Thule Air Base
2. marts 2005, kl. 15.09
Ja, man skal opleve meget og være der selv, før man rigtig kan sige hvordan det er...- "Prøv det!!!"
I dag startede dagen ud som en ganske almindelig dag på Thule. Som de sidste par dage, væltede sneen ud af himlen - men på en hyggelig og stille måde. Jeg trådte i støvlerne og gik mod Dinning hall for at indtage dagens første måltid. Skønt jeg ikke helt har fået indstillet det indre ur til Thule-tid (har ikke fået så meget søvn), gik jeg alligevel i et friskt trav og følte mig godt tilpas.
Efter morgenmaden gik jeg den sædvanlige vej til Fitnesscentret. Dagens opgaver var en patient klokken 7.00 og en fit-test klokken 8.00. Derefter stod resten af dagen på Temadag med Lisa, arbejdslederen, hvor dagsordenen var tilbagemelding på det sidste ½ års samarbejde og arbejdsopgaver samt et oplæg til det næste ½ års ønsker og opgaver.
Kl. 12.00, en del klogere og veltilpas, kørte vi til frokost i Dinning Hall. Sneen væltede stadig på den hyggelige måde ned om ørene af os, og fyldte hurtig parkahætten med fnug, skønt der kun er få meter mellem bil og døren. Vi var ikke mere end lige kommet ind af døren før der blev kaldt en storm-CHARLIE på BMEWS. Det sker så tit, da den store radar både ligger højt og tættere på isen end basen. Jeg fyldte noget mad på bakken og satte mig ned hos vennerne for at indtage dagens 2. måltid.
Mens vi sad der og små pludrede kom det mig for øre at dagens flyvning var blevet aflyst pga. dårligt vejr nede af kysten. Synd for Charlotte og de andre, der nemlig i dag skulle have været ud på ferie - det sidste man vil forhindres i her på Thule er IKKE at kunne komme på sin planlagte ferie. MEN vejret er vi HELDIGVIS ikke herre over og så må de vente til vejret bliver bedre!!!
Ikke mere end 10 minutter inde i middagsmaden blev DET3 meldt i en storm-BRAVO. DET3 ligger også et sted lige midt imellem isen og basen og når de går op i storm-niveau, så er det næsten altid sikkert at vi også går op her på basen. Vi tog det nu forholdsvis roligt og jeg rejste mig for at tage gåturen tilbage til fitnesscentret. Nu lå snefnuggene ca. 45 grader i luften og vinden var taget til. Op med hætten og af sted. På vejen tænkte jeg, at med alt denne nysne der var faldet de seneste par dage, skulle der ikke meget mere vind til før vi her på basen ville gå op i storm-BRAVO eller endda en CHARLIE. På det tidspunkt var klokken 12.50.
Lidt snemandsagtigt og kulderystende kom jeg ind til Caroline i receptionen. "Hvor galt er det udenfor" spurgte hun og jeg svarede "Det sneer og blæser en lille smule!" Vi kiggede begge på skærmen som fortalte at base "kun" var i en storm-ALFA.
10 minutter senere kom Stig ind i receptionen, som en omvandrende snemand og yderligere 10 minutter efter ham kom Lisa. Hun havde taget bilen fra Dinning hall og undervejs var hun i tvivl om hvor hun befandt sig på vejen tilbage, da det nu sneede og blæste så meget, at sigtbarheden var helt nede på få meter.
Det var lidt ubegribeligt, at storm-conditionen stadig kun var ALFA på basen, da det almindeligvis bliver en storm BRAVO ved så lav sigtbarhed. Klokken var nu 13.25.
Vi nåede knapt at tage den næste vejtrækning for det lød i højtalerne, at base var gået direkte fra en storm-ALFA til en CHARLIE. I en storm CHARLIG skal alle hjem fra arbejde til deres barakken, så vi fik pakket hurtigt sammen samt fik ringet efter en taxi. Lisa ville forsøge at køre hjem i bilen, men kom hurtigt tilbage, da det var umuligt at se noget derude med alt det sne.
Klokken 13.40 lød det over højtalerne, at flere var blevet overrasket af stormen i deres biler på vej hjem til barakkerne. Det stod pludselig klart for os, at vi ikke ville blive hentet af noget taxi i denne om gang - og klokken 13.45, gik vores bange anelser i opfyldelse, da basen blev meldt op i en storm-DELTA. Det vil sige at alle skal blive hvor de er og afvente!
I skrivende stund er klokken 16.00.
Vi er stadig i en storm-DELTA og vi har ikke nogen anelse om hvornår vi kan ud herfra...- vi kan risikerer, at vi skal blive her i nat og hvis stormen har tænkt sig at fortsætte over flere døgn - så må vi indstille os på, Lisa, Caroline, Stig, Roger og jeg, at blive her i fitnesscentret lige så lang tid!!!
Slut for nu!!!
7. marts 2005
Joh, vi kom da ud efter 6 timer i Fitness og Sportcentret. Vejene var ikke blevet ryddet på det tidspunkt og vi måtte hentes i Trek-masteren, et lille bæltekøretøj, der sendes ud når almindeligt køretøj ikke kan komme frem. Klokken 19.10 var det vores tur til at blive lukket ud af det ufrivillige ophold. Hjemme i barakken gik Caroline og jeg ombord i storm-gufferne - pizza, chokolade, chips og meget mere. Inden længe lå vi på hver vores 3-personers sofa, stop-mætte og trætte efter endnu en dag med nye oplevelser på Thule. Der gik ikke længe før Caroline faldt i søvn mens jeg kæmpe en kamp på den ene side med indersiden af øjenlågene og på den anden, "American Idols" i TV. Klokken 20.00 blev stormen meldt ned i en BRAVO og nogen skulle igen tilbage på arbejde, mens jeg hoppede under dynen - der var jo også en dag dagen efter.
Jo, der er gang i stormene her i Thule og hele to indenfor 5 dage, da vi sidste lørdagen også blev sendt hjem fra "First-light-festivalen". Ja, jeg var blevet godt beruset og måtte sætte et ben ud på gulvet, da værelset ellers opførte sig som "Dragen" i Tivoli. Uha, det kunne også mærkes næste morgen...- jeg er blevet så ringe til at drikke rødvin...- nogen siger det er fordi jeg er ved at blive gammel...- AAAHH, ka' d' nu å pas'???
Nå, der var ingen storm her i weekenden og i lørdags fik jeg nyt hjem for anden gang på et halvt år, da jeg, og de andre i barak 133, er blevet bedt om at flytte ud, da 133 skal bruges til indlogering af amerikanere. SURT show, for vi var ret tilfredse med at bo centralt på basen, med lige langt til alle aktiviteterne. Nu er jeg og de andre flyttet ud på Fedet i barak 356.
En spurgte mig forleden om jeg kunne sove for de muh'ende køer om morgen? Jo tak, det er der ikke noget problem med - altså at sove for diverse lyde (alt andet end køer), men placeringen er da ikke den mest optimale. #356 har fået en shine-up, dvs. blevet malet og fået nye gulvtæpper, men køkkenet er vel lige så gammelt som barakken selv. Jeg er nu kommet godt på plads og synes egentlig her er ret hyggeligt - her er mere sjæl til forskel fra #133, men bedst af alt mere liv. Caroline og jeg var jo de sidste tilbage i #133 og da Caroline aldrig var hjemme, var det efterhånden blevet lidt ensomt deroppe.
Nu er jeg også vel at være godt i gang med arbejdet igen. Det har været en blød start, hvilket jeg ikke skal klage over, men det er nu også rart at have noget i hænderne og der er masser af tage fat på...- SKØNT!
I dag var det kun chefen og jeg der var på arbejde, da de tre fitnisser som er på basen i øjeblikket, alle ligger syge. 7-9-13...- håber det går mig ramt forbi, da det at ligge sig syg ikke er noget man gerne gør her på Thule. Det er ganske enkelt for kedeligt!!!
I morgen starter volleyball op igen, hvilket jeg glæder mig meget til og igen på onsdag er det rygholdet, mit favorit-hold, der står klar.
Det er skønt at være tilbage på langt de fleste områder, men jeg har dog også oplevet bagsiden af medaljen...
"Ja, det var vel bare et spørgsmål om tid før, at medaljen blev vendt og bagsiden kom frem i lyset.
Thule er meget mere end et stykke grønlandsk natur, med storslåede udsigter, et berigende og udfordrende job, et internationalt landsbysamfund 4000 km. nordvest for Danmark og ca. 1500 km. sydvest for Nordpolen.
Thule er et sted hvor mennesker får en enestående chance for at kombinere arbejde med en naturoplevelse ud over det sædvanlige, mulighed for at udvikle sig på en række områder i en positiv retning - men her er det så der opstår et paradoks, det er her Thule-faktoren kommer ind i billedet.
Thules er også et sted hvor menneskets værste sider kommer frem i lyset. Sladder og rygter - støj vil jeg kalde det, bliver opfanget og bliver til sønderrivende usandheder udenfor sammenhæng, der som steppebrande breder sig, fra mund til mund, gennem basen. Ja, vi er kun simple mennesker, men det der skiller os fra dyrene er, at vi har evnen til at tænke. Vi er mennesker, simple, med to ører og en mund, ja ligesom dyr, men vi har også en højteknologisk hjerne. Men simple mennesker lytter ikke nødvendigvis dobbelt så meget som de taler...- ikke her på Thule i hvert fald. Det er mit indtryk at den højteknologiske hjerne der sidder mellem ørerne, ikke bruges optimalt når det kommer til næstekærlig - respekt for hinandens forskelligheder.
"Jeg lærer bedst på den hårde måde" sagde jeg engang. Det siger jeg ikke mere!
Thules bagside kan jeg ikke anbefale nogen, men man er nød til at mærke den før man forstår den - her er der ingen der er fredet.
Jeg troede, at jeg kunne spotte en ulv i fåreklæder. Men nej. Jeg lukkende den ind i et sårbart øjeblik og HAPS, nu ligger jeg trangt og mørkt i ulvens fordøjelsessystem og venter på den sande ende - og det kan godt tage en rum tid!!!
En ulv er et rovdyr, der i ly af mørket opsøger sit bytte. Den er beregnende og ganske forsigtig i sin fremgang. Instinktet er drivkraften under jagten og det første bid, smagen af blod, fuldender det dyriske behov for nærig.
Dyr er dyr med instinkter for overlevelse.
For simple mennesker med små øre og for stor mund, er talen livseleksiren. Det er deres instinkt, deres behov for næring og overlevelse - her spiller den højteknologiske hjerne ingen rolle.
Det er sgu' ikke rart at befinde sig i vommen på en ulv i fåreklæder, og samtidig lige er blevet klar over at dens sidste måltid var ens bedste ven"
Bagsider er der nok af, men er det nødvendigt at dyrke dem?
God nat og sov godt!
13. marts 2005.
Så skete der endelig noget ganske overraskende som hverken havde med arbejdet at gøre eller tilknyttet TOW-klubben lørdag aften.
Sikkerhedschefen, som også er en god veninde og jeg havde bestemt os for at tage off-base i hendes bil, til Dundas Village. Turen derover gik over Nordbjerget, som var ryddet godt for sne. Nedad på den anden side, ned mod Dundas, var der en del mere sne. Ned i anden gear og med begge hænder på rattet var det nu ikke nogen sag for hverken chauffør eller den cremefarvede Nissan Terrano. Vi kender jo hinanden for tidligere, bilen og jeg, nemlig off-road-turen juleaftensdag op til Cabin 3. Joh, vi kørte derudad, på denne overskyede dag, mod Dundas til en vandretur i den friske luft…- ”ja, bare det at komme lidt væk fra alle rørene er fedt” som Margit beskrev det! Rørene, som Margit mener, er dem der går hen over vejene og er bagved alle barakkerne - og jeg måtte give hende ret, de er jo ikke så kønne igen.
Resten af vejen ned mod selve Dundas var der kun små driver på vejen og vi kom sikkert frem til tangen, hvor jeg parkerede bilen lige ovenfor inuitternes gravplads. En gang hørte hele Dundas området med til basen og de "rigtige" thuleboer blev fordrevet (I kender nok historien!). Nu er stedet igen blevet givet tilbage til det grønlandske hjemmestyre og thuleboerne kan frit komme og se til deres forfædres grave.
Der var ikke en vind der rørte sig og sneen knirkede dejligt under vores støvler. Jeg har jo ikke været på Dundas siden d. 11. september, hvor jeg besteg Dundas Bjerget, og i dag var det et helt andet landskab der ramte mine nethinder. Hvidt i hvidt og der hvor vandkanten var dengang, var nu isskruninger. Isen har dækket fjorden og indfanget turkisblå isfjelde og der hvor der var stejle klippeskrænter lå der nu is. Enorme kræfter har skubbet isen sammen og efterladt lange sprækker i sneen. Isen er endnu ikke blevet officielt givet fri, så derfor blev vi på fast grund, hvor vi til tider gik i sne til knæene. "Det er god træning, det her...pust" sagde jeg til Margit og hun gengældte med løsningen: "Vi skulle have nogen af disse snesko! Ja, jeg ved, at de nede i fitnesscentret har lagt kasserede raquet og badminton-ketsjer til side til netop dette formål...- men der ligger de jo godt!!!" svarende jeg igen. Vi travede videre i sneen, der også nogle steder var så hård, at vi kunne gå oven på den. Befriende og knap så energikrævende!
En times tid gik vi vel inden vi igen var tilbage ved bilen. Margit ville gerne byde på en kop varm kaffe og så var det jeg kom på den FABELAGTIGE idé, at køre op i fjeldet så vi kunne nyde kaffe med udsigt til de tre bræer inde i fjorden. Det var hun med på, og så var vi på farten gik.
Halvvejs mellem Dundas Village og opkørslen til Nordbjerget går en vej op til venstre, som skulle føre os op til det "Hemmelige" sted med den fantastiske udsigt.
Terrano spandt og snakken gik lystigt.
Lige efter den første bakkekam trådte jeg hårdt på bremsen og bragte bilen til standsning. Foran os lå en noget stor snedrive. Margit sprang ud af bilen for at besigtige driven. "Kom du bare" vinkede hun. Okay, så er det nu...- huuuuiiii og jeg var igennem. Margit hoppede ind igen og så var det videre, lidt ned af bakke og straks op igen af den næste.
Inden jeg kunne nå at reagere på den næste nedkørsels snedrive var den der bare. Jeg tænkte i et splitsekund at stoppe...- men for sent! I stedet fik Terranoen gas i håbet om, at vi ville glide igennem driven som før. 2/3 del igennem driven stod bilen helt stille og denne gang var det ikke fordi jeg havde foden på bremsen, men fordi bilen sad fast i sneen.
Der sad vi jo godt. Men optimister som vi var, fandt vi hvad der var i bagagerummet der kunne bruges som graveredskaber. To par bremse-klodser (af træ og lægges på hver side af et hjul så bilen ikke kører nogen steder under parkering) og en grøn sikkerhedshjelm! Vi gravede og grusende, prøvede at køre fri, gravede og grusede igen. Lige lidt hjalp det og til sidst havde hjulene gravet sig så langt ned at bunden på bilen stødte på sneen. ØV BØV...!!!
Om så vi ville eller ej...- men nødvendigt, måtte Margit kalde op til Hilltop (kommunikationscentralen on-base) for hjælp. Jeg prøvede på bedste vis at forklare hvor i den hvide verden vi var og svaret var, at der blev sendt hjælp snarest mulig.
Lidt rødøret, det var jo koldt...- men nok mest på grund af denne suppedas jeg havde sat os i, kiggede jeg på Margit. "Min datter siger ofte, at der sker altid noget når man ude at køre med dig, mor" sagde hun og slog ud i en afsmittende latter. Det løsnede lidt op får min lette anspændthed og en god varm kop kaffe fik også den værste stivhed ud af fingrene - nu måtte vi jo bare vente på vores redningsmand!
Han kom, "Runneren", men med en lidt for lille bil efter min mening. Han stoppede oppe på bakkekammen og jeg gik ham i møde. "Hvor er lastbilen henne" spurgte jeg forsigtigt uden alt for meget desperation stemming. Det viste sig så, at begge lastbilernes motorer var brandt sammen i denne uge og i stedet for et spil med en wire, tog har to skovle fra ladet og gav mig den ene. HMMMMM...!
Så blev der gravet, og prøvet og gravet igen. Det tog måske 7 minutter at grave dækkene fri og 2 minutter at køre bilen tilbage og IGENNEM driven denne gang. JUHUUU - vi er oppe igen og ville give Margit et kram, men i det samme skred fødderne på den hårde og glatte sne. BANG, der lå jeg hulkende af grin, halvvejs viklet ind i både skovl og Margits ben - som heller ikke kunne holder latteren tilbage.
Jeg kom på benene igen og Terranoen havde også fået fast grund under hjulene - det var lettelsens øjeblik! Runneren kørte bag os hele vejen tilbage basen som back-up, som Margit kaldte det! Op ad Nordbjergets nordlige opkørsel fik Terranoen ikke for lidt og vi nåede også helt tilbage uden problemer.
Tilbage på basen fik Margit mulighed for at fotografere det hun egentlig havde troet hun ville se ude på turen...- en sneharre. Det var en fantastisk tur og har givet lidt energi til den kommende uge. Der gik ikke noget har os eller bilen for dens sags skyld, men vi fik en oplevelse som sikkert bliver fortalt, i skrivende stund, rundt på basen, og vi skal nok høre for det i morgen!
God nat og sov godt!
16. marts 2005.
Så var det min tur til at lægge mig under dynen med influenza. Det har kørt rundt på basen i snart 2 måneder nu og i går var der 51 i konsultation på hospitalet!
Jeg mærkede det godt nok i går der jeg gik på arbejde, men det var først ud på dagen det blev rigtig slemt. Det sætter sig på lungerne og i enkelte tilfælde som lungebetændelse. Så galt er det nu ikke med mig! Jeg er blevet hjemme i dag men regner stærkt med at tage på arbejde i morgen...- jeg har sgu' ikke tid til at ligge syg og specielt ikke nu, hvor jeg har fået grønt lys for at tage på TDY 29. april til 12. maj i USA. Det bliver så fedt!!!
Der er opdateret tekst og nye billeder fra turen til Seychellerne til februar!
20. marts 2005.
Jeg har alsorlut ikke lavet noget der kunne betragtes som "dagens gode gerning", joh, hvis hjemmeside-arbejde tæller som en god gerning. Der er kommet en ny side til hjemmesiden Storm over Thule, hvilket tog sin tid, men nu er den der...!!!
Der er igen blevet meget koldt heroppe. I nat var temperaturen nede på de -33 grader og med en chilfaktor tæt på de -50 grader.
Jeg gik hjem fra Dining Hall efter frokost (morgenmad) kl. 13.00 og da jeg igen var tilbage i #356 var hele ansigtet total koldt og rødt samt følelsesløse ørespidser.
Nu er tiden blevet moden til en gang aftensmad og vil slutte for denne gang. Forresten er jeg blevet frisk igen, måske en smule snottet, men ellers ikke noget at bemærke!
23. marts 2005.
Så var "Rødkælken" fra Air Greenland på besøg igen og det er ikke til at fatte, at det i dag er 4 uger siden jeg ankom fra Danmark efter min ferie. TIDEN flyver afsted og så gjorde Airbussen også - den skal lande 3 gange mere inden det igen er min tur! Caroline tog ud i dag på en 14 dages ferie i Danmark, hvilket hun glædede sig meget til...- der sker noget med folk når de skal hjem på ferie, hvilket selvfølgelig er forståligt, men det er bare så stor en ting at være så langt hjemmefra i mange uger/måneder og pludselig er det ens tur...- UFATTELIGT men TILTRÆNGT!
Jeg har slæbt mig hjem fra arbejde i dag. Det har på en eller anden måde bare været en L A N G dag, som faktisk kom det lidt bag på mig. Startede klokken 7.00 og sluttede af med en times Ryghold klokken 18.15. 19.38 bippede jeg mig ud på "Hr Lessor" og gik i retning af Dining Hall'en for at få dagens sidste måltid. DDH lukker for servering kl. 20.00 så jeg havde lidt travlt! Jeg fik forloren harre, kartofler og brun sovs. Det lå godt i maven da jeg rejste mig for at påbegynde hjemturen til barak 356 i den modsatte ende af basen. Egentlig ville jeg have taget en taxi, men gik så alligevel. det tager vel 10-12 minutter at gå hjem, ikke langt men mine ben var bare trætte og med fyldt mave føltes vejen uendelig. Med slæbende polarstøvler og opslået hætte for kulden, nåede jeg frem til barakken og endnu mere træt end for 10 minnutter siden. OH PUST O STØN!!!
Indenfor i varmen kæmpede jeg lige en lille kamp med parkaen før jeg stødte ind i én af de to nye beboerne, som ankom i dag til Thule. Anders, en frisk fyr der endnu ikke var gået død efter en dag med mange nye indtryk og informationsstrømme, hvor kun det halve trænger ind. Joh, jeg husker husker godt den første dag eller uge for den sags skyld. Nå, men vi hilste på hinanden og jeg fortsatte min vej ned gennem den smalle gang til værelse 8. DER stod sengen som de sidste par timer, med viskende stemme, har kaldt på min krop. Det VAR fristende, men jeg havde lige noget tøj der skulle vaskes.
Nede ved den NYE vaskemaskine stod Kent og tog tøj ud, mens Kirsten fortalte og viste os dette kup hun havde gjort i dag - en grøn plante med tudse i en alt for grim potte, der skulle plantes over den ved siden af stående, noget kønnere potte. Jo, vi fik os en lille snak om dagen og vejen...- som vi ellers ikke gør så meget i, fordi vi render rundt til hver vores eller går tidligt i seng.
Nå, men det er jo snart Påske, hjemme i Danmark i hvert fald, men her er der ingen helligedage i udsigt. Anyway vil jeg benytte lejligheden til at ønske alle en god påske - spis og drik lidt for mig og send en lille hilsen!
Nu er tøjet færdig i tørretumbler'n, så jeg vil hente det og så ellers hoppe under dynen, da jeg stadig hører sengens lokkende stemme i øret!
27. marts 2005.
Så er det allerede blevet søndag!
Denne uge her er bare gået for hurtig...- ja, altså hurtig på en god måde. Der har været noget hele tiden, men ikke for meget, så der har været tid til at få tingene gjort færdig. I onsdags kom en af mine patienter med et gækkebrev, som vedkommende havde fået fra en bekendt i Danmark. Jeg oversatte brevet og fortalte om den tradition/skik som vi fra barn er vokset op med i Danmark;
"Gæk, gæk, gæk, mit navn det står med prikker
Pas på de ikke stikker"
eller
"Mit navn det står med lopper
Pas på de ikke hopper..."
Hendes gækkebrev forestillede et H.C. Andersens papirklip i guld-farvet karton. Under eller bag papirklippet var et stykke pergament hvorpå H.C. Andersens eventyr om "Sommergækken" stod på. Et meget smukt kort, må jeg sige og efter at have oversat selve gække-digtet viste jeg hvordan jeg klippede gækkebreve.
Vedkommende var meget imponeret og kommenterede min kreativitet, som noget jeg havde prøvet før. Joh, det kan jo ikke helt afvise, men det er godt nok mange år siden efterhånden. Patienten fik brevet med, så vedkommende kunne øve sig på denne særlige danske tradition i anledningen af påsken. En anden men særlig oplevelse igennem mit arbejde på Thule...- det giver noget at give noget til andre!
Hvis det skulle have nogen interesse at læse "Sommergækken" af H.C. Andersens så findes den på side 843 i GC's 2004 julegave til sine medarbejder. Til jer som ikke har H.C. Andersens samlede eventyr i bogform, klik Her!
God læselyst!
