3. oktober 2005
TILLYKKE til min søster, Sandra som i dag bliver 15 år.
Så er jeg kommet hjem til et Danmark, der så småt er trukket i efterårsdragten efter en fantastisk sensommer. Jeg kom til DK for en uge siden og onsdag morgen lagde jeg mig syg med halsbetændelsen . I dag mandag er jeg så småt ved at komme mig, men er langt fra at være helt på toppen - forhåbentlig kommer det her i løbet af ugen!
Jeg tog fra Thule d. 21. september en dejlig frostklar morgen med kurs mod Nuuk, hvor jeg har deltaget i et 3 dags Manuel terapi kursus med 2 specialister fra Muskolusskeletan-gruppen. Turen ned af kysten i det lille Dach-7 fly går over Qaanaaq, Upernavik og Illulissat før det endelig lander i Sønderstrømfjord, som er "Indgangen" til Grønland. Det var en rigtig flot dag og kameraet fik da også lov til snurre lidt. I Upernavik var der lige faldet 10 cm. sne hvilket ikke gjorde landskabet mindre kønt.
Inden jeg kunne komme til Nuuk havde jeg et kort ophold i Sønderstrømfjord med én overnatning sammen med med andre fra Thule bl.a. brandchefen, Michael, Head nurse Helen og rekrutteringschefen Finn fra kontoret i KBH, som alle skulle til DK dagen efter. Finn har arbejdet som brandchef på den amerikanske base i Sønderstrøm, da den var der og ville meget gerne tage os andre med på en lille sight seeing rundt i området.
Vejret var fugtigt og på et tidspunkt kom der også en smule sne.
Hvis ikke Finn havde fortalt sin historie mens vi kørte forbi den ene mere eller mindre vedligeholdte bygning efter den anden - er jeg ikke sikker på at fornøjelsen havde været så stor. Det var ret interessant, at høre om de forskellige bygningers funktioner og de historier som Finn havde oplevet dengang for snart 30 år siden. Finn mødte sin nuværende kone i Sønderstrøm, og de har lige fejret sølvbryllup hjemme i DK.
Vi var også en tur ude i terrænet. Sønderstrømfjord er et populært rejsemål grundet i dyrelivet og naturen, som dog på denne dag kun viste sig i glimt. Vi håbede selvfølgelig på at kunne få et glimt af nogen Moskusokser, men der var ikke nogen at se og Finn konstaterede, at det nok hang sammen med jagtsæsonens indtræden!!! Når vi nu ikke kunne tage dem i øjesyn måtte vi smage på dem i stedet. Om aftenen fandt vi et rigtigt hyggeligt sted, hvor de skønneste moskusokse-bøffer blev indtaget med velbehag. Det mættede godt og velbehaget fik søvnen frem i øjnene. Der var jo også en rejsedag i morgen.
Next Stop, den grønlandske hovedstad, Nuuk (Godthåb).
Det var blevet d. 22/9 og jeg vågnede op i Sønderstrøm, efter en nat med alt for lidt søvn. Op kom jeg nu og ud under bruseren, hvilket jeg blev lidt mere vågen af. Mødtes med de andre nede i restaurant, med panorama ud over lufthavnen, til en gang morgenmad.
Kl. 11.00 (lidt forsinket) var der take off og 50 minutter senere var jeg i Nuuks Lufthavn UDEN bagage. Den var lige blevet "overset" i Sønderstrøm og måtte nu vente en 3 timer inden det næste fly kom. Ja, jeg viste jo ikke engang hvor jeg skulle bo! Jeg ringede til Trine, fysioterapeut på Dronning Ingrids Hospital, DIH eller Sana, som kunne forklare mig hvor jeg skulle bo og hvor jeg kunne finde fysioterapien.
Aftalte med skrankedamen, at jeg var der og der, og at de ville sende en chauffør med min bagage. Hun var også så venlig at bestille en taxi til mig. Vejret i Nuuk var tåget, regn og rusk, som er meget almindeligt for området, men det skulle blive MEGET bedre!
Jeg blev indkvarteret på sygeplejeskolen lige ved siden af DIH. Der var en lang gang med værelser på den ene side og fællesrum på den anden side. Selve værelset var 10 kvm med et skab, en sovesofa, et skrivebord og en stol. Der var det skulle være og ikke andet. Ja, af gode grunde kunne jeg jo ikke pakke ud...- men var lidt sulten og ville gå en tur ned i byen. På gangen mødte jeg Henrik, som er fysioterapeut i Asiaat og er også i Nuuk for at deltage i MT-kurset. Han har tidligere boet i Nuuk sammen med sine forældre og ville gerne tage mig med på en lille tur rundt i byen. Regnen silede ned og fremviste ikke lige hovedstaden fra sin pæneste side, men som Henrik udtrykte det - "sådan er det for det meste i Nuuk"! Det blev til en kop kaffe og en ostemad på sømandshjemmet, men ingen rugbrødskage, som de ellers er så berømte for - det må jeg have til gode til en anden god gang! Vi sluttede af med et besøg i fysioterapien på Sana, hvor overfyssen Camilla viste rundt i lokalerne.
Tilbage i tørvejr på værelse #10, var der stadig ikke kommet nogen bagage, så jeg satte mig ned foran computeren, for at oploade de seneste billeder i kameraet og forsøgte at komme på nettet.
Tiden gik - stadig ikke noget bagage!!!?????
Jeg ringede til lufthavnen kl. 16.00 og spurgte til min bagage. "Det er dig med rygsækken - den er hos portørerne på Sana" sagde stemmen i den anden ende. "Øh ja og tak for hjælpen" sagde og lagde røret. "Det er et lille samfund"!!! De havde ikke fået adressen rigtigt skrevet ned og så var det åbenbart nemmest at lægge den ned i portørernes kaffestue. Jeg gik ned på Sana og bankede på døren. Der var ikke nogen der og ej heller nogen bekendt rygsæk. Jeg satte mig ned for at vente på at nogen skulle dukke op. Der gik ikke længe før en ung grønlænder kom ind af døren. Han så lidt forvirret ud over min tilstedeværelse i deres kaffestue og han blev ikke mindre forvirret, da jeg fortalte mit ærinde. Han havde ikke set eller modtaget nogen rygsæk. HMMMM...- han forsøgte at kalde en anden over radio uden held. Sikke en farse! Heldigvis havde jeg tandbørsten i håndbagagen, det var nok lidt være med rene underbukser m.m.! 5 minutter senere faldt en sten fra mit hjerte da en bil kørte op til bagdøren og ud af bagagerummet tog en mand min rygsæk.
Jeg takkede mange gange og gik fornøjet tilbage til værelset. Faktisk er det første gang på alle mine flyrejser rundt i verden, at min bagage har været forsinket - men det er vist nok ikke helt ualmindeligt på Grønland.
På Thule havde jeg fået et telefon nr. til en jeg kunne kontakte hvis jeg manglede selvskab. Christian er ansat hos Air Greenland og han ville da gerne tage mig med ud og spise om aftenen.
Kl. 18.30 blev jeg hentet ved døren og vi kørte downtown Nuuk. Charonen PORN stod der på et meget Thailandsk udseende skilt. Indenfor afleverede vi jakken i entreen og gik ind i "Hulen". Det var fuldstændig som at være på en restaurant i Thailand. Stedet var Christians stamrestaurant og han kendte stort set alle menuerne. Han kunne anbefale oksefilet på spyd med peanut sauce. Det smagte fortrinligt og snakken gik uforhindret om alt fra Thule til livet i Nuuk. Efter middagen tog Christian mig på en lille rundtur i Nuuk i, så jeg havde en idé om hvor de interessante steder lå.
Igen tilbage på sygeplejeskolen var der kommet flere indkvarteringer. Jeg gik ind i stuen og sagde hej. Michael fra Maniitsog (Sukkertoppen), Bjarne fra Paamiut og Irene fra Sisimiut og alle forholdsvis nyuddannet fysser inden for de seneste 3-4 år. Det var fantastisk at have nogen kollegaer omkring sig og spændende at høre om deres daglige arbejde ude i de mindre kommuner. Omvendt synes de også det var spændende at høre om mit arbejde på Thule.
Det blev alligevel sent inden vi fik afsluttet snakken og sagde Godnat!
7. oktober 2005
Hvor tiden dog flyver. Nu er der kun 4 dage tilbage af ferien her i Danmark - jeg er kommet ovenpå igen efter min halsbetændelse, og de seneste dage har stået på vennebesøg, kaffedrikning på café og masser af hyggesnak.
Jeg er jo ikke helt blevet færdig med min lille beretning om opholdet i I Nuuk. Kurset var lærerigt og har givet mig en del redskaber til undersøgelse og behandling af lænderyg- og nakkebesvær. Jeg skal ikke komme nærmere ind på selve indholdet.
Vejret i Nuuk viste sig virkelig fra sin aller bedste side i dagene hvor vi desværre sad indendørs. Fredag efter kurset var vi nogen stykker der gik en tur i Nuuk, hvor vi bl.a. gik langs vandet til den gamle bydel og så julemandens værksted samt den enorme postkasse, hvori alverdens børns ønskesedler opbevares.
Nuuk har også mindre charmerende kvarterer, som nu boligblokkene. Mange af dem er nedslidte og minder meget om de blokke man har set i TV fra østlandene. Dårlig vedligeholdelse, altaner pakket med vasketøj og andet skrammel. Det er lidt synd og blokkene er jo ikke kønne i sig selv. Der var én blok som lige var blevet renoveret og som mindede om noget der kunne bebos. Efter at have set solnedgangen over Godthåbsfjorden, gik vi på den thailandske restaurant, hvor jeg denne gang fik en hel kylling der blev flamberet inde ved bordet. Fedt show og aldrig har jeg fået så mør en kylling.
Lørdag aften var hele kursusholdet på mexicansk restaurant på Danske Fysioterapeuters regning. Snakken gik over den stærke mad og inden længe blev det os klart, at denne aften var der live musik. Hvem andre end Tørfisk! Ja, det er sgu' ikke engang løgn! Det var lidt syret at sidde i baren på en mexicansk restaurant - lige at have købt en øl til 47,- Dkr og så lytte til det Westjyske band Tørfisk med sangen "Jeg er ikke som de andre". God oplevelse, men desværre var jeg også blevet en del træt. Klokken var omkring midnat og med en kursusdag i morgen var vi nogen stykker der gik tilbage på kollegiet.
Søndag var lidt af en killer. Hovedet var fyldt med alle de nye teknikker og selvom vi lavede en del praktisk, var koncentrationen svær at finde. De to kursusholdere Inge og Per, gjorde en ihærdig indsats, for at gøre det tørre teori lidt mere appetitligt - som langt hen af vejen gav pote. Dagen før havde jeg fået mig fedtet ind på en sejltur på fjorden sammen med Inge og Per efter kursus afslutningen kl. 16.00. Der kom et par stykker mere til, så vi i alt var 5 stk. Solen bagte fra en efterårsklar himmel og der var næsten ingen vind. Vi mødtes i en af de mange lystbådehavne i Nuuk kl. 16.30 - MEN der var ingen båd! Inge kunne berette om, at ham vi skulle sejle med lå ude på fjorden med motorstop. ØV BØV - ingen hval-safari i denne omgang!
Det var virkelig en en kold dukkert - nu havde vi alle lige regnet med at skulle se hvaler til den helt store guldmedalje.
Inge lavede nogen telefonopringninger og det så ud som om, at der var gevinst. Jakob som havde været med på kurset (som jeg kender fra Århus-skolen), ville gerne tage 3 stk. med ud i hans båd. Kort jubel for vi var jo 5 personer. Inge og Per var selvskrevne, så vi andre 3 måtte finde en løsning. 30 minutter senere sad vi ALLE sammen i Jakobs båd, som havde sagt 3, fordi han kun var van til at sejle med to, men da flere af os havde sejlet før, kom vi alle 5 med.
Øjnene var på stilke for at spotte den første hval.
Et blåst i det fjerde fik pulsen til at stige og Jacob satte kursen i retning af hvalen. Et stykke derfra lå vi stille og vuggede i bølgerne, ventende spændt på at se den første hval. Den kom aldrig op igen og vi vendte blikket længere ud i fjorden. Jakob mente at have set et blåst et godt stykke ude i fjorden og satte gang i bådens motor. Da vi var fremme slukkede han motoren og så var det bare at vente!
"PCCCCHHHHHHHH" og en klippert af en Pukkelhval sendte sit mundvand 5 meter op i luften lige ved siden af båden. Jublen og fascinationen ville ingen ende tage! Kameraet skød løs og da hvalen dykkede kom dens hale op over vandet, hvilket udløste begejstrede jubelhyl og klapsalver. I 30 minutter kom hvalen op i alt 4 gange lige omkring båden og hver gang var jeg overvældet af den dens størrelse og ikke mindst dens ynde. Vi fik en oplevelse af de mere sjældne og et godt punktum for opholdet i Nuuk. Inge og Per fik også lige en is-skodse at se inden turen gik hjem.
12. oktober 2005
Vel ankommet til Søndre Strømfjord her kl. 9.52 i formiddags. Jeg var bare træt!
Jeg stod jo op kl. 4.00 i morges for at køre til KBH., hvilket egentlig gik fint indtil E20 møder Roskilde motorvejen. De næste 25 km. var der kø hvor vi kun flyttede os 200m af gangen inden vi igen holdt stille i 5 minutter. Jeg sad helt og fik koldsved i hænderne, da jeg jo havde et fly jeg skulle nå. Heldigvis tyndede det ud i bilerne, da vi kom over på Amager og jeg nåede både at aflevere bilen og få en let morgenmad inden boarding kl. 9.40.
Her i Sønderstrøm er der kommet lidt sne, hvilket kun gør området kønnere, og solen har skinnet det meste af dagen. En gruppe brandmænd og jeg bookede en 4-timers tur til Indlandsisen i bil for ligesom at få tiden til at gå, da vi først skal med flyet i morgen til Thule.
Et barsk landskab susede forbi bilruden. Målet var Indlandsisen, men undervejs stoppede guiden bilen og som en flok japanere, sprang vi ud og tog en masse billeder. Det er altså imponerende at stå så tæt på disse flere tusindene års gamle is-masser, der som floder bugter sig mellem grundfjeldets toppe. Det er for det meste landgletcher vi ser i dette område - i sommerens afsmeltning føres smeltevand i store vandstrømme og floder ud i søer og videre ud i havet 35 km. væk. Her i dag var der ikke nogen sønderrivende floder, men kun små rislende bække, som inden længe kun vil være et is-galleri af tilfrosne vandfald!
Endelig var vi ved vores mål - kanten af indlandsisen, hvor der ugen forinden havde fundet et arktisk marathon sted. 3 km. havde de løbet på isen, før de igen havde fast grund under fødderne. Igen måtte jeg betages af disse is-masser, som nogen steder er gennemsigtig som glas - her findes alle de kolder farver, som er på en malers palet. Det mest fascinerende, var oplevelsen af at se isen, som var formet som bølger på et hav. Det så faktisk ud som om, at der havde været et hav her, under mine fødder, der midt i en storm er blevet udsat 10.000 af minusgrader og frosset til is i samme sekund. Gummisko, ja, selv vandrestøvler var ikke det rigtige fodtøj til en vandretur på ren is, så vi gik ikke så langt. Jeg måtte der også lige en tur ned i isen, hvor jeg heldigvis ikke slog mig synderligt.
Tilbage i bilen gik turen hjemad, tilbage til Søndre Strøm by. Området er faktisk kendt for deres store flokke af Moskusokser, men vi var ikke så heldige at komme tæt på dem, at jeg ville bruge et billede på dem. Tværtimod så vi en del rensdyr, dog kun som par, eller i grupper af 3 dyr.
De var til gengæld så hurtige eller så sky, at jeg ikke nåede at tage et billede. På et stop, hvor der blev serveret varm kakao, fandt jeg i stedet deres fodspor fastfrosset i overfladen på en sø. Rensdyrene må jeg have tilgode til en anden gang, i hvert fald hvad angår billedetagning - for her til aften har jeg indtaget en veltilberedt rensdyr- og moskus-bøf nede i restauranten. MUMS det var godt og det kan kun anbefales!
Nu er kl. 20.00 og jeg er klar til at gå i seng. Det har været en lang dag - måske jeg lige skulle se lidt fjerner inden jeg lukker mine øjne to.
I morgen omkring middagstid lander jeg så for 6. gang på Thule Air Base, efter en ferie der har været alt for kort!
13. oktober 2005
Tilbage på Thule!
Natten mellem tirsdag og onsdag kom der en ½ meter sne heroppe, og som virkelig pynter på landskabet. Ja, jeg var ikke mere end lige landet, før der igen lå en fantastisk oplevelse på trappen.
I dag har jeg været ude og se en Isbjørn i sit rette ellement - i levende live og kom så tæt på som 20 meter.
Bamsen her holder til ude på basens lodseplads eller "Dumpen", som den hedder i daglig tale. Her er der masse af gufferier til den at spise og isbjørnen har allerede taget sig så godt af retterne, at maven er blevet stor og rund.
Sikke en oplevelse!
Man mener det er en 2-årige han, som er kommet hertil sammen med dens mor og bror/søster for snart 2 uger siden. En hun-bjørn er i hvert fald blevet spottet med to unger af nogenlunde samme størrelse, som nu ham her. Basse er ca. 80-100 cm. hen over ryggen og utrolig fredelig. Han blev lidt skræmt af bilen, da vi lige kom, men lige så hurtig blev han rolig igen og gik i gang med at nette sig.
Ca. 30 minutter var vi i hans og hundredevis af polarræves selvskab der på "Dumpen", hvor kameraet igen fik lov til at snurrre lystigt og jeg igen fik en oplevelse i rygsækken.
Her til aften er volley-sæsonen gået i gang igen. Det har været en alt for lang dag og nu er det kun tænderne der mangler - før det er i seng!
Det er med blandede følelser at jeg er tilbage, men nu er jeg jo tilbage og så kan jeg jo lige så godt få det bedste ud af det!
I morgen er det fredag og så er det snart weekend - dejligt!
Go' nat og sov godt!!!
15. oktober 2005
Jeg hejser flaget...
Kronprinsesse Mary har i nat kl. 01:57 dansk tid, født en lille prins på 3500g og 51cm. Et stort TILLYKKE med lille "Christian" til Mary og Frede fra Thulehunden, Thule Air Base, Grønland.
22. oktober 2005
Så fik vi også den lille prins at se - han er da nuttet, her sammen med sine stolte forældre.
Ja, vi er nogen der har fulgt godt med i fjernsynet den seneste uge, som jer derhjemme, for at få det første glimt af den lille mand.
Kongelig fødsel eller ej, så er denne uge bare fløjet af sted. Der er virkelig kommet gang i arbejdet og min kalender er nærmest allerede fyldt med aftaler for næste uge. Det er dejligt, men omvendt er det også godt det nu er weekend. I går aftes gik jeg i seng kl. 21.30 og vågnede her til morgen kl. 6.00. Jeg har ikke kunnet falde i søvn igen, så nu sidder jeg her foran computeren.
Jeg har fået mine skærmbriller - og HOLD DA OP...- favre nye verden. Da jeg tog dem på i går blev min skærm lige 3" større - helt utrolig! Jeg skal dog lige vende mig til at have dem på!
Ellers er ugens helt store begivenhed TOPs in Blue i aften. "Tops in blue" er et amerikansk GLITTERSHOW, der kommer rundt på de amerikanske baser i hele verden.
Jeg så showet sidste år og var ikke videre imponeret af præstationen, men må dog sande, at amerikanerne virkelig kan det der med fest og farver. At få en lille ting til at blive MEGET stort (også hvad ang. problemer) - det skal de have - og ja, vi kommer jo også og ser deres show, men for mit vedkommende er det mest for underholdningsværdien i at blive bekræftet i det amerikanske storhedsvanvid! Jeg skal forsøge at tage nogen billeder fra showet så du, kære læser, ved selvsyn, kan danne dit eget indtryk af Tops in Blue.
23. oktober 2005
Så er det blevet søndag og jeg føler mig 15 ældre.
Det var såmænd en hyggelig Tops in Blue, som dog ikke levede op til sidste års forestilling. Lyden var ikke for god og aktørerne havde ikke den samme gnist som dem fra året før.
Vi var der fra start til slut - og ja, slutningen var en tro kopi fra sidste års forestilling.
Et banner blev rullet ud på toppen af scenen, hvorpå der var billeder af US soldater "in missing" i Irak.
Musikken gik ned i tempo og frem på scenen kom alle aktørerne i det stiveste dres og fremførte en sang om "Freedom - to the world". Meget Patriotisk...- meget højtidelig og lige for meget af det gode efter min smag.
Efter forestillingen samt en lille pause gik 2. halvleg i gang - og årsagen til at jeg i dag føler mig lidt MEGET gammel.
Vi var i klubben og festede til den lyse morgen. Det er længe siden jeg sidst har hygget mig så meget i klubben. Det er rart at vide, at det også nogen gange kan være sjovt - og DET var det!
31. oktober 2005
Så er flaget hejst igen og denne gang i anledningen af, at det i dag er 1 år siden jeg upload´ede de første sider på Thulehunden.dk.
Thulehunden længe leve...- HURRA - HURRA - HURRA...- HURRAAAAAAAA!!!!!!
Jeg vil gerne sige tak til alle jer, som har besøgt siden her. Det er blevet til mange besøg igennem et helt år, også af mennesker som jeg ikke kender - mennesker som har fundet et link under en søgning på Thule og kigget forbi, samt sent en lille hilsen.
At fortælle en historie kræver oplevelser, inspiration og succes.
Det er ikke mindst på grund af de mange tilkendegivelser fra jer, der for mig har været inspirationen for blive ved med at fortælle min historie om hverdagen på Thule Air Base.
Jeg har aldrig troet at dette "vindue" til verden ville få så megen opmærksomhed, som det i skrivende stund har. Succes er et stort ord, som jeg sjælden bruger, men i dette tilfælde med hjemmesiden, hvor mine egne forventninger er indfriet til fulde og min glæde uudtrykkelig - er det ordet!
Endnu engang tak for besøget!
Jeg glædes ved at glæde andre - SMIL til verden og den smiler til DIG!
