Thulehunden.dk

Anse Petit

La Digue Island,

Seychellerne

februar 2005

foto af Lise Kronborg

Forside ¦ Dagbog ¦ Fotoalbum ¦ Kontakt


	Februar 2005
	15. februar 2005, Silkeborg Så er det tid til en lille opdatring af dagbogen og februar måneds afsnit vil komme til at bære præg af min 16. dags ferie til ø-gruppen Seychellerne i Det Indiske Ocean. Jeg er vel hjemvendt for et par dage siden og er nu hjemme hos familien i Silkeborg, hvor jeg nyder friheden til at kunne gøre hvad jeg har lyst til...- jeg har jo ferie!!!
	Nå, men beretningen om den eventyrlige drømmeferie til BOUNTY land starter her!
	Seychellerne februar 2005 ”En for lang negl og regnvåd start” Så er det blevet mandag d. 31. januar 2005. For 6 dage siden stod jeg op på en frostklar morgen på Thule. Hovedet var en smule tungt efter en vild og lang nat i barak #125 sammen med andre rejseklare thulebeboer. Absolut en fantastisk hyggelig aften der fløj af sted og klokken blev forbavsende 4.30 inden jeg lå i min seng. Nå, men det var store rejsedag og en smule bagstiv underholdte Lise og jeg en let morgentræt Stig i fitnesscentret inden afgang til Airport. ”Pas godt på hinanden” var min sidste kommentar inden vi igen væltede udenfor i den frostklare morgen. Rødkælken var landet (kælenavn for Air Greenlands røde Airbus 330) – det oplyste haleparti, jeg en måned forinden havde forsaget med foragt, var nu en fryd for øjet og humøret røg endnu mere i vejret. Nu var der ikke langt igen og blandede følelser fyldte mit indre. En forsinket start på ferien, men i luften kom vi uden besvær, og jeg med lidt flere tømmermænd. Saf(e)ty Margit tog plads ved siden af mig og vi skålede for ferie i champagne. Vi var ikke mere end lige kommet i luften før jeg tændte MP3-afspilleren og lagde sædet ned – jeg måtte lukke øjnene lidt! Margit vækkede mig efter en ½ times tid med beskeden om at brunchen var på vej. Åhhhh…- mad i min maven, det var lige sagen. MUMS…- det gjorde godt. Nu var det sådan, mens vi sad der og hyggede os med kaffen og dertilhørende Bailys, at der ind gennem vinduerne kom det skarpeste lys! ”SOLEN…- det er solen, Margit” udbrød jeg overraskede højt, men det var ikke kun mig der hilste dette guddommelige lys velkommen. Nej vi var alle på renden af ekstase…- For første gang siden en gang i starten af november, så jeg solen og dets skær ramte mine ”katte”-øjne der straks missede, og måtte jeg lukke dem…- GRRRRRRRR…- og spandt! Tankevækkende oplevelse – jeg har været afskåret for direkte sollys i næsten 3 måneder…- VILDT! Hele flyet livede op, kaffen smagte himmelsk og hjemveen blev glemt for en stund. Mens tømmermændene var på retur landede Rødkælken på et snedækket Amager, hvor tågen tegnede lyskegler i gadelampernes skær – Hjem kære hjem!!! Kl. 22.00 drejede jeg min lejede splinternye Opel Vectra Sedan ud på E20 i vestlig retning, destination Århus, Jylland! Mens jeg sad der bag rattet kom jeg til at tænke på Familien Thule, som jeg lige havde ønsket god ferie til ved bagagebånd 6 og glædede mig allerede til at se dem alle igen! Jeg var i Århus kl. 00.45 og godt ristet.
	Torsdag d. 27. januar 2005, Århus stod i indkøbets tegn og spørg lige om jeg følte mig lidt malplaceret i bybilledet, med et par nyindkøbte svømmefødder under armen! Svømmefødder, snorkel og dykkermaske, de stribede fra Matas Faktor 20 solcreme og Aftersun Lotion med alovea og e-vitamin – joh, jeg var seriøst på vej på solskinsferie til øgruppen Seychellerne midt i Det Indiske ocean, men først skulle jeg lige mødes med en kær ven kl. 13.00. Solen skinnede fra en nogenlunde skyfri himmel da jeg spændt stod og ventede på Martin under uret ved Magasin. 5 måneder er alligevel lang tid ikke at have set hinanden, men ikke desto mindre gik snakken son den altid gør når vi mødes. Det var virkelig skønt at se ham igen og 3 timers selskab gik hurtigt. Næste stop Mette i Brabrand. Hun var lige kommet fra arbejde, da jeg bankede på hendes dør. Rart at se hende igen og vi snakkede frem og tilbage om arbejde og livet generelt. 1½ times tid senere havde jeg fundet det sommertøj jeg havde på lager og sagde farvel. Nu var det hjem til mors kødgryder og et længe ventet gensyn med de mennesker jeg har savnet i noget af en rum tid efterhånden. Gensynet var kærkommen og Berta (hunden) havde den mest entusiastiske velkomst. Arne og Sofie var i gang med aftensmaden i køkkenet og mor sov/hvile på sofaen i stuen…- alt var ved det gamle! Jeg var hjemme og kunne mærke velbehaget sprede sig fra maven til resten af kroppen – hvilken ubeskrivelig fornemmelse.
	Fredag d. 28. januar 2005 Op før en vis herre får sko på og var knap nok udhvilet, stod jeg foran det store spejl på badeværelset og forsøgte at vågne med lidt koldt vand i hovedet. Det tog lidt af trætheden, men efter mit indre ur var tidspunktet 2.00 om natten thule tid. Kl. 7.00 dansk tid dokkede jeg ud fra Silkeborg med retning mod København og påbegyndte endnu en rejse inden for 1½ døgn. Destination seychellerne. Knap 15 timer senere og 5 tidszoner senere landede vi i den internationale lufthavn på øen Mahé klokken 6.00 om morgenen lokal tid, lørdag d. 29. januar 2005. Lørdag d. 29. januar 2005 Victoria, Mahé Island, Seychellerne. Lige landet i en orangerød solopgang og behagelige +30 grader, dog var luftfugtigheden slående og cowboybukserne føltes hurtigt meget varme. Træt som jeg var, kunne jeg lige slæbe mig hen til bagagebåndet, for at få rygsækken – men så var det også slut med egen indsatsen. Mason Travel ventede på mig ved udgangen og efter et kort tjek af papirerne samt en kølig klud til ansigtet, blev bagagen fragtet over til en ventende taxi – hvilken service. 20 minutter senere var jeg fremme på det første hotel, Le Petit Village. Et lille hyggeligt et af slagsen, med mahogni farvede rustikke vægge og paneler samt beliggende helt ned til vandet. Der var vel kun 20-30 meter ned til vandet og efter en hurtig rekognisering af bagagen på værelset, var det på med badebukserne og ned på stranden. Store bølger rullede ind fra det turkise blå hav og brækkede på revet med en vældig larm, før de igen skyllede ind på det snehvide sand og mine fødder. Det blev til en hurtig dukkert i den mange grader varme vand og en tur op og ned af stranden, hvor smukke skaller dukkede op for hvert skridt jeg tog…- BOUNTY LAND og varme. FEDT! Tilbage på værelset blev sengen genstand for min halvdovne krops vægt, der hungrede efter noget blødt og vandretstående. Næste stop Corel Strand Hotel, Underwater Diving Center, Boun Vallon...- nu skulle der dykkes.
	Men jeg havde et problem der lige skulle ses på! Siden min store indkøbstur i Århus i torsdags havde min venstre storetå gjort ondt. Neglen var blevet for lang og jeg havde først klippet den af i går inden afrejsen fra DK, men åbenbart for sent. Da jeg tog min strømpe af den venstre fod, var tåen højrød og hævet. ØV…- men jeg lod tå være tå for nu ville jeg altså ud at dykke. Jeg nåede kun et stykke af vejen, for da jeg viste tåen frem til Glenis, den skotske dykkermanager, mente hun at den skulle vurderes af en læge, og blev sat af ved det lokale Health Center. Lægehuset var en ydmyg udseende bygning og skiltet med påskriften ”Health Center” var skrevet med en uhjælpelig barnlig skrift…- meget betryggende. Jeg gik ind i den MEGET lille konsultation og blev skrevet i bogen. Nu var det bare at vente i bedste efter-tur-princip til det blev min tur. Inden længe blev det min tur og ”sygeplejersken” førte mig gennem konsultationen til et endnu mindre rum hvor der lige var plads til en seng og et kæmpe skrivebord. Bag skrivebordet sad den sorteste læge med venlige øjne bag et par overraskende trendy briller. Vi hilste og jeg satte mig ned på en lille hård stol, mens han på noget mudret engelsk spurgte ”What is the problem”! Jeg pegede på min nu ret opsvulmede venstre tå. Efter en ganske kort undersøgelse konstaterede han, at min tå var ”infected” og at jeg ikke måtte gå i for små sko! Efterfølgende startede den helt store udredning af min sundhedstilstand mhp. at skulle have antibiotika. Snart var jeg 20 euro fattigere og havde lommen fyldt med penicillin til 7 dage…- og klogere…- tjaa…??!!!
	Nå, men jeg humpede i retning af Corel Strand, som var lige rundt om hjørnet med fornyet optimisme og tankerne rettet ind på dykning. Solen stod allerede højt på himlen og bearbejde min blege hud som en kylling på spyd. Vinden blæste kraftig ind fra havet, da jeg kom til dykkercentret som ligger helt ned til stranden i et hjørne af selve hotellet Corel Strand. Jeg fik en snak med Glenis om mine dyk i Caribien for snart 2½ år siden. Hun forsikrede mig at det skulle nok gå, men at jeg nok hellere måtte hoppe en tur i poolen, for ligesom at prøve, hvordan det er at trække vejret under vand igen. Der var lettere forvirring ved samlingen af udstyret, men med lidt hjælp gik det…- og så var det i poolen sammen med en instruktør og en anden der var i gang med at tage sit Open Water certifikat. Det gik godt i bassinet og nu var jeg klar til det åbne hav! Men, men, men…- pludselig forsvandt solen over Mahé og det blæste endnu mere op. Med vinden kom også regnen og vi søgte ly i dykkerbutikken, da der indimellem vanddråberne kom 5-krone store frugter ned fra et nærtstående træ. ”Ikke nogen dyk i dag” lød beskeden og jeg måtte vende hjem uden nogen undersøiske oplevelser den dag. Vejret blev kun dårligere og blev inden døre. Inden længe overmandede søvnen mig. Om jeg vågnede af mig selv eller om det var den piskende regn på ruden der gjorde det, skal jeg ikke kunne sige, men viserne på uret viste 21.30 om aftenen. Sikke en skraber…- 6 timer midt på dagen. Jeg tog lidt at spise og så til køjs igen…- go’ nat!
	Søndag d. 30. januar 2005. Vågnede til mere regn og rusk. Det havde lynet en del gennem natten, der af os til havde vækket mig. Klokken 6.00 kunne jeg ikke sove længere (wonder why…) og halv groggy lå jeg i sengen og kiggede ud på elementernes rasen. Bølgerne lavede en øredøvende larm i det de rullede ind over revet i en ”skøn” symfoni med regndråbernes ”plasken” ned på terrassen. Det blev heller ikke til nogen dyk den dag! I stedet kom jeg på en lille sightseeing med Glenis, i det hun lige skulle se hvilke skader uvejret havde forvoldt i løbet af natten. Hendes egen båd var instruktørerne ved at sejle ¼ del rundt om øen til en sikker havn. Jeg kom med hjem i privaten for at hente reb og fendere til fortøjringen. Privat havde hun og manden 7 hunde, en ny sporty Ford og en gammel rusten Ford stående i garagen. De har været her på øen i 20 år. Hun har rejst en del i mellemøsten (glemt hvad hun lavede) og han som biolog på øerne her, arbejder i dag med bevaringen af Hvalhaj bestanden. Ingen børn er det blevet til, men som hun fortalte mig der i bilen, så har hun jo børn i skikkelse af hendes dykkerinstruktører…- og hundene. En af hundene var så gammel og grå i pelsen at den næsten ikke kunne gå på sine ben. Båden var kommet sikkert i havn, da vi kom tilbage og så kørte vi tilbage til dykkercentret. Der blev handlet ind på vejen hjem og jeg gik død på sengen tilbage på hotellet. Jeg er helt sikker på at de smertestillende piller jeg fik på lægeklinikken indeholder sovemiddel. Det kan da ikke passe at jeg har trængt så HÅRDT til ferie...- eller hva’??!!! Her til aften har jeg spist ude og er kommet lidt senere i seng end normalt for turen…- nu er klokken 22.30…- GAAAAAB!!!
	Mandag d. 31. januar 2005…- som egentlig er blevet til d. 3. februar, da jeg ikke lige har fået skrevet de seneste par. I tirsdags forlod jeg øen Mahé uden et eneste dyk, men med en fantastisk snorkel-tur ved Anse Royal, La Relax på den sydøstlige del af øen. Solen stegte fra en skyfri himmel og det hvide skær fra sandet skar mig i øjnene da jeg endelig stod på stranden efter en noget spændende buskørsel fra Victoria. Det turkise blå vand, den lille klippeø lidt ude i bugten, i samspil med den kridt hvide strand, gjorde oplevelsen TOTAL og hurtigt kom snorkeludstyret på. Det meste af eftermiddagen gik med solbadning og snorkling, eksplorering af stranden og leg med kameraet. Da jeg skulle hjemad havde solen svedet mine tær og skulder godt og grundigt. Jeg søgte ly under et enormt palmeblad lige der hvor bussen skulle komme. Bussen kom lidt senere end forventet. Steg ombord og bumlede derudaf på de ujævne og at for smalle veje mod Victoria. Chaufførerne er skøre i bolden…- sådan føles det i hvert fald! I Victoria skiftede vi til en stopfyldt bus, hvor jeg måtte stå op. Op ad bakke det gik og stop for hvert 300 m. Jeg troede aldrig vi skulle komme op i gang igen efter et holdt op ad bakken…- men det gik og ned på den anden side mod hotellet det gik. Endelig var jeg fremme og så var det eller s tid til et bad og gøre sig klar til endnu en flyvetur til den mindre ø, Praslin. 20 minutter senere stod jeg klar til afhentning. Dampende forlod jeg Le Petit Village Hotel, Bel Ombre, værelse 3 med retning mod endnu en ny oplevelse og flyvetur nr. 4 inden for en uge.
	Mason Travel tog imod ved chek-in i lufthavnen, hvor jeg modtog, ind til dato, det største boarding cart. På størrelse med en aflang rudekuvert (dem regningerne altid kommer i!) og fremstillet af hård plastik i 5 millimeter tykkelse. Lidt legetøjsagtigt og det skulle senere vise sig, at det tema gik igen da jeg skulle boarde flyet. Et to-propels-fly kom til syne, bag et kæmpe US Navi transportfly, der lige var landet. For at komme ind i MIT fly måtte jeg tage rygsækken af og bukke mig 90 grader forover, for at komme hen til mit sæde placeret lige bag cockpittet - jeg troede at en Dach-7 var lille!!! Der var 8 stolerækker – 3 sæder i hver række. Der var åbent ud til cockpittet, hvor piloterne havde gang i en ivrig diskussion mens det trykket på et hav af knapper og trak i diverse håndtag. Snart var i luften over Seychellerne. 15 minutter senere var stod jeg i Praslins Airport og yderligere 10 minutter tjekkede jeg ind på Villa De meer hotel, hvor det blev til en hurtig aftensmad i restauranten og derefter på hovedet i seng – desværre en alt for hård en af slagsen.
	Onsdag d. 2. februar 2005. Tog mig god tid her til morgen og klokken blev da også 10.30 inden turen gik til den anden side af øen og dykkercentret ”White Tip”. Turen gik gennem Valle de Mai en, efter sigende, meget smuk dal med kæmpe palmer og en sjælden en af slagsen Coco de Meer. Oliver, sort indfødt tog imod ved ankomsten og senere kom bestyreren Arnoud med Nobert. Arnoud er fra Frankrig og har været fast på Praslin i 5 år, hvor han har en lille pige, Charlotte på ½ år sammen med sin meget smukke italienske kone. Nobert, sort er også en sort indfødt og vist noget af en spasmager og stemningen blev hurtig vittig. Egentlig skal vi først ud dykke klokken 1400, så jeg sidder her i palmeparasollens skygge og skriver. Skyggen er ikke helt tilfældigt, da gårsdagens sol har skoldet mine tæer, skuldre og issen, skønt den manke jeg render rundt med. ----- Okay, mit første dyk i 2½ år – ikke så ringe endda, men sigtbarheden var utrolig dårlig og strømmen gjorde det svært at holde sig neutral i vandet. Mit 8. dyk varende i 50 minutter og ja, nu var jeg i gang igen! Her til aften har jeg spist i hotellets restaurant, hvilket ikke var den helt store kulinariske oplevelse og har lige aftalt med en ældre mand, der har en båd, en snorkeltur, hvor der skulle være chancer for at se Green Turtles og andet undersøisk VILD-dyr…- måske der kommer en lille haj til mig?
	Torsdag d. 3. februar 2005. Snorkeltur til en lille ø nordvest for Praslin. Båden var fyldt med franskmænd, der ikke kunne tale et ord engelsk – overraskende og på grænsen til det chokerende…- MAN kan da altid lidt engelsk!!??? Nå, men vi snorklede i en lille flok på bedste vis og der gik ikke ret længe før jeg var ved at sluge det halve af det Indiske Ocean af bare begejstring over at se en skildpadde. Langt væk var den godt nok og det grumsede vand var snart det eneste der kunne ses i min lince da jeg tog et billede af min første Green turtle. Men jeg kunne have sparet det halvdårlige billede, for inden længe var skildpadderne overalt og ikke kun dem, men et ”hav” af farvestrålende fisk. Pludselig kom der en ret stor stime fisk svømmende imod mig….-OG DER…..!!!! Midt i fiskestimen var der en White Tip revhaj. Rolig nu tænkte jeg, men kunne alligevel ikke lade være med at være total opstemt…- DETTE var min 1. haj-oplevelse under vand. En smule anspændt men mest fascineret satte jeg kameraet for øjet og ”KLIK”…- kun lige tids nok til at den 1½ meter lange haj ændrede retning og forsvandt ud i det Big Blue. FED oplevelse og nu kunne de rigtig store bare komme an…- jeg var klar!
	Efterhånden havde vi ligget og rullet rundt mellem bølgerne i mere end en 1 time og jeg var på vej til at blive en smule søsyg. Nu ville jeg helst bar etilbage til land, men skipperen var af en anden mening og sejlede båden om på den anden side af øen til endnu en tur i bølgen den blå. Jeg var på grænsen til at kaste op og nåede kun lige at se en af disse kæmpe pigrokke, før jeg hurtigt svømmede tilbage til båden. En af de franske damer var også blevet tilbage af samme grund, som jeg var årsag til at jeg steg ombord på båden. Jeg var lige kommet ned og ligge på en af bækkene, da hun kastede op. Jeg kunne have gjort det samme men sank hurtig en ordentlig klump spyt, hvilket pressede den anden vej i spiserøret! Søsyge er ellers ikke noget jeg har den store erfaring med, men mens jeg lå der og gyngede med båden og sank spyt hver ½ minut, kom jeg til at tænke på en hjemtur fra Norge ombord på færgen til Frederikshavn. Det er helt tilbage i 80’erne og der blev jeg altså også så søsyg, at jeg ikke kunne købe noget slik- og så er den gal. Tilbage til nutiden og min nu endnu værre søsyge. Jeg ventede, ventede og ventede på at de andre skulle komme tilbage så vi kunne komme tilbage på land. Endelig så det ud til at det var tid til hjemturen, men nej, for så skulle vi lige vente på nogen der havde været på ”skov”-tur på øen. Alt i alt var vi vel på båden, vuggende i 45 minutter inden det gik mod land. Tilbage på hotellet sprang jeg frokosten over og tog en middagslur. Efter en lille lur havde de værste sure opstød fortaget sig og jeg kunne spise en let frokost på stranden. Dagen er gået og er lige vendt hjem efter at have spist på et andet hotel. Fredag d. 4. og Lørdag d. 5. februar 2005. De sidste to dage har gået med dykning fra kl. 10 om formiddagen til kl. 4 om eftermiddagen. Det er egentlig ret umattende at dykke så meget…- og jeg er ikke lige vild oplagt til at beskrive dykkene lige nu…- men her er nogen billeder! Søndag d. 6. februar 2005. PUHA…- bogstaveligt talt – Sikke en nat! 3 gange har jeg været oppe på toilettet i løbet af natten pga. dårlig mave og til dels kvalme. Jeg en meget stor mistanke til pizza’en fra i går! Kroppen føles som den er blevet kørt over af en damptromle og feberen får hovedet til at føles tung som bly. Der bliver ingen gåtur i Valle De Mai i dag for mit vedkommende! Forhåbentlig er det bedre i morgen, hvor jeg gerne skulle ud og snorkle lidt inkl. strand BBQ. Lige nu har jeg det bare af H….. til og er ikke videre optimist! Mandag d. 7. februar 2005. Anden dagen med feber og ingen snorkel- og BBQ-tur for mig. En fransk kvinde kom og tilbød nogen KÆMPE brusetabletter der ville tage feberen - jeg tog i mod! Feberen har fortaget sig her til aften og jeg har spist normalt – er dog stadig en smule slap! Tirsdag d. 8. februar 2005. Ja, dagene løber sammen efter sådan en omgang…- som jeg tror skyldes dehydrering! I dag er det så tirsdag og jeg skal have det sidste dyk i denne omgang. Feberen er væk og jeg kan igen holde mig selv ud. Jeg var ikke vildt tændt på at dykke, men stillet i udsigt at kunne komme til at se en del hajer ved Shark Rock, var dog alligevel en motivationsfaktor, som jeg ikke kunne modstå! MEN jeg blev frygtelig skuffet. Min maske blev konstant fyldt med vand, så jeg fik svigende saltvand i øjnene. Vandet var uklart, men værst af alt…- DER VAR INGEN HAJER…- og dog. Vi så to mindre sovende under en klippe og ja, jeg kunne da godt resonerer mig frem til, efter dyrenes mund, at det måtte være hajer…- ellers så jeg sgu’ ikke meget haj og slet ikke i den størrelsesorden jeg havde forventet, ØV BØV! Dykket var ren og skær et teknisk dyk, hvor jeg bare blev bedre til at holde neutraliteten i vandet og spare på ilten ved rolig vejrtrækning – og ikke et dyt andet, Basta! På vej hjem på speedbåden lagde jeg mærke til nogle røde knopper på begge mine hænder. Jeg mindes ikke at have rørt ved noget under vandet…??? Tilbage på White Tip var det regnskabets time. Alt i alt for 6 dyk = 225 euro inkl. 15% rabat. Ikke ringe men heller ikke billigt. 2000,- Dkr. er der også en slags penge og specielt når jeg ikke så det jeg var kommet efter…- en Hvalhaj! Nå, man kan jo heller ikke være lige heldig hver gang og efter afregningen fik jeg et lift tilbage til hotellet, hvor jeg gik død på sengen med MP3-afspilleren. Det blev nu til en af de korte lure og satte mig ud på terrassen for at læse om den næste og sidste ø, La Digue Island. Udslettet på mine hænder har bredt sig til overarmene og skuldre. Nu kan det F….. snart være nok, som om jeg ikke har været nok igennem indtil nu. For at tænke på noget andet gik jeg en tur på stranden mens solen gik ned. Jeg havde kameraet med og ja, ”suk” det var smukt, men kunne ikke helt abstraherer for knopperne på mine arme og skuldre!!! Her i skrivende stund er knopperne på hele overkroppen – og jeg har stadig ikke nogen anelse om hvad det er, men det tyder meget på en overfølsomhedsreaktion på et eller andet…- men hvad???? Det er sengetid og forhåbentlig er det væk i morgen – de seneste 2-3 dage har været lidt tralse og jeg synes ikke lige jeg gider at ligge mig syg igen! Onsdag d. 9. februar 2005. Sikke en morgen at vågne op til. Den bådtur forleden dag, hvor jeg snorklede rundt med skildpadder og jeg formodede var med i prisen for hotellet, kostede mig i dag 70 euro. Lidt overraskede som andre ting her på stedet…- ja, jeg er en smule irriteret, men udslettet er IKKE forsvundet, men blevet endnu værre. Nå, men det er den sidste dag på Praslin og planen er, at turen går til Valle De Mai for at se de store og berømte Coco De mer-palmer. Kokuspalmerne er KÆMPE store og vokser kun vildt her på øen og en anden lille ø her på Seychellerne. Efterfølgende skal jeg forbi White Tip divingcenter for at købe en T-shirt og så går turen videre til Anse Laxio – den smukkeste strand på Praslin. ------ Aften; Jeg kom kun igennem planen til og med indkøb af T-shirt. Udslettet er blevet så vildt, at jeg besluttede at tage til lægen i stedet for stranden. Nu er service-niveauet ikke det højeste i disse egne og jeg ventede i to timer på at komme ind til en meget forsagt læge, der undersøgte mig på kryds og tværs, bonnede mig for $50 og kom endelig op med diagnosen: ”en hudsygdom”!!!!!!!!!!!!?????????????????????? Med lommen fyldt af antihistamin, steroider og hormoncreme tog jeg på indkøb. Omkring 17-tiden var jeg tilbage på hotellet, der lignede et bombet L…. – i morgen er det rejsedag og egentlig skulle jeg pakke, men i stedet sidder jeg her og skriver mens en velskænket FANTA læsker min hals…- UMMMM….- Jeg pakker i morgen tidlig! 10. februar 2005. Fik pakket i tide og morgenmaden kom også ned inden det gik med taxi til havnen på den anden side af øen, for nu for en gang. Søvnen havde endnu ikke forladt min krop, da jeg steg ombord på det ombyggede sejlskib, da skulle fragte mig til øen La Digue, som er den sidste i denne omgang – HELDIGVIS! Jeg er ved at være mættet af snehvide sandstrande og turkisblåt vand, og stadig lidt mat i sokkerne fik jeg mig en lille lur på den 30 minutter lange sejltur. På havnen blev vi, passagererne, hentet af en bus og kørt direkte til hotellet – La Digue Island Lodge. Turen kunne også have været med oksekærre…- hele to stod klar til afgang ved kajen, men stadig lidt søvnig passede bussen mig udmærket for nu. Et kæmpe hotel åbnede dørene op og bød på en lille forfriskning under ventetiden til udlevering af værelsesnøglen. Endelig og så også en lille rundtur til de fornødne fascilliteter på området…- og dér værelset. Efter at være gået forbi en række nuttede palmehytter, stod jeg nu i det fjerneste hjørne af hotelområdet, foran det der engang var et plantagehus. Plantagehuset havde dog været gennemgået en grundig renovering og lå helt ned til vandet med udsigt til Praslin Island. Efter at have sundet mig lidt gik turen til havnen, hvor jeg ventede 45 minutter på at få serveret en sandwich til frokost. Servicce-niveauet er ikke det højeste her på ø…- har jeg nævnt det før – nå men, det er TOTAL Island Style!!!! Nå, jeg er her jo også for at slappe af – men der er dog en grænse for inaktivitet før det bliver til regulært dovenskab. DEN grænse tror jeg ikke findes hernede!!! Efterfølgende lejede jeg hovedtransportmidlet på øen…- nej, ikke en oksekærre, men en cykel, hvor udlejerne var mere interesseret i at skælde ud på hinanden end at leje cykler ud. Da jeg endelig havde cyklen under mig ræsede jeg derudad – det gav luft til krop og sjæl…- uhmmm…- hvilken nydelse! Ujævnt til humpet og ind imellem off-road, jeg tog det hele med og jo vildere jo bedre, hvilket også rystede den sidste søvn ud af mit legeme. Vejen kom pludselig til en brat ende og hvis pynten på det sydøstlige La Digue skulle nås måtte jeg stille cyklen og begive mig ud på gå-ben. Op og ned, ud og ind mellem klippestykkerne det gik, nogen passager sværere ende andre og kun få gik gennem vandet. Det var en god udfordring og gav energi til en krop der skrev på aktivitet for ikke at gå helt med på ”The Island Style-mode”! Pynten nåede jeg ikke, men næsten – jeg stoppede ved en lille strand der var gemt mellem klipperne og skjult for vejen, hvor cyklen stod. Her var eksotisk og drømmende. Inden tidevandet kom tilbage var jeg igen på cyklen med vinden lige fjæset o…- BRRREEEEEEEMS… !!!! Og der lige foran forhjulet på cyklen, midt på vejen stod den første og største landskildpadde jeg har set…- DER midt i naturen VILD og levende (ja, undskyld, men jeg blev bare så paf!). 40 cm. Høj og næsten 70 cm. Lang. Den var bare KÆMPE stor og det meste af dyret var skjold…- ja, det er en skildpadde, Jesper! Efter et par billeder af Giganten, sagde jeg farvel til Hr. Padde, som vist var faldet helt ind i ”The Island style” gik turen tilbage til hotellet. Her til aften har jeg bare fået den største buffé, med ganske godt mad, siddende under åben himmel og rundt om pølen. Det er virkelig et 1. klasses hotel, her mangler ikke noget, men det kommer jo altid an på prisen og 1200,- Dkr. pr nat skulle der helst ikke mangle noget, vel!??? Nu er det sengetid, så jeg kan være frisk til morgendagens nye udfordringer og spændende oplevelser. 11. februar 2005. Dagens program har været broget og startede med en cykeltur op til det højeste punkt på øen. Det første stykke gik uden problemer, men så måtte jeg af og trække. Endnu et stykke til toppen lod jeg cyklen stå og traskede videre en hel del lettere. På toppen lå en lille restaurant med en fantastisk udsigt. Fik en Cola inden turen gik nedad mod cyklen og verdens bedste strand 2003, Anse Sourse D’ Argent. Der var ikke mange mennesker på stranden og dens udseende var også en lille smule skæmmet af det lave tidevand. Nå men, nu havde jeg været der og fik der også taget noget smukke billeder. Mere eksplorering blev det ikke til før det igen var op på sadlen og mod nye strande, nærmere bestemt Anse Grand, Petit og Coco. Den første kan man køre direkte til, men de andre må man gå igennem skov og krat for at komme til. En udfordring der måtte tages op! La Digue Island Udsnit Anse Petit Anse Grand var fyldt med mennesker og den lille restaurant, et rigtig Hippie sted, havde en buffé til frokost. Det sprang jeg nu let og elegant over, dels grundet i prisen, men også fordi sulten var ikke det der plagede mig mest. Vandet i bugten var blå og store bølger rullede ind over den hvide strand. Jeg ville nu hellere til den mindre besøgte Anse Petit og begyndte vandringen igennem skoven. En lille sti, næsten ikke betrådt førte op ad bjergsiden og overalt var der frodige planter. Stigningen var til at føle, men ret hurtigt begyndte nedstigningen på den anden side og snart var jeg ude af skoven. Foran mig var en mark, hvor køer græssede uforstyrret af min tilstedeværelset, og efter nogen få meters vandring stødte jeg på to franskmænd, en kvinde og en mand. De havde forsøgt at komme ned på stranden af en vej som endte blindt. Vi dannede en gruppe og fortsatte ud på den åbne mark i håbet om at finde en sti ned til stranden. Halvvejs stødte vi på et andet par, der stod ved en mudret å, og som lige havde været nede på stranden. Vi skulle over åen eller kanalen der for mig virkelig var ulækker, fyldt med gråt vand og svirrende fluer. WADDER! Efter balancegang på et par palmeblade og ved fælles hjælp blev åen forceret og en sti førte os direkte ned til belønningen…- Anse Petit. Aldrig har jeg set så ren en strand og så hvidt sand. Skæret skar så meget i øjnene at jeg måtte tage solbrillerne på for at kunne orienterer mig. Vandet var endnu mere blåt og kæmpe bølger larmede sig vej ind over stranden. Efter svedeturen gennem skoven og det plumrede vad i kanalen, smed vi alle tøjet og sprang i bølgerne. Hvilken nydelse og bølgerne, DE KÆMPE BØLGER, gjorde svømmeturen endnu mere udfordrende. 3-4 meter tårnede de sig op foran os og hvis man ikke dykkende igennem den blev man skyllet langt ind på det lave vand. Det var sjovt og solen brændte fra en skyfri himmel. At vide man kan komme til Anse Coco UDEN at vide hvor stien er…- er i sig selv tralst, men til at komme på denne idé at gå rundt langs vandet på klipperne til bugten er irrationelt MEN udfordrende og så tænkt, begyndte jeg bestigningen af klipperne. Kun iført badebukser, med kameratasken over skuldrene, en dunk vand og et par Diesel sandaler kom jeg over den første klippeblok og WADDER….!!!!! Der var fyldt med KÆMPE krabber overalt, nå de skulle jo også være der og efterhånden kunne jeg ignorere dem. Det gik strygende i starten grunden i den lille fortræning fra i går, men inden længe skulle det vise sig, at kløgt og mod også var to meget store ingredienser i denne ”lille” klippevandringscocktail. Solen brændte ubønhørligt fra den blå himmel, hvilket gjorde den fysiske udfordring endnu større og til tider tænkte jeg, at det måske var en for stor mundfuld at komme rundt med skæret! Sveden sveg mig i øjnene og edderkoppespind klæbede sig til mine ben, da syntes at være kommet til et endepunkt – jeg kunne hverken komme frem eller tilbage. Med målet ”lige” rundt om hjørnet, jeg kunne næsten se bugten, fandt jeg nye kræfter frem og valgte at gå helt ned i vandkanten, dog stadig på tørre klippestykker. Bare lige denne sten og så denne her til højre…- ja, den må jeg under…- eller skal jeg over…!!! Pludselig kunne jeg se skæret på den anden side af bugten som nu måtte Anse Coco. De sidste 200 meter gik så let som ingenting og snart betrådte mine tær det blødeste sand på den næsten mennesketomme strand ved Anse Coco. 1 time 15 minutter tog klippevandringen – det var krævende men en spændende udfordring på mange fronter. Jeg udstødte dybt SUK da jeg satte mig ned i det bløde sand i skyggen af et palmetræ – målet blev nået og kun en lille skramme her og der blev resultatet, hvilket må siges, trods alt, at være billigt sluppet efter forholdene. Turen tilbage gennem skoven over bakkekammen tog kun 10 minutter og var vand ved siden af skæret – og heldigvis for det da trætheden efterhånden pressede sig på da vi igen stod på stranden ved Grand Anse. Nu er der kun en dag tilbage af ferie og jeg kan mærke at det bliver godt at kommer hjem til familien igen. Har lige fyldt vommen med en 4 rettes menu ved poolen og kan mærke at det er tid til en god nattesøvn. Go’ nat du gamle (det kalder jeg dagbogen!). 12. februar 2005 Dagen før hjemrejsen… Nøj, det var svært at komme ud af sengen her til morgen. Hele kroppen gjorde ondt og mest i hofterne, der kan mærkes når jeg skal sætte mig ned. Forleden meldte jeg mig på en snorkeltur til den lille ø Felicity nord for La Digue, som så skulle udgøre den sidste udflugt i denne omgang. Der var andre gæster fra hotellet og vi fyldte en lille speedbåd. Der er ingen permenent beboelse på Felicity Island men hotellet har nogle suiter derude til eftersigende meget høje priser pr. nat. Vi skulle bare snorkle, hvilket vi så gjorde en times tid. Der var en hel Green Turtles og hvilke vi kunne komme meget tæt på – jeg rørte ved en af dem da jeg svømmede forbi og aldrig har jeg set en skildpadde reagere så hurtigt. Den drejede rask 180 grader rund og helt klart indtog den forsvarsposition…- de kan vist godt bide ret hårdt så jeg svømmede stille og roligt videre hen af revet. Det blev også til en Baby-shark! Det var afslapning af fineste skuffe og lige hvad kroppen havde brug for. På land igen valgte jeg en plads i skyggen oven på poolens pumpestation og snart gav jeg efter for søvnen. Lige over middag tog vi tilbage til La digue en lille smule mere oppe i gear, men dog uden at overdrive – jeg skulle jo nyde denne sidste dag på ferien. Tilbage igen gik jeg på galleri og købte et akrylmaleri til 1700,- Dkr. Motivet er ret enkelt forstillende palmer men det er helt klar farverne der fik mig til at købe en så dyr souvenir. Dagen har været total varm, ja langt over de 30 grader, og her i eftermiddag måtte jeg hoppe vandet for ikke at smelte væk. Nu sidder jeg under palmeparasollen og nyder den sidste solnedgang i dette paradis om lidt skal jeg i bad og have pakket til afrejse i morgen tidlig.
	23. februar 2005. Hjemrejsen Kastrup kl. 8.25 – Så er jeg for 3. gang på vej til Thule Air Base – OG sikke en morgen! Inden jeg går for meget i detaljer med denne herrens morgen, reflektere jeg lige over sidste 10 dage i Danmark. Det har virkelig været nogen dejlige dage hjemme hos familien i Silkeborg. Efter en solferie på Seychellerne, var og har det været en kold fornøjelse hvad ang. Vejret Der har været temperaturer omkring frysepunktet hele ugen med enkelte snebyger ind imellem – egentlig fint med mig og en god ”opvarmning” til årsagen til at jeg sidder her i Airbussen, tilbage til Thule. Som forlængelse af ferien har jeg stort set ikke foretaget mig en disse – jo, jeg har siddet en del foran computeren og ladet minutterne æde sig gennem dagen uden at jeg skulle noget specielt – ganske enkelt AFSLAPNING af fornemste skuffe. Jeg har selvfølgelig set/besøgt den nærmeste vennekreds og kørt mange ture frem og tilbage mellem silkeborg og Århus. Vennerne har det godt med deres hver især hverdag med job og børn. Kelds Esben bliver bare større og større – en dejlig dreng, der elsker at være i centrum. Jeg skulle da også straks ned på alle fire for at se i diverse bøger med store biler og en klaverspillende zebra. Efterfølgende gav Mor Kathrine i samspil med Esben et lille musik og sang-nummer, til stor glæde for den stolte fader og undertegnede. Der blev også tid til Martin, kusine Merete og som rosinen i pølseenden sluttede jeg af med en hyggelig middag hos Mette mandag aften. Joh…- jeg har virkelig fået fortalt og diskuteret om alt fra dykning med skildpadder til livet på Thule. Jeg føler mig virkelig privilegeret at have disse ressourcestærke mennesker som mine venner, og som hele tiden er en evig kilde til inspiration og eftertanke. 8.47 Take off – 8.53, så er vi i luften. Jeg nåede ikke til Vejlby i denne omgang, men snakkede med far i telefonen + alle underne (8 stykker). Han lød yderst veltilfreds og kunne berette om en masse arbejde til forretningen og en snarlig påbegyndelse af stuehusbyggeriet ved Østrebrogård. Glædeligt at vide at de også har det godt. Det har været en ferie med mange oplevelsesrige sunder og berigende samvær med familie og venner. 5 måneder er altså lang tid at være væk fra den alle, men det tager overraskende få sekunder og lidt koordinering, så er vi hurtigt på bølgelængde igen – hvor er jeg heldig!!! Tilbage til dagen i dag, som egentlig starter med køreturen fra Silkeborg til København i går aftes. Hele ugen har der været tørvejr med kun få snebyger og enkelte striber af sol. MEN selvfølgelig skulle ”snestormen” netop lige komme denne aften af alle. Klokken 16.00 begyndte det for alvor at sne i det midtjyske og som timerne gik blev jeg mere og mere bekymret for min snarlige afsked med familien på Vestre Allé 8. Inden afrejse fik jeg lige hurtigt noget aftensmad, mens Peter Tanev i TV2-vejret varslede en kommende snestorm – allerede for den foreståede aften. Bilen var allerede dækket af et pænt lag puddersne, da Familien Haldrup stod tænderklaprende og vinkede farvel til mig. Iskrystallerne som lå på vejen glimtede i skæret fra forlygterne og fortalte mig at det var overordentlig glat. Og det blev kun være. 1 time og 20 minutter tog det at komme til Vejlebroen og sne væltede ud af himlen som var for sidste gang nogensinde at det skulle sne. Nøj, hvor gik det langsomt, med hellere det end at ende i grøften. Og det blev kun endnu være!!! Omkring Fredericia/Middelfart og sammenfletningen fra den sydgående motorvej, var der kødannelse i det nordgående spor. Heldigvis for mig var den største forhindring langsomkørende lastbilstog og så selvfølgelig det glattefører samt den nedsatte sigtbarhed. Som et trylleslag holdt det op med at sne lige efter Lillebæltsbroen. Vejene var tørre og jeg trådte lidt til på speederen…- den næste forhindring var den stærke vind fra nordøst og over Storebæltsbroen skulle jeg bare. Det gik heldigvis også. Den bro fascinerer mig til stadighed og denne aften hvor sneen igen begyndte at vælte ud af himlen, tegnede de grønlige lyskegler en gennemkørselsport ved hver af de store pyloner. Majestætisk, elegant trods sin størrelse og et byggeri vi danskere kan være stole af! Jeg kom til København uden de helt store problemer, selvom sneen igen sænkede farten, og jeg fandt frem til Lises veninde på Frederiksberg. Det blev lige til snak om ferien og om det at skulle tilbage til Thule, før det inden længe blev Go’ nat-tid. Klokken var alligevel blevet over midnat inden trætheden overmande mig. 7.15 lød det fra Lise; ”Så kan du stå op” og tændte lyset. Halvforberedt og alligevel skar pærens lux sig så meget i mine trætte øjne at jeg trak dynen over hovedet og sagde hæst; ”God morgen”! Klokken 7.35 sad vi i hver vores udlejningsbil i retning af Kastrup på en uhyrlig kold morgen og som Lise sagde; ”Ja, du kan jo ligeså godt vendes dig til det…!” Jeg tror nu mest det var fordi jeg ikke var helt vågen endnu!!! Chek-in ved boks 117 og efterfølgende havde jeg lige et par kvitteringer der skulle stemples i tolden. Der plejer overhovedet ikke at være nogen problemer med at få de stempler, men selvfølgelig denne morgen, hvor jeg er lidt (meget) træt, skal der være problemer. HOLD K….- hvor var den tolder, en kvinde, uudholdelig og jeg håber virkelig for hende at hun enten har haft en alt for lang nat uden for meget søvn eller at det var på den tid måneden!!! Jamen, jeg er stadig lidt kørt op over det og det hele endte med at jeg ikke fik nogen stempler samt fik kastet med kuglepen. Ja, undskyld mig men den behandling kan bare ikke accepteres! Da vi, Lise og jeg, senere endelig havde fået to kopper kaffe til 78,- Dkr., sad jeg bare og rystede på hovedet og lidt i sjov, og dog, fik jeg sagt; ”Jeg bliver sgu’ siddende her til jeg bliver kaldt på!!!”. Det gjorde jeg så ikke og på nuværende tidspunkt er jeg da også ved at komme mig – det hjælper jo altid at sidde på business class, brede sig over to sæder og drikke champagne. Nu er klokken 10.45 dansk tid og en velsmagen brunch er ved at blive fordøjet. Jeg er veltilpas og glæder mig igen til at betræde thulegrund samt give noget af mit nuværende overskud til hvem der måtte trænge! 8.45 thuletid og netop lige landet! Kulden bed godt i mine øre og den tørre luft hev i luftrøret – Det er der en velkomst men kan mærke! Det var lidt som at lande i et tomrum – en tidslomme, hvor alt står stille. Mens jeg stod udenfor den snedækkede lufthavns terminal og fik mig en tiltrængt smøg, lagde jeg dog mærke til en forandring…- LYSET, er kommet tilbage til Thule – hvilken dejlig morgenhilsen men kold og derfor satte jeg gang i mine allerede froststive ben i retning mod barak #133.
	Thule Air Base, Lørdag d. 26. februar 2005 Så kom jeg endelig tilbage på hjemmesiden, efter nogen mindre problemer med at logge på web-hotellet! Jeg er ikke helt færdig med at skrive kragetæerne rent fra rejsedagbogen, men mon ikke det sker her i løbet af weekenden. Der har virkelig været gang i vejret her på Thule i sidste weekend. Lørdag nat rammer snestormen med flere 100 km. i timen. Jeg har ikke undersøgt de aktuelle vindhastigheder, men har ladet mig høre, at Thule har verdensrekorden i vindhastighed og at man kun var 10 m/s fra at slå den i søndags. WHAAUUU...- ja, jeg var her jo ikke men kan kun se følgerne af de enorme kræfter der har været på spil. Onsdag, hvor jeg ankom var den første rigtige dag hvor folk kom på arbejde igen og kunne komme rundt på basen. Basegym var dog lukket, da der lå 2-3 meter sne foran døren og flere biler var begravet i driver til langt op over taget. Den værste snestorm siden 1996 og jeg var ikke her ikke...- DONNER WETTER...!!! Nå men basen er ved at komme sig over det og jeg er ved at vende tilbage til hverdagen i HAWC. Dejligt at have arbejdet i hænderne igen og ser frem til fremtidens udfordringer. Ligenu er jeg på vej til opvarmningsfest til "First Light"-festivallen i aften. Det er Lises fødselsdag og hun har inviteret på boller og kage her klokken 3 indtil feststart klokken 18.00.