer hjemme i Danmark - jeg savner jer!
