30. April 2005
Wake up call kl. 7.00. Det var ikke fordi jeg havde den største lyst til at forlade sengen og så alligevel – min mave brummede af sult! Jeg slog nylontæppet til side og satte fødderne ud på det grønne gulvtæppe. GNIST…- dagens første elektriske ladning stød op gennem fingrene og videre op i underarmen. Det er værre end Thule – og en anderledes måde at starte dagen på! Jeg bankede på Carolines døre og en træt stemme bag døren meddelte at hun ville springe over. Jeg satte mig bag rattet i Grand Am’en og kørte mod Dining Hall’en. Jeg kunne imidlertid ikke finde den og fandt i stedet en butik med dagligvare. En gang engelsk kaffe, hvedeboller og en pakke Ham blev bragt hjem til lejligheden til indtagelse, så den brummende mave kunne få stillet sin sult.
Der er ikke meget liv på basen her til morgen. Der er stort set ikke en bil på basen. Turen rundt på basen gav et indtryk af en stille lørdag morgen – måske folk stadig ligger trygt i deres senge bag de victorianske vinduer og indgangsdøre indrammet af store hvide søjler – og så sner det!
Caroline kom lige forbi til en kop tynd kaffe og en bolle. Vi snakkede lidt om dagens gøremål og aktiviteter on-base. Det er ikke meget information der forefindes, måske vi bare ikke har fået den rigtige, men det var blevet os lovet, at næste uges kursusprogram skulle ligge til os på værelserne ved ankomst. Det gør det så ikke…-HHHMMMM!
NÅ, men vi kørte til Crow Creek Inn for at få svar på nogen spørgsmål. Vi blev en smule klogere på rygereglerne – 50 feet fra bygningerne og skodderne skulle vi så tage med ind og putte i skraldespanden, men først efter at have informeret stuepigen, da hun ellers vil melde en til SP’erne og kan se frem til en bøde på 150,- dollaser.
Ellers var der ikke meget nyt under solen og fortsatte derfra ind i nabobygningen – The Aquaium. En svømmehal der i løbet af ugen tilbyder vandaerobics, svømmetimer og massage næsten helt gratis. Jeg har ikke medbragt badebukser, men Caroline skal helt sikkert af sted et par gange i løbet af ugen. Hvis jeg skulle noget var det en god gang massage…- UMMM!!!
Efter et opløftende besøg i svømmehallen var det middagstid og det var tid til at finde Dining Hall’en som her til morgen ikke lod sig finde. Vi fandt det og gik indenfor. Ingen sammenligning i forhold til Dundas Dining Fascillities.
Et lille hyggeligt sted med et begrænset men dog varieret frokostudvalg – koldt som varmt og kun 2,5 doller incl. en kop kaffe og dertilhørende småkage. En anden meget stor forskel fra Thule er tre plasmaskærme oppe under loftet, hvor der konstant kom en billedstrøm fra diverse vejrkanaler og Extremsports. Forstyrrende og fremmer ikke ligefrem kommunikationen over maden – jeg foretrækker nu DDH!
Nu hjemme igen og klokken er nu 22.10 og jeg kan sige farvel til en dag med mange nye oplevelser i rygsækken og nye billeder i kameraet. I morgen venter en ny dag med flere kilometer bag rattet og Rocky Mountain National Park.
1. maj 2005
Dagbogen...- ja, det er faktisk en arbejdsopgave, men når jeg sidder her i sengen og lige har kigget dagens høst af billeder igennem, så kniber det lidt med lysten!
Det har været en dejlig dag, som startede med fælles morgenmad inde hos Caroline og underholdning fra Discovery Channel...- noget med elefanter!
Jeg sov lidt længe – helt ind til kl. 8.00 hvor en sirene eller et horn tuede i det fjerne. 10 timers søvn er vel også godt gået.
Kl. 10.00 kørte Caroline os ud af basen og på InterState 25 i sydgående retning – nu var vi på vej på dagens store naturoplevelse, Rocky Mountains. Når Caroline sidder rattet går det stærkt og der var tider hvor jeg i rigtig ”Mor-stil” lige skulle gøre hende opmærksom på, at hun kørte stærkere end fartgrænsen tillod, hvilket hun imidlertid synes var for langsomt. Nå, men det gik derudad og ude på de store flade gul-grønne sletter græssede bisonokserne mellem gigantiske el-master (POWER-lines) – vejret var tåleligt, let overskyet, men det så ud som om det godt kunne klare op i løbet af dagen.
På et vejkort havde vi set at turen fra Cheyenne til Esters Park, Rocky Mountains N.P. ca. ville tage 1 time og 44 minutter. Præcis 1:44 efter afrejse kørte vi ind i området, hvor de blålige bjerge med snedækkede graner næsten tog vejret fra os. Inden længe kørte vi nede i bunden af en kløft med stejle klippeskrænter til begge sider. Kameraet stod på FRÅS men engang i mellem skævede jeg også til speedometret og på Caroline - Det gik helt fint!
Længere oppe igen begyndte det at sne og det velkendte vinterlandskab i bjergene fyldte vinduerne – små træhytter i blå, grønne og røde farver andre var luksus huse med udsigter der knap kan beskrives – Caroline udtrykte sig: ” Det er dét her jeg forbinder med Aspen, Colorado” Og ja, det mindede faktisk meget om det område fra filmen ”Dum Dummere” og endnu mere da byen Esters Park kom til syne. Samtidig brød solen gennem skydækket.
Vi fik fyldt tanken op på bilen og jeg satte mig bag rattet. Nu gjaldt det Rocky M. N.P. 20 dollars for to og vi var inde i den berømte park. Lige forinden havde Caroline hængt ud af sideruden for at filme en bjergtop med sit kamera.
Vel inde i Parken kørte vi først efter Sheep Lake. Bjergene lige for næsen af os var nu det der fik alt opmærksomheden og snart stod vi ud af bilen for at skyde løs med kameraet. Skyerne hang stadig tungt over bjergtoppene og er der var kun få chancer for at få et godt billede. 20 billeder senere satte en husskade sig på stenen lige ved siden af mig. Selvfølgelig stod jeg lige midt i et linceskift. Det lod nu ikke til at gøre fuglen noget. Den blev pænt siddende og ventede til kameraet summede løst – go’ fugl.
Ind i bilen igen og videre til BEAR-lake. Ikke mere end 100 m kørsel stoppede vi op for at se på to kæmpe hjorte (ELK) der var i færd med at guffe løs på et par lave buske der stod helt ud til vejen. Sikke nogle oplevelser og jeg blev efterhånden ret god til det der med at få skiftet lince i en rap vending. Ja, der var dyr over det hele og flere gange holdt vi helt stille for at observere dem, da de nu var så tæt på.
Apropro det at køre langsomt så kørte vi lige forbi en ULV – ja, dvs. jeg så den, men ikke Caroline, hvilket hun blev lidt ked af, da hun tilbage på ALERT havde fræst rundt efter netop en ulv, den store Alfa-han, Brutus. Jeg vendte ikke om og snart kom der flere hjorte, men C. ville hellere se ulve og bjørne!!!
Glaicer Gorge næste stop. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet...- måske store istapper i et tilfrosset vandfald, men det var ikke det vi fandt. Nej, det var bare en sti i sneen inde imellem træerne, men egentlig meget hyggelig og C. stod for underholdningen. Ingen medbragte vandrestøvler men i stedet havde hun sine knælange snørestøvler med hæl på, som ikke er optimalt i nyfaldet sne op til læggene. Vi grinede en masse og nød egentlig også at være ude i den friske luft, få rørt de kørestive ben og ja, at se på den ubeskrivelige natur der var lige her og nu.
Vi gik 2,5 miles op til Bear-lake, blev godt varme og jeg skuffet da vi ankom til søen. Der var ikke frit vand så jeg kunne få et perfekt spejlbillede med granerne og bjerget – kun sne og en amerikaner med sit videokamera, der startede ud med ordene: ”You have to use your imagination...-” Ja, skyerne hang jo stadig lavt og søen som var dækket at et tykt lag sne! Det grinede vi lidt af før vi begyndte vores gåtur ad vejen tilbage til bilen.
Tilbage i Esters Park by købte jeg en rigtig cowboyhat og efterfølgende var jeg statist under Carolines shopping i en sportsstore. Nu var det også på tide at vende næsen hjemad i et tiltagende snefald. Næsten hjemme tog vi lige et smut omkring Teddy Bison Range for at få en lækker BISON bøf med champignon og et billede til samlingen.
Jeg låste mig ind på værelset 20.00, 10 timer efter afrejse og gud ved hvor mange km.???? Go’ nat og sov godt!!!!!!
2. maj 2005
Vækkeuret ringede kl. 6.00 og jeg var slet ikke klar til at stå op.
Nå men, jeg kom op og gjorde de første anstrengelser i forsøget på at blive vågen med lidt vand i hovedet.
Da jeg trak gardinerne fra var solen på vej op over basen og det tegnede til at blive en rigtig flot dag.
Jeg skulle hente Caroline ved fitness centret kl. 6.55 så vi sammen kunne køre op og få noget morgenmad. Mens jeg stod og smukkeserede mig foran spejlet kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til, at der på den anden side af væggen kom nogen lyde, som om nogen også var i gang med morgenritualet derinde? Måske var C. slet ikke taget af sted til spinning alligevel. Svaret kom lidt senere, da jeg var på vej ud af døren. Ud af døren på den anden side af gangen kom C. og sagde straks at hun var for træt til lave noget her til morgen.
Okay vi kørte op i Dining Hall’en og fik noget at spise. Efterhånden som uret nærmede sig 7.30, tiden hvor vi skulle møde TSgt Trujillo, kom der flere som så ud som om de også var kursister. Kl. 7.40 var der en masse tilstede og vi stod som aftalt i lobbyen – klar til møde vores kontaktperson. Han kom men fortsatte ind i dining hall’en. Caroline fulgte efter og kom snart tilbage med den besked, at kontaktpersonen var blevet ringet ned af alle kursisterne hen over weekenden.
Aftalen var at vi alle skulle mødes kl. 7.30 og derefter følges ad til kursusstedet et sted på basen. Alle de andre kursister havde heller ikke, som os, modtaget nogen som helst information omkring kurset og nogen var endda blevet indkvarteret på værelser uden varmt vand, samt været oppe i løbet af natten grundet i en brandalarm. Så skidt havde det nu ikke været for os, men C. lignede en tikkende bombe og brugte det meste af vejen op til kursusbygningen på at gøre mig det klart hvor uprofessionelt dette var – hvilket jeg var helt enig i - og det skulle vise sig at blive endnu værre.
Vi blev taget i mod af HR. John Harre som uden videre gav os hånden og sagde vi måtte være dem fra Thule. Vi hilste igen og gik ind i en sal hvor der var sat runde borde op foran et lærred. På bordene lå kursusprogrammet, et sort ringbind med Cooperinstituttets logo påtrykt i guld samt en U.S. Air force Fitness testing & training booklet.
Jeg satte mig ned og kiggede rundt på de andre kursister – en broget flok og ganske unge så de ud.
Hr. Harre gik rundt og tog nogen billeder, mens vi så småt begyndte at snakke med side-kvinderne Julie og Michell. Pludselig sænkede Hr. Harre kameraet og begyndte at tale dæmpet ud i rummet. Det viste sig at være en velkomsttale. Jeg undrede mig da han ikke på noget tidspunkt havde givet udtryk for at han ville have ordet, men bare begyndte…- ”go” start??!!!
Han gjorde imidlertid et stort nummer ud af at fortælle os om kursets indhold og hvor meget det krævede af os som deltagere, at dette ikke ville være noget venstrehåndsarbejde, men tvært om en stor udfordring med en afsluttende multipulchoise eksamen på fredag. Tak for kaffe – jeg modtog beskeden med blandede følelser, da jeg ikke bryder mig så meget om engelsksprogede spørgsmål/eksamener.
Caroline Williams, en dame i 50’erne i sporty outfit og med højrød læbestift på læberne introducerede os for hele kursuskonceptet og Cooper instituttets tilblivelse i 70’erne ved en række slides. Meget artikulerende og maskinagtigt envejs præsentation, men informativt.
Nu skulle vi præsenterer os selv og en efter en fik vi mikrofonen i hånden. Det var ikke lige det jeg havde regnet med og pludselig forsvandt alt mit engelsk ned i et sort hul. Jeg huggede ganske enkelt en sætning fra en anden som havde været i ilden før mig. Selvfølgelig byttede jeg navn og profession ud med mit eget men ellers var det ren og skær kopiering. Ja, mere blev det ikke til og så var der pause.
Caroline havde endnu ikke fået afløb og da det viste sig at der ikke blev serveret noget vand eller kaffe i pausen, var hun lige ved at briste af indædt harme, som nok mest var et resultat af den skuffelse over den manglende professionalisme i arrangementet.
Den anden præsentatør var James Patsellis. En rigtig amerikaner, lav af høje med en muskuløs overkrop under den lyseblå skjorte, et gulligt slips med en alt for stram knude og spidse velpudsede sko. Han var en frisk type og strøede om sig med billige joks (i positiv forstand).
Vi var i gang og efterhånden som vi kom længere ind i emnerne viste det sig at ligne meget det jeg bruger tiden på i HAWC på Thule. Meget går igen og for mig personligt er det jo en god oplevelse, men med tiden også lidt triviel. Meget af kommunikationen er envejs og mange af kursisterne siger ikke noget eller også er det ”The american way” som er at gentage højt og tydeligt hvad læreren lige har sagt.
3.maj 2005.
Mors Fødselsdag og tillykke til hende, den gamle kvinde!
Dagen har budt på en formiddag i anatomiens tegn og om eftermiddagen var det Air forcens PT assessments der skulle gennemgås. Ja, det var lige til venstre benet, eftersom jeg har været det hele igennem før på fys-studiet samt at PT-testen jo udgør det meste af mit arbejde på Thule. Det var straks anderledes for andre på kurset og ja, jeg husker også første gang jeg skulle igennem anatomien. Læreren kom ind den første dag og sagde ordret; ”I skal have mig til anatomi. Anatomi er tørt og kedeligt, men I skal lærer det”! Ja, det kan man jo ikke sige så meget til, andet end at slå op på 1. side og begynde at lære de latinske gloser udenad.
Eftermiddagens program var jo som sagt lige til, den eneste forskel var, at vi skulle løbe 1½ mile i stedet for cyklen. Jeg vidste ikke rigtig om knæet ville holde men havde i sinde at give det en chance, skønt det snart er 1½ år siden jeg sidst har løbet noget som helst på tid. Vi tog ned til en bygning hvor der var en indendørs løbebane. Inde i midten var der træningsudstyr og en aerobic-sal. Her parrede vi op to og to og så blev tiden sat i gang. Caroline knoklede på med push-up og helt godt endda. 33 må siges at være helt godt og så var det min tur. 40 stk. må siges at være mindre godt men alligevel 5 mere end september sidste år. C. tordnede også derudad med 40 crunshes, kun to fra at score toppoint, hvilket hun selvfølgelig synes var helt uretfærdigt. Min score var sølle 26 men alligevel 4 mere end sidst og gav mig straks 6 point. Efterfølgende var det så 1½ mile udendørs rundt om paradepladsen. Solen skinnede fra en skyfri himmel og vinden var ganske lun. Jeg kunne godt mærke at der var mere en ære på spil. Jeg ville i hvert fald ikke tabe til nogen af de Air force-drenge og de ville sikkert gøre alt for at slå mig. Som sagt havde jeg ingen forventninger men hvis knæet holdt til det, så var det kun en sejr der ville tælle – altså at komme først i mål!
Nu er det jo sådan at løbe her i Cheyanne, Wyoming ikke er lige let, da det ligger ca. 2 km. over havet. Jeg har nu ikke mærket noget til det endnu, men nogen af de andre fra kurset havde været ude at løbe dagen før og efter sigende skulle det kræve en del og værst for vejrtrækningen.
KLAR-PARAT-START- jeg lagde hårdt ud og kun en lille tæt fyr kunne holde trittet oppe. Knæet gjorde ingen vrøvl og ca. halvvejs var der stadig ilt til kroppen. Den lille gut sakkede bagud og da jeg rundede milen i 6.30 var lungerne på vej op gennem halsen på mig. Det hvæsede fælt hver gang jeg trak vejret og skønt jeg prøvede at puste langsomt ud, hjalp det ingenting - jeg var ved at gå død.
NEJ det skal være løgn og trodsede lungernes væsen og benenes tyngde. Nu var der kun 1/3 mile tilbage og Caroline (Instruktør) stod opmuntrende ved målstregen. Det blev ikke til nogen spurt men jeg var den første over målstregen i tiden 9:59. 2½ minut senere kom Caroline halsende ned af opløbsstrækningen. Jeg kom med nogen opmuntrende råb, hvilket prompte blev omsat til ekstra energi. Hun kom ind i tiden 12:20, men som nr. 2 kvinde, der ikke lige passede hende.
Jeg fik mange skulderklap efterfølgende for min effort og jeg selv var selvfølgelig også godt tilfreds eftersom ikke at have løbet noget løb overhovedet i rigtig lang tid…- men det kunne også mærkes i kroppen og halsen – det nærmest brændte på indersiden af brystbenet!
Hjemme ganske tidligt satte vi os ude foran huset og snakkede med de andre fra kurset. Det var hyggeligt og solen varmede så lækket.
4.maj 2005.
Store exercise dag først teoretisk og dernæst praktisk. Intro til fitness walk’en, der var meget grinagtigt men sjovt. Caroline fik hugget sit kamera.
På ”The outlaw Saloon” med livemusik og hyggesnak. Cowboy dans, og langhårede men ikke særlig lækre cowgirls – det skulle da lige være hende bag baren.
5. maj 2005.
NU kan jeg godt mærke at vi har været i gang i snart 5 dage både mentalt og fysisk. Det var den rene pinsel at komme op her til morgen, da spinningen fra i går og ja, til dels også løbeturen fra tirsdag sad som ømhedssmerte i begge inderlår. Det er nu rart man kan mærke at man er i live og stivbenet vraltede jeg ud på badeværelset.
Dagens program lagde ud med en 4 timers lektion i styrke- og cirkeltræning. Styrketræningsdelen var okay, men jeg var uenig med James om principperne for ROM (range of motion). Efter hans udsagn og argumentation skulle man ikke gå ud i leddenes yderstillinger. Et eksempel var ved leg ekstension, hvor man ikke skulle strække benene helt ud, da man som instruktør skulle være sikker på at kunderne ikke lavede skader på sig selv – og ja, jeg kan godt forstå argumentationen, men hvis man hele tiden arbejder sup ROM, så forkortes musklerne og styrkes ikke i yderstillingerne. Et hovedargument var at musklerne kommer ud over deres kontraktionslængde, altså de arbejder ikke i en yderstiling – Hvad gør så? Den kloge vil side ligamenterne men hvis det ikke er ud over leddets ROM er der vel ikke nogen form for kontraindikation for at gå til yderstilingen? Fagsnak, undskyld!
Efterfølgende var vi så inde hos Caroline i hallen til en inspirationslektion i brug af andre redskaber, hvis muligheden for brug af maskiner ikke eksisterede. Der var fit balls, stepbænke, elastikker samt håndvægte. Jeg tror, mange af de unge på kurset synes det var en inspiration, men for mit vedkommende, så kendte jeg stort set til alle principperne og de kreative variationer der blev forevist, men på den anden side var det lærerigt at høre Carolines instruktion. Ikke at de afvej så meget fra den måde jeg gør det på, men mere at hun hele tiden gjorde opmærksom på saftypositions og hvordan man kommer ned på en måtte uden at belaste kroppen uhensigtsmæssigt. Meget pædagogiske og tidskrævende – det er meget amerikansk tror jeg, da det er det samme der gør sig gældende i teori-timerne. Negativt på den måde at de taler et øre af og positivt, hvis man ikke kender til principperne eller arbejder med netop dette til hverdag. Jeg kom selv med et par idéer og at det er vigtig at kigge på udgangsstillinger og holdning ved alle øvelser med frivægte og elastikker.
I pausen blev C. og jeg vist rundt i HAWC’en af TSgt Trujillo. Et meget moderne og rummeligt center hvor der var flere conference rum, 8 single-rum med cykler, flere kontorer og et relax-rum med rindende vand, afspændingsmusik og en massagestol (selvfølgelig en større og mere avanceret type end den i Thule). Trujillo kunne fortælle at de ville inddrage nogen af rummene med cykler med fysioterapi, hvilket jeg personligt synes var en glimrende idé. HAWC’en ligger i forbindelse med det nye fitnesscenter som er fra nov. 2003 og har total kostet 10,3 mil. Dollars. En pæn sum penge men også et pænt center, men jeg kommer aldrig til at holde af de mahogni-look-a-like kontorborde der allermest minder mig om elefanter i fangenskab – Hvad laver de der?
Efter pausen, var der langt op til en ”Super cirkeltræning”, som er en form for cirkel hvor cardiotræning spiller en stor rolle – holde pulsen oppe i mellem stationerne. Som skrevet var jeg ikke vild oplagt til denne lektion, men efter en 10-15 opvarmende fitness-walk gjorde benene ikke ondt længere og jeg deltog på niveau med de andre.
Det var inspirerende og skønt det til tider var ret hårdt, så gjorde det godt på en mørbanket krop. Vi sluttede af med en gang flexibility exercise hvor instruktøren ville vise en anden måde at strække ud på så man fik mere ud af det.
PNF – også kaldet Perifer neuromuskulær fascilitering, som i sin enkelthed går ud på at spænde op i den muskel som skal spændes ud, efterfulgt af en afslapning og passiv stræk. Hun viste det på en af kursusdeltagerne og igennem mine fys-briller så det lidt voldsomt ud. PNF er ganske harmløst men skal ikke gøres tankeløst og uden at kende til den fysiologiske baggrund – hvilket hun også gjorde opmærksom på, men hvorfor så vise det, specielt over for en så ung skare?
Så var det badetid og hjemme på værelset fik jeg mig også en lille lur inden det var tilbage til skolebænken til kursets sidste lektion – Kostvejledning.
Der er altså noget ved det ord…- K O S T V E J L E D N I N G, der er noget…- sløvende over det…- ja, man får næsten lyst til at lukke sine øjne, når man har læst ordet! Og det var næsten det der var tilfældet for mig. Der var alt for mange tal og formler til at beregne den ene ting ud fra en eller anden værdig og derved kunne man finde ud af den helt tredje ting…osv. Personligt synes jeg det var alt for detaljeret, men på den anden side, så var der også nogen ting jeg blev klogere på og på et hvilket som helst andet tidspunkt end denne eftermiddag, ville jeg nok få noget mere ud af det.
James sluttede dagens program med en brand tale om motivation, om at vi ikke skulle gå ud i verden i morgen og tro at vi kan rede alle på vores vej. Det var her det gik op for mig at han var uddannet præst og har en menighed tilbage i Texas. Han var langt omkring inden hans pointe blev råbt ud blandt os - NEVER GIVE UP!
Da Caroline og jeg satte os ud i bilen lidt over klokken 6, var det med tunge bevægelser og dybe suk – dagens tort var endnu ikke gjort, da det for mit vedkommende stod på tøjvask, pakning og ikke mindst forberedelse til eksamen i morgen tidlig! Caroline havde et andet og noget sjovere fortagende at gøre – shopping, men ikke med den helt fede baggrund. I går havde hun efterladt sit kamera i klasseværelset mens vi var til frokost og ved tilbagekomsten var det væk. Hun har været ved SF’erne som typisk skulle have serienummer og et eller andet bevis for at hun ikke sad og løj for dem, før de VILLE gøre noget ved sagen. Jeg ved ikke hvad de laver, men det tjener ikke det formål at hjælpe dem der har brug for hjælp!!! Jeg bliver så arrig, fordi jeg ikke kan gøre noget ved den arrogance og mistillid de udviser.
Caroline satte mig af og kørte mod byen.
Nu er kl. 5 minutter over midnat og jeg har noget mine mål og så er det vist også tid til at sige godnat!
6. maj 2005.
Store eksamens dag!
Jeg var ikke så påvirket som jeg troede og da C. og jeg kom til klasseværelset sad stort set alle på deres pladser med bøgerne opslået. Jeg havde ikke lyst til at sidde og finde ud af hvis der var noget jeg ikke forstod så tæt på selve prøven, så jeg gik udenfor i det gode vejr.
Den praktiske del af prøven var gennemgang af måling af livmålet og bodyfat sammen to og to. James gik rundt imellem os og stillende spørgsmål. Det var ganske uformelt!
Så var det tid til 100 spørgsmål som kom på et separat stykke papir mens selve afkrydsningen skulle gøres på en bestemt scanningsvenligt seddel. Ja, hvorfor ikke men det skulle vise sig, for mit vedkommende, ikke at falde så heldigt ud.
Spørgsmålene var okay og det gik fint. Jeg brugte tiden fornuftig og sprang over de spørgsmål der umiddelbart ikke kunne svares på. Da jeg svarede på det sidste var der stadig god tid til at tjekke dem igennem og tage dem op som krævede lidt mere tankevirksomhed – og her gik det galt! For at gøre en alt for lang historie kort, så er der på denne særlige scanningsvenlige seddel to talrækker helt ude til venstre. Den længst til venstre er tal på linierne som scanneren skal bruge OG IKKE de tal som svarer til spørgsmålene på det separate papir. Efter at have visket en række allerede besvarede spørgsmål ud gik det op for mig at jeg havde kigget forkert på de to talrækker. Med 30 minutter igen, fik jeg pludselig travlt. Henvendte mig til instruktøren og fik en ny scanner ”venlig” seddel. 20 minutter igen og jeg havde 30 spørgsmål igen som skulle krydses rigtigt af. 7 minutter i lukketid lagde jeg blyanten, halvt i arrigskab og skuffelse over at have lavet sådan en bommert.
Ja, jeg var træt af det og kan kun håbe på at de krydser blev sat rigtigt, da det ellers hedder ”om igen” – og det har jeg ærlig talt ikke særlig meget lyst til.
30 minutter senere sad jeg bag rattet i Grand Am’en med Caroline som co-driver. Hun havde under sin shopping i går købt cd’en Road HITS som dunkede ud af højtalerne, mens de gule fartstriber på Interstate 25 North en efter en blev indhentet.
7. maj 2005
Thermopolis til Gardiner via Cody og Yellowstone.
Super 8’s morgenmad kan man ikke kalde Super god og det blev da også kun lige til en skålfuld kanelhavregryn med noget ”crisp” på og et par kopper kaffe. Så var det pakketid og 9.45 rullede jeg bilen ud på Thermopolis’ hovedgade. C. skulle i ”thermo-pool” og i mangel på badebukser tog jeg til Wyoming’s Dino-udstilling. Lille men okay og jeg studerende længe de geologiske tidsaldre samt de flotte skeletter der var stillet op af diverse reptiler bl.a. en T-rex, som et par børn tog billeder af med faderens kamera. Efter selve udstillingen var der selvfølgelig en souvenirbutik med diverse skulpturer lavet ud af sten og krystaller. Jeg faldt f.eks. over en gulbrun krystal der var formet som en Bison. 215 doller var prisen og den blev hurtigt sat tilbage på sin plads blandt de andre stendyr(e) på hylden.
Kl. 11.00 hentede jeg C. som havde haft en fantastisk oplevelse i det rådne æg-stinkende vand. Nu var det tid til at nedlægge flere mil og varme kilder samt en ellers lovende blå himmel blev hurtigt afløst af kolde regnbyger. Det satte jo ikke ligefrem humøret i top, med det for øje at vi på et tidspunkt ramte Yellowstone National Park.
Først var det nu den lille hyggelige og rigtige WESTERN by Cody. Her var der WILD WEST days og lige noget for os. Regnen silede ned så jeg påførte mig mine vandrestøvler og nyindkøbte cowboyhat. Den virkede fortrinligt og da vi kom til torvet faldt jeg godt i med lokalbefolkningen. Der var veldressede og rigtige cowboy’der og girls overalt og som alle havde øjnene rettet mod en lille opstillet arena fyldt med sand. Arenaen var tilegnet en hest med rytter. Hesten var til salg og midt for hele skuet sad en mand, auktionarius af den gamle slags. Nogen hjælper udenfor arenaen tog mod bud fra skaren, stak et par finger i luften på skift og ”den gamle” råbte antal dollars ud. Ind imellem budene mumlede han på denne traditionelle måde, som er meget svær for mig at gengive i ord, men jeg tror I alle ved hvad jeg mener! Pludselig var hesten solgt og en ny kom ind i arenaen. Flotte heste og endda ikke så dyre igen – 20-30.000 dkr pr. styk.
C. blev revet med af cowboy-stemningen og købte en knaldrød cowgirlhat i den nærmeste butik. Whau…- og jeg var ikke den eneste der tænkte det, der vi gik ned af den regnvåde hovedgade. Cody er byen hvor Buffalo Bill havde hjemme og der er et helt museum med ham og historien om nybyggerne på prærien. Vi betalte nu ikke for den historie men nøjes med at gå ind på en saloon, våde og forkomne, som var bygget af den samme mand. Her var der stemning og fest, vild mange forskellige mennesker og udgaver af cowboys, helt fra den traditionelle i vest, ankel lang lædercoat samt hat, til den moderne med cap og gummisko.
Vi fik varmen og specielt C. fik gang i blodomløbet igen, så hun i den nærmeste butik købte et sengetæppe af peruviansk lama til 270,- Dollars. Den er altså meget flot, med en brun bjørn portrætteret på hvid baggrund og endnu mere blød.
8. maj 2005.
Mors dag og jeg har sendt mor en buket blomster via InterFlora.
Sol i dalen med regn på toppen.
Gardiner til Mammoth Hot springs og derfra til Old faithfuld Geiser. Koldt og klamt, men tåleligt!
Tilbage til West entrens og Montana derfra igennem Idaho og tilbage til Wyoming nærmere bestemt Jackson Hole.
9. maj 2005.
7 timers bilkørsel fra Jackson Hole til Cheyenne – ja, det vidste vi allerede i går og jeg skulle nok tage de første MANGE kilometer.
Jeg vågnede før vækkeuret omkring kl. 7.00. At stå op virkede som en by i Rusland og Caroline inspirerede mig med hendes tunge vejrtrækning til at blive liggende bare lige lidt længere.
BIIIIIIP…..BIIIIIIIIP…- så var kl. 7.40 og jeg stod op, tændte op i gaspejsen og satte kaffe over mens Caroline lagde sig om på den anden side. Duften af kaffe fik C. til at vågne lidt op og hæst udtale et ”Godmorgen. I løbet af 45 minutter var vi klar til den store køretur – ja, hvis jeg havde spurgt mine skuldre havde de skreget NEEEEJJJ!
En dejlig kølig morgen og vejen var stadig våd efter nattens regn. Vi sagde ikke meget til hinanden den første time – der var nu heller ikke så meget at snakke om og C. skrev dagbog på computeren.
Jeg selv nød den næsten tomme landvej og naturens fremtoninger med træbeklædte klippeskråninger, brusende floder og en let skyet himmel.
In the middle of nowhere, som ud af ingenting var der en lille tankstation hvor de tilfældigt også havde lidt morgenmad. DAM good ham sandwich! Ja, det var morgenmad vi skulle have og så videre, men da vi satte os i bilen havde vi fået to nye passagerer – Ellis og Bjørno. To træskulptuerer ca. 30 cm. Høje med et lille ”Welcome” skilt på maven. C. kunne bare ikke lade dem stå der helt alene i butikken. Hun var dog så venlig at spørge om hun kunne låne lidt kuffertrum hos mig – ja, hun købte nemlig begge to.
4 timer senere byttede C. og jeg plads, hvilket mine skuldre synes rigtig godt om. Caroline kørte de sidste 3 timer i et stræk, til tider lidt stærk, men vi kom sikkert i hus på F.E Warren AFB
Der er nu ikke meget at fortælle om denne dag. Vi kom fra A til B, 600 km. på 7 timer – det skulle bare overstås. Som dagens sidste ord, så glæder jeg mig til at komme tilbage til Thule, tilbage til dagligdagen med dining mad og min egen seng.
10. maj 2005.
Nu er vi virkelig på vej og den første flyvetur var en hoppende oplevelse. Lige nu sidder vi i Smoking Lounge, får en øl og skriver lidt dagbog. Mens vi sad der og snakkede henvende en ældre dame sig til mig og spurgte om vi var fra Danmark. Hendes bedsteforældre var fra DK og har venner i Aulum ved Herning. Det viste sig også at hun selv var på vej hjem til Jackson Hole, Wyoming, hvor vi jo lige havde været. Det blev til en rigtig hyggelig snak om DK, Yellowstone NP. og dansk indvandre politik.
Nu vil jeg gå på indkøbstur – eller på jagt efter et polarid filter til min nye lince.
11. maj 2005.
Washington DC tur/retur
Så er vi tilbage på østkysten, nærmere bestemt Fairfield Inn, Baltimore. Vi ankom i går aftes omkring kl. 22.00 og blev tjekkede ind på hver vores etage. Her til morgen har Caroline været i fitness centret til en løbetur på løbebåndet, mens jeg valgte at sove lidt længere, da jeg i går sad og opdaterede hjemmesiden til kl. 2.30. Der er gratis Internet på hotellet, hvilket er kanont.
Under morgenmaden kunne C. fortælle om at vores fly der planmæssigt skulle flyve i nat ikke flyver alligevel grundet i tekniske problemer. Under alle omstændigheder så skulle vi tjekke ud fra værelserne og tage i lufthavnen her til aften med alt bagagen, for så at få beskeden om det næste døgns opholdssted. En smule molboagtigt, men det vender jeg tilbage til senere.
Solen skinnede fra en skyfrihimmel og havde inspireret C. til at tage en blomstret sommerkjole på, mens jeg måtte forblive i mine alt for varme cowboybukser i forhold til vejret. Vi tog toget ind til Union Station. Udenfor stationen var der imidlertid stort opbud af politi, ambulancer og brandbiler samt en helikopter der lige skulle til at lande. Vi spurgte nogen om årsagen til dette var, og svaret var, at der lige for inden havde været et fly der fløj ind over det Hvide hus. Siden 9/11 er der skærpede regler for overflyvning af ”restricted airspace”, men en sikkert forvirret pilot var alligevel kommet til at flyve derind – derfor dette virvar af mennesker og politi m.m. C. blev tiltrukket af det som en magnet og skulle helst så tæt på som muligt, men hendes første tanke var, at der måtte være en kendt i nærheden. Ja, med det hvide hus lige om hjørnet kunne man der godt sige at der var kendte i nærheden, men hun måtte skuffes. Vi fik storby spændingen fra første færd og satte os i en taxi mod Vietnam Memorial.
Hold op hvor er der mange navne på de vægge – jeg fik også en lille klump i halsen, da eg kom forbi en enlig buket blomster med et amerikansk i, stående op af væggen. Ja, vi går jo ikke i krig på samme måde som amerikanerne gør det, men jeg synes det er helt okay at have sådan et monument, hvor familiemedlemmer kan komme og mindes de faldne. Det var så det og så gik turen videre til Lincoln memorial. Der var fyldt med mennesker og et par brugte alle de mange trapper som en slags interval træning – senere lå de nede på græsset og lavede maverulninger. Nå, Lincoln sad og tronede inde i den kæmpe bygning, som jeg husker fra film som ”Pelikan Notatet” og ”Eneymy of the State” ellers siger stedet mig ikke noget! Det skulle da lige være Lincolns ord: ”...- hvordan kan vi forvente at de sorte laver et godt stykke arbejde for os hvis vi ikke behandler dem ordentlig?” – ja, det kan der jo være noget om!
Vi tog hele gåturen fra Lincoln Memorial til II World War Memorial, forbi det Hvide hus og Obelisken til Capitol Hill. 4 miles skulle det vist være, ikke noget særligt men eftersom at vejret var varmt og jeg havde de lange bukser på, svedte jeg som havde jeg løbet hele turen. Lige inden Capitol Hill fandt vi en lille hyggelig park med en restaurant, hvor vi fik noget at spise og efterfølgende fodbad i et springvand. Det var rigtig lækkert og svalende. Hvis vi ikke havde et program var vi nok blevet hængende, for det var bare så dejligt at ligge der på kanten af bassinet med det ene ben i vandet og solen i fjæset.
Hvor tiden dog går hurtigt når man sådan vandre rundt og hele tiden får bombarderet sine sanser med nye indtryk. Snart var vi over jorden så under i undergrundsbanen og snart i et KÆMPE shopping Center i 4 etager. Her kiggede vi på tøj…- og købte tøj. Jeg købte et polarid filter til min nye lince og C. købte brunende skinlotion med glitter i. Da hun havde smut det på sine ben lignede hun en af disse egyptiske kvinder fra ”The Mummie” – guldglinsende og lækker brun.
Jeg synes efterhånden det havde været en lang dag og øjnene begyndte at klø. Med det for øje at vi skulle tilbage til hotellet for at hente bagagen og derefter ud i lufthavnen, for at få et andet hotel tildelt virkede fuldstændigt åndssvagt og langt væk. Men det skulle nu gøres og det gik der også godt lige indtil C. skulle have en bagagevogn til vores bagage. Normalt koster det 3 Dollars men denne maskine åd en hel 10 dollar seddel, endda uden at give vognen fra sig. På en måde var jeg glad for at det var C. det gik ud over, for jeg er ikke sikker på at jeg havde den nødvendige tålmodighed og ikke mindt hurtige handling som C. Efter at have sparket og hevet i vognen der ikke ville hoppe af sin skinne, gik hun med bestemte skridt ind i udrejsehallen iført en lille top og knaldrød cowboyhat, som for øvrigt var fyldt med soldater. Jeg så hende forsvinde i mængden og sukkede ved tanken; ”- ikke nu, vel!”
7 minutter senere kom hun tilbage med en mand der hjalp hende med at få sine 10 dollar igen. Inden hun puttede flere penge i den maskine var jeg så venlig at udpege nogle ledige vogne i hallen indenfor, som vi helt gratis kunne tage, hvilket vi så gjorde og stillede os bagerst i den 100 mands lange kø af soldater, der også skulle tjekke ind. Ved henvendelse til en af dem fandt jeg ud af, at de alle skulle videre med fly kl. 01.00 til Frankfurt og derfra videre ud i verden hvor der nu var en krig. Nu ved jeg jo der ikke kan være så mange der skal til Thule, men når der ikke fremgår andet på vores udleverede TDY-papirer end, at møde frem mellem kl. 20.30 – 22.00 ved AMC-skranken på 1. salen, var der vel ikke andet end at vente til det blev vores tur.
Det gjorde C. ikke og selvom hun 10 minutter forinden havde haft en ”attitude” over for en mændene ved skranken, gik hun alligevel tilbage for at finde ud af hvor vi evt. kunne tjekke ind, da vi jo alligevel ikke skulle flyve i aften, men rent formelt bare skulle have vide hvilket hotel vi skulle overnatte på.
Heldigvis for os kunne vi spring den lange kø over og få vores seddel på det næste hotel. Amerisuite blev det og 32 dollars i diæt oveni. Igen slæbte vi bagagen fra lufthavnen ud i en taxi og herfra igen op på en bagagevogn på hotellet. Nu gad vi snart ikke mere og syntes begge at have fået nok for en dag, ventede vi på at en af de to døre i elevatoren skulle åbne – det var selvfølgelig den modsatte som vi havde stillet vognen ud for. Det grinede vi lidt af og vaklede så ud på 5. salen i hver sin retning – jeg til venstre og C. til højre.
Vi fik også spist noget før det var på hovedet i seng.
12. maj 2005.
Sov til kl. 10.00 og blev liggende i sengen indtil C. bankede på min dør. Hun skulle ned og løbe – og ja, jeg måtte nok også hellere se at komme op, men løbe blev det ikke til, men i stedet et par kopper kaffe foran computeren.
Kl. 13.30 gik jeg i bad. Jeg mødes med C. for at tage toget fra BWI Airport til downtown Baltimore. Der var egentlig en masse ting at se på, men i det at vi var kommet så sent af sted var der kun få øjeblikke til seværdighederne lukkede. Dog på nær én – det gamle slave og slagskib ”Constallation”. Vi tog en audio-tour rundt på det gamle skib fra 1862, som var meget interessant og til tider spændende i den forstand at der på de forskellige dæk var ret lavt til loftet. Personligt synes jeg bedst om kaptajnens kabys med masser af lys og et bad/toilet helt ude på siden af skibet. Jeg kan forstille mig hvilken nydelse det har været at sidde der med udsigt ud over de syv have. Og dog…- da badekaret måske kun er 40-50 cm. bredt i den ene ende og kun knap en meter lang – i hvert fald for en på min størrelse.
16. maj 2005.
Puha...- sikke en weekend...- IGEN! Jeg var både i byen fredag og lørdag aften og lørdag gik det da helt galt - altså jeg kom der selv hjem i seng, men hele barakken "sejlede" så jeg måtte støtte med begge hænder mod væggene inden jeg nåede frem til dør Nr. 8. I går lå jeg så brak hele dagen. Det er altså en kedelig måde at holde søndag på og specielt nu hvor solen er oppe hele døgnet og foråret for alvor tager sin del af alt den sne der ligger rundt på basen. "Thule-helvede" er lige rundt om hjørnet og er, når det øverste lag jord bliver til mudder - ummmmh dejligt!
For resten så indviede vi vores terrasse lørdag aften efter den er blevet ryddet for sne - og vi har fået basens cooleste bar.
Det er vist nok meningen at grillen skal tages i brug på lørdag - ja, så er der endnu en fest! Nå, det må jeg tage op på lørdag for efter en god gang træning her til aften er det ved at være min sengetid - slut for nu og pas godt på dig selv selv!
Margit, Kate, Thorbjørn og Mads er godt i gang med skåleriet!
22. maj 2005
Frk. Tø er gået i gang med at bage på Snemand Frost!
Snedriverne er forvandlet til små klukkende bække og #365's baggård er byttet ud med en smeltevandssø.
Her er mudder overalt, hvilket er en lille hage ved forårets kommen, men ellers er det fedt at kunne gå udendørs uden at skulle have hele Thule-uniformen på!
I dag snakkede jeg med familien i Silkeborg, som var dejligt...- bare at høre deres stemmer i den anden ende SKYPE-telefonen gjorde mig glad.
Som en kontrast til vores vejr i dag, som er skiftevis sol og snestorm, så er vejret hjemme i DK varmt med 21 grader og høj sol. Arne havde fået båden i vandet og var lige "kommet til" at købe en ny bådtrailer. Sofie var gået i gang med et 1500 stk. puslespil af ren og skær kedsomhed, skønt hun vidste at der manglede en prik. Uanset hvor kedsommelig og hverdagsagtig deres opfattelse er af hverdagen derhjemme, så er det skønt for mig at lytte til og vide at alt er som det plejer.
Hverdagen på Thule går til tider hen og bliver et spørgsmål om at finde overskud til at foretage sig noget andet end arbejde, spise og sove. Det er blevet mindre svært efter at solen er kommet op over horisonten og nu er oppe i døgnets 24 timer. Specielt men har endnu ikke noget problem med at falde i søvn...- og så kommer det nok ikke.
Noget helt andet så savner jeg Danmark og foråret, som snart er ved blive til sommer. Der er lige kommet nogen tilbage fra ferie som kan berette om duftende blomster og det specielle lys der er i skoven, når bladene lige sprunget ud. Åhhh - gid jeg kunne tage en gåtur lige nu under løvdækket, se på alle anemonerne og snuse ind alle duftene.
Det var dagens ord. Jeg har lige oploadet billeder fra mit kursus-ophold i USA i Fotoalbummet - kig forbi, klik HER!
