9. august 2005
Så kører siden igen...SKØNT!
Og når det så er sagt får jeg næsten stress over alt det jeg vil fortælle om den sidste måneds oplevelser....PYHA!
Nå men der jo ikke andet for end at starte med begyndelsen, som var enden på en fuldstændig fantastisk ferie i Danmark. Jeg lever stadig af det overskud og glæder mig over, at netop de 4 uger var den danske sommer. Undskyld, men det forlyder at jeg tog det gode vejr med mig til Thule.
Man kan nu diskuterer det med det gode vejr, for det er lidt en blandet landhandel. Den ene dag skinder solen fra en højblå himmel og den anden dag ligger tågen tungt over basen.
Umiddelbart efter min tilbagekomst, i den forestående weekend var der lagt op til den helt store eksploration i det grønne.
Fredag aften tog jeg med Margit fra Barakken ud til stranden bag D-launch.
Det var det skønneste vejr, høj sol og næsten ingen vind. Kameraet snurrede snart lystigt mens det ene "perfekte" is"bjerg"-billede efter det andet kom op på nethinden. Der var ingen af os der havde travt og lidt af tiden gik med at "smutte" sten hen over den spejlblanke vandoverflade.
Jeg fik en sten til at smutte hele 7 gange!
Mens vi gik der og gjorde opmærksomme på os selv, pegede Margit pludselig i en retning og sagde "Hvad er det der kommer der henne i vandoverfladen?" Jeg vendte mig om og kom til den konklusion at det måtte være en nysgerrig sæl. "En sæl" udbrød M. og rev kameraet op af lommen.
Nu gik vi begge og stirrede ud over vandet gennem kamera-lincen i håbet om at kunne "skyde" en sæl. Den var forsvunget - troede vi, for da vi sænkede kameraet dukkede den op lige foran os ca. 20 meter ude i vandet. Sådan gik legen og snart faldt interessen på noget andet både for os og sælen.
Lørdag skulle jeg så på tur med min gode veninde Sikkerhedschefen, som også hedder Margit, og en fælles ven Jesper Brandmand. Vejret var både gråt og vådt og der blæste en vældig vind fra øst. Det skulle nu ikke slå os ud af kurs og med forsyninger i rygsækken og varmt tøj på kroppen satte vi kurs mod "Is-hulerne". Ishulerne ligger nogen kilometer udenfor basen og vejen dertil er i bedste off-road stil. Jesper bag rattet og spændingen vil ingen ende tage. Hulerne opstår ved at smeltevand løber ind under snefaner i dalene og derved udhuler den pakkede sne og udforme lange tunler. Vi var spændte og med en halv pelikan i fjæset, havde det bare at være et syn uden sidestykke. Ja, det skulle jo næsten gå galt, for det syn der mødte os var ikke noget at råbe hurra for. Der var ikke meterlange smeltevandstundler med højt til loftet - snefanerne var der godt nok og masser af smeltevand - men ingen tunler. Med højrøde ansigter, som nok skyldes mest den stormende kuling og slud fra øst, vendte vi skuffede om og gik tilbage til bilen. Nu måtte vi se noget andet som måske var en smule mere spændende end dette, så jeg kunne få noget i kameraet. Og det skulle vise sig at hold stik!
Med en gang velskænket kaffe i termokopperne, satte Jesper sig endnu engang bag rattet og påbegyndte hjemturen til Basen. Kaffen fik hurtigt sin virkning på tissetrangen og midt ude en den barske og forblæste natur, fik både brandmanden og jeg selv stillet vores nødtørft. Tilbage i bilen konfererede vi lidt frem og tilbage om hvad vi skulle - det ville være lidt for kedeligt bare at køre direkte tilbage til basen. Camp Tuto kom op og så sagt, blev kursen rettet ind på det. Camp Tuto er en efterladt amerikansk lejr tæt på iskanten. Der er en landingsbane men der eksisterer ikke nogen bygninger længere bort set fra en gammel rusten container. Vi kørte bag vores guide og kunne konstaterer at sigtbarheden var yderligere blevet ringere grundet i desideret snefald.
Fra selve Camp'en går en rampe op på isen og da vi nåede den, var vi midt i en STORM Charlie. Det føg med sne hen over vejen, som allerede var dækket af en 5-10 cm. sne. Bilen foran kørte forsigtigt ud i sneen og wupti, var den forsvundet i snestormen. Margit og jeg gjorde udtrykkeligt Jesper opmærksom på vores utilpashed i situationen, men også han kørte ind i stormen! 5 sekunder senere kunne vi se den anden bil vende om og lige bag den, kun ganske svagt kunne vi fornemme rampen op til isen. Jesper vis iver for spænding aldrig fejler noget, måtte se sig slået i denne omgang og begyndte at vende bilen. "STOOOOOP" råbte både Margit og jeg da Jesper, efter vores mening, kom lidt for tæt på vejkanten, som ingen af vidste hvor endte - OG vi havde ikke i sinde at finde ud af det lige nu. Bilen blev vendt uden yderligere bemærkninger og vi satte kurset mod Basen. Jo, der kom spænding på og lidt til kameraet. Snestorm i juli-måned - usædvanligt men ikke usandsynligt!!!
I den efterfølgende uge var vejret ikke noget at skrive hjem om, bort set fra tordag! Som andre dage, så stod jeg op og gik på arbejde. Der har været en hel del nye ting at forholde sig til og da chefen skulle ud på ferie 28/7, så er der altid noget der lige skal overleveres/afsluttes.
Ud på eftermiddagen, ca. omkring klokken 16.00 lod jeg mærke til at min arkitetlampe stod og vippede op og ned.
Da den havde gjort det kontinuerligt i et stykke tid fik jeg mistanke om at noget måtte være under opsejlning. Jeg tændte for fjernsynet og fandt kanal 6, som er Thule Weather Channel og kunne konstaterer, at der On-base var en vindhastighed på 65 knob - intet under at hele bygningen gav sig under disse forhold. (65 knod svare til 120 km/h eller 33 m/s) Knob (sømil/timen) = 1,852 km/h = 0,514 m/s
Der var knald på og vi måtte evakueres fra Fitness Centret, da hangarens tagplader ved siden af ikke kunne mostå vindes kræfter og dermed fløj rundt i luften som gigantiske spillekort. Vi blev kørt hjem i en taxi og inden længe blev der kaldt Teknisk STORM-Charlie - teknisk fordi sigtbarheden ikke er nedsat, men vindhastigheden øger risiko for ulykker! Der sad vi så en torsdag aften og hyggede os med slik og rødvin, mens stormen raste udenfor med op til 100 knob = 185 km/h, som svare til en orkan derhjemme. Jeg var alligevel lige ude ved døren for at tage et billede af de dramatiske skyer!
Nå, med ellers har jeg jo været på en del småture ud i terrænet og nydt den grønlanske sommer her højt mod nord! Som om man ikke skulle tro det er der et rigt liv af blomster, mindre buskede vækster og dyr.
Jamen, jeg kan slet ikke huske navne på dem, selvom Margit har plante- og blomster bøgerne med, når vi er ude og vandre. Dyrene er jeg lidt bedre til og en af de større oplevelser, var mødet med en Vandrefalk. Der er et ynglende par i den fjerneste ende af Dundas. Dette vidste vi godt før vi tog afsted, men der var ingen garanti for, at vi ville komme til at se dem OG først så skulle vi jo lige op på "bjerget".
Det har været et mål i sig selv endnu engang at komme op på toppen, og det skulle være inden stormsæsonen indtræder 15. september. Der var flere der gerne ville med og inden jeg fik set mig om var vi en lille delegation på 7 personer. Vejret var absolut FANTASTISK med sol fra oven og næsten ingen vind. Med kameraet klar til den helt store fotosafari og tasken fyldt med godter til pausen på toppen - begyndte vi opstigningen!!!
Som skiltet antyder er der nogen der kan lide at tage stigning i højt tempo, men det var ikke lige der kendetegnede vores stil. Nej, vi tog vores tid og holdt de "næsten" nødvendige pauser, selvfølgelig primært for at nyde udsigten, men også lidt for at få pusten. Jeg husker godt den første gang jeg var på Dundas - sidste år 11/9. Det ser ikke stejlt ud på afstand - men piben for en anden lyd når man først står der ved bunden og endnu mere midt på klippesiden. På det allersidste stykke mod toppen flader det lidt ud, som egentlig er ret belejligt før det igen, ad et stykke reb, går opad. 
En smule svedige, men ved godt mod kom vi op på toppen af det "berømte og meget fotograferede" bjerg. Solen varmerede rart på den let fugtige hud og jeg rullede
ærmerne op til t-shirt længde og tog en slurk vand. Vi havde retning mod den anden ende af toppen og gik lidt i spredt formation hen over sten og "golf greens".
Ja, der bliver faktisk arrangeret golf-turnering på toppen her om sommeren. Jørgen som er sygeplejerske har selv deltaget og fortalte.
Man får udleveret et lille stykke kunstgræs, som man så lægger golfkuglen på når man spiller (ja, det skal vel lugte lidt af golf). Dernæst handler det så om at få kuglen på green, som i alm. golf. MEN, og Jørgen er ret god til at fortælle historie, skal man lige sikre sig, at der ikke ligger større sten i den nærmeste omkreds, da dette kan både være til fare for spiller og selve spillet. Jørgen fortsatte.
Han stod nu der med sin kølle og kuglen liggende på det udleverede grønne stykke kunstgræs. Han var klar og svag køllen. TINGGGGG - han ramte den lige i R....- men han nåede knapt at nyde slaget, da kuglen, som for alvor havde fået som den skulle have, ramte en større sten, sådan ca. to meter fremme og nu kom med samme fart i modsat retning...- mod Jørgen. Der var vel knapt gået 2 sekunder efter at Jørgen havde slået sit livs slag. Det lidt blærede udtryk i hans ansigt fortrak sig på 1/1000 sek. til værende "HJÆÆÆÆLP-jeg-bliver-angrebet" udtryk, og hvad gør man så? Man bukker sig sammen og lukker øjnene. SCHHHHHUUUUW - og som kun Jørgen kan fortælle det, fløj kuglen lige forbi hans venstre øre og lagde sig til rette ca. 4-5 meter bag tie-stedet.
Jeg udbrød en kæmpe latter ved denne finish og måtte jo konstaterer, at det ikke er lige ufarlight at spille golf...- og slet ikke på toppen af Dundas, hvor det er rigtig svært at komme udenom sten.
Vi fandt Vandrefalken som holdt en noget umusikalsk koncert for os - ja, den ville aflede vores opmærksomhed fra hunnen og ungen(erne) som jeg ikke fik at se! Vi satte os ned på klippestykkerne og fik os en kop nylavet Nes-kaffe, mens nethinderne blev bombaderet med storslåede udsigter!
Nå - nu må det være nok for denne fredag aften d. 12. august, hvor jeg sidder nede i Fitness Centrets "Front-desk". BOXTOP køre igen og jeg er stand-in for Caroline som lige er taget til ALERT, Canada med gruppen af udøverer der skal i ilden i morgen. På søndag sidder jeg her igen fra 8.00 - 16.30 hvor canadierne kommer herned og skal i POOLEN (Polarbear-deep)!
14. august 2005
Lettere bombet men uden tømmermand, sidder jeg her igen, mens Olympiaden er gået ind i sin anden og sidste dag med Basket Ball som 1. diciplin. Godt det ikke er mig!
Der har været et hav af småturer ud i det blå, da vi for anden uge i træk har KANON godt vejr. Solen skinner og der er næsten ingen vind.
Lige inden havde vejret været tågedyner og regn, men ikke desto mindre, så havde jeg meldt Margit og jeg på en bådtur.
M. var ikke videre opstemt grundet vejret, men vi havde godt med tøj på og kørte ned til Thule Marina, hvor tugbåden ventede i damp og røg. Tugbåden er af lodsbådsstørrelse og bruges primært til at bugsere større is-skodser ud og væk fra havnen ved skibsanløb. Om sommeren arrangeres ture af en god times varighed ud i bugten, hvor man kan tage de helt store isbjerge i nærmere øjesyn og ja, se noget andet!
Der var ikke meget vind og regnen faldt stille men konstant, hvilket ikke var noget vi tog os af, for nu skulle vi på tur - og det skulle senere vise sig, at vi fik en lidt anden oplevelse end de foregående "turister" på eventyr i North Star Bay!
Et godt stykke ude i "søen" lå et halvstort isbjerg, hvilket var det første stop.
Kameraerne snurrede og snakken gik - det var et smukt syn, men endnu smukkere hvis solen havde været på. Nå pyt, jeg forlod stævnen for at komme en lille smule på afstand, så jeg kunne få det helt rigtige billede. Ca. midtskibs fik jeg øje på det. Røgen og lugten af brændt olie skar i næseborene. Jeg fort-satte rundt om styrhuset og så at skibberen var i fuld gang med at smide nogen orange poser ud på dækket. Der kom en masse hvid os op fra maskin-rummet og jeg hostede et par gange, hvorefter jeg spurgte hvad der var galt! "Sig til de andre at de skal itrække sig disse overlevelsesdragter" sagde skibberen "Vi har motorbrand - og bare for en sikkerhedsskyld"
Nu var Magit også kommet og i fælleskab underettet vi de andre om situationen.
Som de eneste danskere ombord udover besætningen, blev amerikanerne underrettet og ikke alle synes det var lige sjovt. Én troede, at det var en joke - og hvilken én med røgeffekter og skuespillerpræstationer der var en Oscar værdig. Nej, det var bestemt ikke nogen joke og vi måtte alle trække i overlevelsesdragterne i det tilfælde, at måtte forlade skibet.
Hvis jeg ikke havde varmen fik jeg den i hvert fald ved i forsøget på at komme i dragten. Først af med støvlerne og jakken - så holde balancen på et vippede skib og dernæst krænge en ONE-SIZE Viking-dragt på. Jeg er sikker på at standardmålene for beregningerne til one size størrelsen ikke har inkluderet mandshøjder på over 185 cm. Endelig havde jeg den på, med lidt hjælp fra de andre, men den sad så tæt på kroppen, at det var svært at bevæge sig og specielt ét sted var der IKKE plads nok!!!
Roen lagde sig lidt da der igen kom gang i motorerne og vi vendte stævnen hjemad. Godt nok var det kun for halv kraft, men skibet flyttet sig. Et andet isbjerg, vi i samme omgang også skulle have været tæt på, så vi på afstand blive mindre og mindre. Jeg forsøgte nu alligevel af få et billede trods de indskrænkede bevægelsesforhold og regnen.
Vi kom sikkert i land og overlevelsesdragten var noget nemmere at få af end på. Aftenen var stadig ung og Margit ville gerne ligger computer til oplaoding af billederne samt byde på en kop the at varme sig på!
Som tidligere skrevet er chefen på ferie hvilket betyder, at det er mig der tager på BMEWS tirsdag og torsdag eftermiddag for at lave fysisk træning af soldaterne der oppe, i form af spinning. Det er et dejligt afbræk på dagen og turen på de 30 minutter er en nydelse når vejret er så flot som det er. Jeg er blevet hel hård til det med spinning og forrige uge havde jeg hele 4 timers spinning fordelt på 4 dage i træk. Hårdt men godt!!!
Når man køre op til BMEWS (den store Thule Radar) kan man kigge ud over Wolstenholm fjorden med de tre bræer. Det er altid et stop og en del billeder værd!
Jamen, jeg kunne jo blive ved med at fortælle de små oplevelser der er ind imellem, men det er efterhånden svært at finde den kronologiske rækkefølge, når jeg skal samle op fra en hel måned. Jeg mener nu at være igennem det nu, i store træk, og det er tid til at slutte for i dag. Uret tikker langsomt mod fritid og snart vil vores nye medarbejder, Danni, tage over her i Fitness Centret.
Hvad jeg så skal....- godt spørgsmål, men jeg tror nu jeg vil gå mig en lille tur i solskinnet og hvis jeg får lyst, rydde lidt op på værelset.
30. August 2005
Så er der igen gået lidt tid siden sidste up-date, og igen er det fordi jeg ikke kan komme på siden hjemme i barakken. MEN - når det så er sagt, så har jeg endnu engang oplevet en del de sidste 14 dage, som jeg er nød til at dele med jer.
Grønnedal 19-21. august
"Mugge - den "ensomme" moskus-okse.
Som før skrevet er der en stor trang blandt Thule-boerne for at eksplorere det ukendte og ubesete land der findes off-base. Vores tur i weekenden gik til Grønnedal som ligger ca. 100 km. i fugleflugt fra basen, og er, som navnet fortæller en række meget grønne dale, med rislende floder og ikke mindst et tilholdssted for moskusokser.
Lene og Jørgen, Pernille, Jens, Anders og jeg havde sat os for, som andre før os, at vandre ud til dalen, som dog ikke starter fra basen, men fra et sted der ligger ca. en times tids kørsel fra Thule. Man kan jo stille spørgsmåltegn ved den forholdsvise lange bil-kørsel, som er helt reel, MEN ikke når man har siddet og bumlet der udad af en vej, som mest af alt ikke er nogen vej!
kl. 21.00 fredag aften var vi klar til afgang med rygsække på ryggen og sindet fyldt med oplevelsestrang. Der er ikke meget at se andet end en masse sten, som senere skulle blive et hadet grundstof - men vi var på vej - med vinden i ryggen og solen skinnende fra en blå himmel.
2 timer senere holdt vi et lille hvil. Der skulle kigges lidt kort og skulderne havde også brug for lidt aflastning. Solen var gået ned bag en bakkekam og gjorde det en smule køligt, så vi varmede os på en lidt stærk kop kaffe. Og så var vi på farten igen!
Det gik egentlig godt. Jeg har det ikke vildt godt med at gå med en tung rygsæk, da det ofte kommer til at gøre ondt i mine skuldre. Men det var okay - nej, det der var lagt mere tralst, var at forcerer terrænet. Mest af alt var at foretrække de let sumpede områder frem for toppede stenblokke og andre gange stenskærver, hvor det var svært at få fodfæste.
Men vi var på tur - væk fra basen og havde endnu optimismen i behold skønt klokken blev midnat. Nede i et flodleje fandt vi et "fortov" som var noget bedre at komme hurtig frem på. "Fortovet" består af tuer af bevoksning og er ganske blødt at gå på - jeg tænker, at det også benyttes af de moskusokser vi endnu ikke havde set noget til.
Kort-kiggeren, Jørgen kaldte folket sammen hvor to floder løb sammen til én.
"Vi skal den vej" og pegede på et bakkedrag på den anden side af floden.
JUBIII - lidt spænding så sent på aftenen kom kærkomment. Vi kiggede efter et godt sted at krydse og snart var vi alle - nåh ja, næsten alle på den anden side af floden. Lene stod tilbage og havde det ikke så godt med at skulle følge os andre i kække spring fra sten til sten. Jeg kan godt følge hende lidt, for hvornår træder man på en "rokke"-sten og med en rygsæk på ryggen, skal der vel ikke meget fantasi til at forudsige det VÆRSTE senarie. Velforvaret på den modsatte bred så jeg Lene trække af sine vandre støvler og påtage løbesko. Hun ville gå over floden, med opsmøjede bukseben, støttende til to vandrestave. BBBRRRRRRR...- siger jeg bare - for det vand var rigtigt koldt! Ingen fik ufrivilling vandtur og efter endnu et lille hvil samt en energi-bar, som Anders ikke misundede mig - gjaldt det en ret stejl opstigning, som skulle være den sidste forcering inden "Base Camp".
Nu var kl. efterhånden ved at være hen ad 01.00 og vi var lige nået om på den anden side af stigningen - da der pludselig stod en moskusokse og kiggede på os. Spændingsniveauet steg igen nogen grader og kameraet snurrede lystigt. Der var ikke langt mellem den og os - min første moskusokse nogensinde i det fri - hvilken uragtig oplevelse. Efter at vi alle havde haft kameraet oppe af lommen og at "Mugge" havde tabt interessen for os og løb væk, var det igen "on the Road". Denne gang var det ned ad mod Grønnedalen - igen ganske stejt men til forskel fra de andre klippeskrænter, voksede der her kæmpetuer af græs. Langt nede under os løb en flod og længere oppe i slugten kunne skimtes ikke-smeltede snefaner, der som projektører mod himlen, stod i kontrast til alt det grønne og... så var der udsigten...- suk!
Nedad kommer man jo altid, men det gjaldt altså om at holde tungen lige i munden, da rygsækken forskyder det normale tyngdepunkt en smule. Et forlæns rullefald fra 300 højdemeter på en næsten lodret skrænt, ville sikkert have en vis underholdningsværdi hos tilskuerne, men være knapt så fedt, hvis ikke katastrofalt, for den der valgte den form for nedstigning.
Så med tungen lige i gabet og en yndefuld balancegang på de bløde græstuer, gik det ned ad - stille og roligt. Lene var sakket lidt bagud i hendes jagt på moskus-uld. "Det er sin vægt værd i guld" havde hun fortalt inden afgang, og en høj prioritet for hende med vandreturen til Grønnedal, da ambitionen var at samle nok til en trøje!
Kl. nærmere sig med hurtige skidt 02.00 mens vi med noget mindre skridt nærmede os Base Camp. På et tidspunkt viste GPS'ern, at nu var vi lige på stedet...- og så alligevel synes vi ikke, at det var noget der mindede om et sted vi kunne slå et telt op. Pernille blev sendt ned af floden, mens Anders igen prøvede at aflæse GPS'ern og sammenligne det med de koordinater vi havde fået af den foregående delegation. Anders blev ikke klogere og vi satte alle i et moderat tempo ned mod Pernille. En lille sand tange 200 meter længere ned viste sig som værende et godt sted og da Jørgen slog armene ud til siden og udbrød "Jeg går ikke 100 meter længere" blev det sådan! Inden længe var der en "ubemærket" konkurrence i gang, om hvem der fik teltet om først. Vinden gjorde det bestemt ikke nemmere med et helt ukendt telt, men jeg vil mene, at Anders og jeg kom først!!!
Vinder eller ej, så var der ingen diskution - motivationen havde ligget i at få et telt op, så vi kunne komme i posen snarest og få noget søvn. Et sted mellem kl. 2.30 og 3.00 var vi alle i poserne. Anders fik lige lidt ekstra "at sove" på, da jeg tog strømperne af, hvor jeg til gengæld vandt en bule af mos under liggeunderlaget.
Lørdag
Jeg havde været vågen et par gange i løbet af natten. Vinden havde på et tidspunkt godt fat i teltdugen, og så godt, at jeg blev i tvivl om de sten jeg havde lagt ovenpå pløkkerne, ville blive liggende. Det gjorde de og klokken ca. 10.00 travlede jeg ud af posen og teltet, ud i den friske vind, som efter min mening, var lidt for kølig. Udenfor teltet mødte jeg en halvfrustreret Jørgen, der for det første ikke havde fået for meget søvn, men for det andet ikke kunne få fuelbrænderen til at virke. Han havde brugt to hele æsker tændstikker på at få gang i den og vandet var stadig kun lunkent. Efterhånden var vi alle kommet ud af poserne og sad lettere sammenkrøbet omkring blusset og en snart opgivende Jørgen.
Til morgenmad havde vi medbrugt risengrød fra aftensmaden fredag. Alle havde vi hver især taget noget med i rygsækken til fællesbrug efter en nøje nedskrevet tur-liste. Den kolde risengrød smagte fortrinligt og blev skyllet ned med den halvlunkne Nes-kaffe. Solen skinnede igen fra en klar blå himmel, men vinden blæsten friskt ned gennem slugten og gjorde morgnen en lille smule hektisk.
Kl. 12.00 var vi alle klar til afgang. Dagen før havde vi tilbagelagt 5,4 mile = 8,6 km, men dagens tur ville være den længste rute på turen, næsten dobbelt så langt, og ville bringe os ud til Pittufik Gletcheren via den grønneste af dalene. Anders måtte desværre melde fra til dagens tur, da han i går havde fået en del smerter i sit venstre knæ. Det var vi andre selvfølgelig kede af og det var da også lidt sært at efterlade ham nede ved stranden, ene og alene.
Fri af slugten og i læ bag et "bjerg" stod vi der alle sammen og nød udsigten ud over vandet med de kæmpemæssige "isterninger". Efterårssolen var på sit højeste og dens varme kunne mærkes i kinderne. Pludselig glemte jeg alt om toppede sten, blæsten og stejle skrænter - dette var også hvad vi var taget afsted for - afslapning og ren nydelse. Det er lidt utroligt, at det ene øjeblik går man i en ørken af sten og så pludselig, ud af ingenting er der en dal, med rislende vandløb og frodige knald grønne græs eller mostæpper.
Imellem de grønne tæpper findes de mindste blomter man kan forestille sig, men når Jørgen tager kameraet frem og kommer helt tæt på dem, kan man virkelige se hvor smukke de er, og så er størrelsen på dem mindre betydelig.
Efter at have stået ved skrænten ned til stranden og fået varmen var det igen på farten - og OP gik det igen. Snart gik jeg alene, da Jens og Pernille var forude og Lene og Jørgen var bagude.
Efter opstigning, hvor jeg var kommet til at svede, gjorde vinden at jeg blev hurtigt afkølet. Fra nogen af de andre, som havde fulgt lidt med i vejrudsigten for weekenden, havde jeg hørt, at det kun skulle blive værre hen på dagen. Det håbede jeg virkelig ikke - for mig var der nok udfordring i at forcerer det eneløse stenede landskab.
I stedet for at tage hele bjergetinden, gik jeg rundt et stykke nede og på et tidspunkt hvor jeg næsten var kommet halvt rundt, fik jeg øje på Pernille, gående ned i en slugt og på vej op til Jens, der stod på den anden side af slugen lidt højere oppe. Til højre svandt slugten ind til en sadel, formet mellem to bjergtinder, og fyldt med sne. Igen måtte jeg stoppe op og nyde udsigten og mens jeg stod der kom en velkendt lyd for mine ører. FLOF - FLOF - FLOF....- det var helikopteren fra basen.
Hver weekend, hvis vejret tillader det, flyver den ansatte på TAB ud til Grønnedalen og gletcheren, for den lette sum af 1200,- DDk pr. person.
Jeg er ikke nærig, men som de andre, så foretrak jeg at tage turen til fod og få oplevelsen næsten gratis. Jeg vinkede og råbte til Pernille, at hun skulle kigge op!
Mens Jens og Pernille fik sig et hvil, fortsatte jeg op over sadlen igennem sneen. Helt oppe, hvor det begyndte at gå nedad på den anden side var en lille smeltevandssø i blå-grønlige farver. Jeg stoppede og tog et par billeder. Jeg forventede de andre to ville dukke op hvornår det kunne være, men da de ikke gjorde det fortsatte jeg min enegang, ned på den anden side af bjerget, ned mod Grønnedal.
Over på den anden side af den slugt som ville føre os til den grønneste af dalene, gik en flok moskusokser på 4 dyr. Jeg forsøgte at zoome ind på dem, for at tage dem i nærmere øjesyn, men de var for langt væk. I stedet så jeg Pernille og Jens komme ned oppe fra sadlen med sne. Vi vinkede til hinanden og fortsatte, hver i sær ned i slugten. 15 minutter senere krydsede vores veje. Vi snakkede lidt frem og tilbage om retning og hvor Lene og Jørgen var blevet af. Ingen af os havde set dem, men blev enige om, at vi ville støde på dem nede i dalen - om ikke andet så havde vi alle det fælles mål - Pittufik Gletcheren.
Inden vi fortsatte tog vi lige en kop kaffe på en mosbeklædt plet. Vinden blæste stadig men lige her var der læ og solen varmede vores let svedige kroppe.
Igen på farten ned gennem den stenede slugt, som snart blev afløst af græs- og mosbeklædte skrænter på begge sider af "floden". Floden har sikkert været en del større og buldrende i forårets tøbrud, men nu var den ikke andet end en stille rislende å/bæk.
Igen kom kameraet op af lommen og vi stoppede flere gange over det særsyn der ramte vores nethinder. Her var så grønt - ikke bare grønt - men grøn GRØNT! Jeg skal ikke kunne sige om det var mangel på grønne oplevelser, der gjorde det, men navnet Grønnedal er velvalgt!
Rundt om et sving mødte vi Lene og Jørgen. Lene med rumpen lige i vejret i sin jagt på moskus-uld og Jørgen i gang med kameraet og ikke uden grund. 200 m. længere fremme stod en Moskus i mørk siluet mod alt det grønne.
Lene og Jørgen havde taget turen hen over bjerg-tinden, men var lige i dette øjeblik kommet ned i dalen. Begge havde de lidt og var nu ikke sikre på om de skulle med ned til gletcheren. Visse Vasse - lidt frokost og så skulle de nok ombestemme sig!
Efter af have taget en del billeder af min 2. moskus, fandt jeg et godt sted med læ, hvor frokosten blev indtaget i bare tæer. "Frokost i det grønne" er ingen overdrivelse og mosset udgjorde en udemærket siddekomfort, dog var det lidt fugtigt, hvilket satte gang i lattermusklerne inden vi igen kastede rygsækken på ryggen. Næste stop - gletcheren!
Hele ugen op til vores tur havde Pernille prikket lidt til mig, da jeg havde udtrykt min afsky for kulde. Konstant var der sarkastiske bemærkning - selvfølgelig i en venskabelig tone og med smil på læben, men jeg blev nu alligevel en smule provokeret. Jeg holdt det ind til kroppen og ville på ingen måde lade det komme frem, for jeg havde en plan.
Endelig efter endnu en times vandring kom vi ud på det vandrette plateu og ned på stranden med udsigt ud over vandet og ikke mindst Pittufik Gletcheren. Vinden havde lagt sig, men der var bølger på vandet, som skyllede ind over strandens sten og lavede denne specielle og velkendte lyd. Skønt var det at sidde der på en sten eller gå i sandet og tage billeder af de strandede is-skodser.
MEN det var også tid til at udføre min plan, at begrave kyllingen og prædikatet at have "prinsesse-nykker", plantet af Pernille. Jeg henvendte mig til Jens og udfordrede ham til en POLAR BEAR DIP i bølgen den blå! Det var han ikke lige med på, men nu var det min tur til at udfordre i takt med, at tøjstykke for tøjstykke forlod min krop.
Pludselig tog F.... ved Jens. I løbet af få sekunder havde han smidt tøjet og havde retning mod vandet. Jeg var lige i hælene på ham, i min "Fødselsdragt"!
På vej i 
og op.. 
Jeg må jo nok indrømme, at Jens kom under det IS kolde vand et ½ sekund før mig, men vi kom under gjorde vi OG meget hurtigt op igen! Under hylen og manddomsbrøl, ignorede vi stenene på stranden og styrede direkte efter det ventende håndklæde. Nøøøøøj, det var koldt, men bemærkelsesværdigt var det ikke koldt at komme op igen. Det var for FEDT og ikke mindst at se Pernilles reaktion på det, hun lige havde været vidne til. Hendes bemærkning var "- at det havde hun alligevel ikke troet jeg ville gøre!"
Plan udført og triumfen i hus! (Pernille, Jeg takker for T-shirten!). I tøjet igen, var nogen af de andre i tvivl, om de også skulle have sig en dukket. Jørgen ville ikke stå tilbage, men nøjes dog kun med at smide sko og stømper. Ned i vandkanten vendte han sig om og fremførte sin egen version af "Jeg er på rekreation". Faktisk måtte han gøre det to gange, da Lene ikke havde fået is-bjergene i baggrunden med på billedet, og dermed beviset for, at han havde stået og sobbet ved Pittufik Gletcheren, som lige så godt kunne have været Køge bugt.
Med en ny oplevelse under huden, i bogstaveligste forstand, var det tid til at vende snuden hjemad. Kl. var lige omkring de 18-stykker og ca. 2½ times vandring til Base Camp ventede forude.
Det var en hård gåtur i modvind og med stenblokke overalt. Jørgen og Lene sagde fra en start, at de ville tage det stille og roligt, mens Pernille, Jens og jeg gik rask til i starten. Efterhånden satte dagens mange mile sig i benene og tempoet faldt.
kl. 20.30 kiggede jeg ud over en snefane ned må base Camp'en, hvor jeg kunne se Anders sidde i teltet i læ for vinden. Hurtigt tog jeg de sidste få hundrede meter - endelig hjemme igen efter ca. 8 timer og 10-12 miles vandring.
Snart gik snakken om dagens oplevelser og det skulle vise sig, at Anders ikke havde kedet sig, skønt vi efterlod ham "alene" tilbage!
Jeg skal på bedste måde forsøge at genfortælle Anders' beretning om en 3 timer lang forfølgelse af den "ensomme" moskus - Mugge!
Anders ligger ud med sin helt egen POLAR BEAR DIP kort efter vi forlader ham nede ved stranden, tidligere på dagen. Lige i det han er på vej op af vandet i sin "fødselsdragt" kommer en helikopter flyvende lavt hen over ham. Det var den samme helikopter, som jeg har beskrevet tidligere og er fyldt med oplevelsesforventende passagerer fra Thule Basen.
Den forsvinder lige så hurtigt den er kommet og Anders fortsætter op af vandet i retning af sine underbukser. Stående der med underbukserne i hånden kommer helikopteren tilbage og cirkler et par gange, hen over hovedet på en lettere desperat Anders der febrilsk forsøger at tildække sig mindst mulig. Igen forsvinder helikopteren og denne gang kommer den ikke tilbage, men Anders tager ingen chancer og kommer hurtigt i resten af tøjet. Nej helt alene var han ikke, men det skulle blive værre endnu.
Lige ved stranden rejser sig en meget karakteristisk bjerg-knold og Anders bestemmer sig for at komme op på toppen og nyde udsigten. Oppe på toppen blæser det imidlertid så meget, at han må trække og snører hætten til på jakken, for at holde varmen og beslutter sig for at gå ned igen. MEN - han når ikke at gå mange skridt før han pludselig står face to face med en moskusokse. Afstanden er vel på ca. 40 m. mellem dem, og som Anders beskriver "- de er sgu' ret store når man kommer så tæt på dem"! Rædselslagen kaster han sig ud over skråningen i fuld firespring, som senere afløses af en mindre kollebøtte eller to, for til sidste at gå over i et regulært styrtdyk. Stadig i panik løber han, med skrammer + et dårligt knæ, mod Base Camp.
Da han kigger sig tilbage bliver han skarpt forfulgt af "Mugge" (det er den blevet døbt i mellemtiden). Anders aner ikke gode råd, men fortsætter sit løb forbi Base Camp og videre op i slugten. Han viser mig stedet under fortællingen, som vel er et stykke på en lille kilometer. Han søger højt op og først på toppen orienterer han sig igen bagud. DER står "Mugge" ikke mange meter under ham. Det skal lige siges, at Mugge har ikke på noget tidspunkt udvist truende eller aggressiv adfærd - men jeg ville sgi' heller ikke være særligt tryg ved at have en ½ tons tung moskus i hælene på mig, UANSET. Anders flytter på sig hele tiden og hver gang er Mugge lige i hælene på ham. Hvad skal han gøre???.
Til sidst forskanser han sig i det midterste telt i Base Camp - med den antagelse, at hvis Mugge nu skulle have "onde" hensigter, i så fald ville gå løs på et af de to yderligere placerede telte. Men Mugge svigter ikke lige umiddelbart sit nye bekendtskab og Anders må tage mere direkte metoder i brug. Iført Lenes knaldrøde fleece, kommer han ud af teltet. Resolut tager han kogegryden og finder en stor sten i nærheden. Planen er at slå på aluminiumsgryden med den store sten - lave så meget larm som muligt og så HÅBE på at Mugge fattede budskabet - FORSVIND!
Anders holder gryden op så jeg kan se dens beskaffenhed efter utallige slag med en halvstor sten. Bunden som skulle være flad, er nu vældvet som kuplen i St. Peters Kirken i Rom. Ved synet kommer jeg sådan til at skraldgrine, ikke mindst af Anders egenfortælling, men også af de indre billeder der dannes for mine øjne. Ganske levende ser jeg Anders piske rundt i nærområdet med Mugge i hælende. Forskanse sig i Lene og Jørgens telt grublende over det næste træk som var iførelse af Lenes røde Fleece trøje bankende på kogegryden med en sten!!!
Mugge fatter øjensynligt sit nye bekendtskabs uvillighed til at indgå et tættere forhold, og går sin vej. Anders synker sammen på jorden total udmattet efter det længste adrenalin rush nogen sinde. 3 timers forestilling, og vi andre var stadig langt væk, var overstået, MEN han havde nu stadig "gryde" og sten indenfor rækkeafstand, for en sikkerhedsskyld!!!
Historien blev fortalt igen og igen ved aftensmaden, hvor vi igen var samlet alle sammen. Jørgen og Lene var som de sidste kommet tilbage.
Jeg var træt og stak i posen allerede klokken 23.00 - lige inden jeg helt faldt hen hørte jeg Anders sige "Åhhhh neeej". Mugge var blevet spottet - og igen måtte jeg smile højt. Den kom nu ikke nærmere og inden midnat var der ro i Base Camp.
Søndag morgen bød på næsten ingen vind og endnu engang sol fra en fra en skyfri himmel. Skønt det gode vejr var det nu lidt koldt at sidde stille og indtage min morgenmad. Jørgen gik fløjtende rundt om den noget kontroversielle fuelbrænder. "Der er masser af varmt vand!" sagde han lystigt. "Jeg har fundet ud af hvordan den virker. Der er simpelhen en bestemt måde beholderen skal ligge på." forklarede han mig og viste mig flaskens top. På toppen, lige under det sted hvor man skruer låget af står der "on" på den ene side og "Off" på den anden. Ja, det er jo lige til med selv den mest banale engelskforståelse! Snart kogte en ny grydefuld vand og på et tidspunkt oplyste Jørgen de sidst ankomne deltagere, at der snart var så meget varmt vand, at de kunne tage sig et varmt bad. Det var en god start på sidstedagen af vores tur til Grønnedal - der blev ikke sagt så meget, mest fordi, tror jeg, at vi nød det gode vejr og de smukke omgivelser. En Grønlandsfalk cirklede nogen gang over vores hoveder og Mugge kiggede også rundt om en pynt, dog i så tilpas afstand, at Anders også kunne slappe af og bare nyde.
Snart var teltene velpakket ned i diverse rygsække og vi var på ved til turens sidste vandrestykke på godt 6-7 mile, tilbage til bilerne. I stedet for at tage højdedraget fortsatte vi op langs floden, hvor "fortovet" var et godt opvarmningsstykke.
Vejret viste sig virkelig fra sin gode side og kilometerne fra i går plagede mig egentlig ikke. Vi havde ikke gået ret langt før vi kunne høre helikopteren, som for 4 gang i denne weekend fløj folk ud til dalene. Vi spottede den længere nede i slugten, hvor den lå lavt mellem de to skrænter. Pludselig fik piloten øje på os. Han hilste ved at vippe et par gange fra side til side for så at tage en endnu lavere kurs lige hen over vores hoveder. WAAAAAUUUUUUU....- Hold da K.....- hvor var det en fed oplevelse. Jeg fik ikke selv taget nogen billeder, men hele oplevelse blev i bogstaveligt forstand lagret i kroppen ved lufttrykket og larmen fra rotorbladene. Endnu en speciel oplevelse af mange denne weekend, dog en af de mere spetakulære af slagsen. Vi fortsatte endnu et stykke op af floden, til vi kom til en mindre, dog meget stejl slugt.
Den førte i den retning som vi skulle og efter et mindre hvil, tog vi fat og klatrede op. Oppe hvor det igen planede ud, var der moskus uld i kæmpe totter og Lene fik virkelig samlet til den store guldmedalje - vi andre hjalp naturligvis til i det omfang vi nu hver især kunne/ville! Denne slugt havde små kilder, hvor frosten i løbet af natten, havde forsejlet vand overfladen med et meget tyndt lag is. Flot så det ud men tankevækkende var det også!
Floden som vi krydsede fredag aften skulle krydses igen og som sidst, tog Lene den over i vadesko og opsmøget bukseben mens Jørgen dristede sig til en rask gang "STONE-JUMP". Herefter var det i lige linie gennem en lang slugt, op over en mindre sten"blok"slette og lidt ned igen på den anden side, hvor bilerne ventede på os.
Mine skuldre kunne igen mærkes og flere gange stoppede vi op for at få hvilet den lidt. For enden af slugten var en bredere smeltevands dal og en ret stor snefane, Mere eller mindre tilfældigt kom vi ud til den ca. midt på den. der var ikke umiddelbart en vej ned end at gå udenom, men så var det jeg så et smeltevandshul. Rgsækken kunne ikke være der, så den kom af, mens jeg gik ned gennem hullet. De andre fulgte med, hvilket igen gav lidt luft og mentalenergi!
Det sidste stykke tilbage til bilerne tog jeg i rask "Stræk-march". Mine skudre gjorde for alvor ondt og der var ingen grund til at trække pinen for langt ud. Ved det sidste stop havde vi estimeret de sidste få mile til at tage 25 minutter. Det var mit mål og det var lige ved at lykkedes, dog blev sluttiden 35 minutter. Én efter én kom de andre tilbage og udbrød lettelsessuk over at vandreturen var slut for nu. MEN der var jo stadig en go' times biltur tilbage inden Thulebasen igen var under vores fødderne.
Anders tog rattet og så gik det ellers derud af den ekstrem hullede vej, som nogen gange så ud som den slet ikke var der. Jeg sad på bagsædet med blussende røde kinder og ville da gerne lige have en lille lur - men det var praktisk talt umuligt!
Snart krydsede vi floden, snart stod vandet fra kæmpe vandpytter ind over køleren og det fortsatte bare i en uændelighed.
En lille time senere kom vi ud på den officielle vej, en "motorvej", sådan føltes det i hvert fald, hvor der kunne køres lidt hurtigere og snart stod støvet os om ørene!
kl. 19.45 rullede vi ind foran Dining Hall og mere eller mindre stive i bentøjet, vraltede vi indenfor, for at få lidt mad.
Det var godt med lidt mad i skrutten og mens vi sad der, snakkede vi lidt frem og tilbage om turens oplevelser. Jeg havde fået en del sol og bort set fra let ømme skuldre, havde jeg det ganske udemærket og ville ikke have været foruden alle oplevelserne. Jeg takker for en dejlig tur i godt OG underholdende selvskab med Anders, Pernille og Jens, Lene og Jørgen.
