2. april 2006
Hundeslæde-tur ud på isen med Base Commader'en, nr. 2 i rækken, Lena og ikke mindst Tobias og Jørgen fra Moisaq, med hver deres hundespand.
I går fik jeg tilbuddet fra Lena, en grønlænder, der kunne tilbyde mig en sidste plads på i dags slædetur. Jeg kom ikke afsted sidste år, så dette var en fantastisk mulighed for at opleve en tur på isen siddende på en slæde. Jeg var helt ovenpå bagefter og så for vildt frem til i dag.
Solen skinnede ned gennem nogen spredte skyer, da som en anden Michellin-mand hoppede ned af trappen med retning mod barak #256 lige oppe på hjørnet. Temperaturen var - 3 grader og der var ikke en vind der rørte sig - PERFEKT til en hundeslædetur.
Inden længe sagde vi alle hej til Tobias og Jørgen på Isen, og som var en fuld gang med at regge slæderne til. Hundene virkede som en magnet - og snart "bippede" kameraet lystigt, hvilket fangede en af hundenes opmærksomhed og den kom helt tæt på. Søde ser de ud med deres "malede" ansigter og bløde er de også - men så er det vist også det. Førerhunden er den der bestemmer suverænt og er der uro i gelederne, knurre den lidt og straks underkaster uromageren sig. Hvis det ikke er nok, og det sker, må Førerhunden lige give et "lille" knap til roen!
Så var det tid til afgang og efter grundige instrukser, hvordan man skal forholde sig/sidde på en hundeslæde gik det ud over isen - ja, det vil så sige det startede med et lille stykke med grødis.
Det var fascinerende at studere hundenes adfærd i netop denne situation. Tobias stod af slæden og førte an gennem det sumpede grødis. Ikke alle hunde var lige vild med at komme igennem det - det var ligesom de vidste at dette kunne være farligt, hvis der nu ikke var noget is under. Eric og jeg hold vejret for vi havde bestemt ikke lyst til at starte turen med en kølig dukkert.
Vi kom igennem uden nogen problemer og så snart den hvide sne igen knirkede under slæden, gav Tobias en kommando og hundene satte farten op og derud af det gik med 8-10 km. timen.
Så var var vi på vej ud på en hundeslædetur der skulle vise sig at vare 6 hele timer. Solen skinnede og Tobias førte an foran Jørgen med Lena og Commander Buck, og begge i retning af en isfjeld liggende ud i horisonten - lidt til venstre for basen mod syd!
Vi var jo egentlig på jagt efter sæler og da vi nåede isfjeldet gjorde slæderne et holdt og hundene fik sig til velfortjent hvil. Jørgen besteg isfjeldet og sin kigget frem for at spejde efter sæler på isen - jeg fuldte med! Jeg kiggede nu ikke så meget efter sæler, men var på jagt, som altid, efter det perfekte billede. Jeg var helt oppe på toppen denne gang og hviken udsigt. Efterfølgende gik jeg ned på isen igen for at tage en tur rundt om isfjeldet. SVUUUUP og jeg sank igen sneen til op midt på støvlerne. UPS...- i aftrykket kunne jeg observere at under det tønde snelag var isen tøet, ikke så der var blankt vand, men som ved starten 30 cm. grødis. Nå - ikke for tæt på, tænkte jeg og tog en mindre omvej rundt om fjeldet!
Igen snurrede kameraet lystigt, mens jeg vred min krop i alle mulige og umulige stillinger for at komme tæt på uden at ramme de sumpede områder. På sydsiden fandt jeg disse istapper, der har fået forbindelse med smeltevandet. Der må have været noget grus eller sand indlejret i isen - derfor den grålige farve på istapperne, hviket ikke gjorde motivet mindre spændende.
Jeg vendte tilbage til hundeslæderne og sluttede dermed min lille ekspedition rundt om isfjeldet. Til min store overraskelse havde Jørgen fået en sæl i kikkerten og var nu på vej for at skyde den med riflen godt karmofleret af det hvide sejl.
Tobias var blevet tilbage for at holde hundene tilbage. Lena fortalte samtidig historien om hvordan hundene godt ved de skal blive tilbage til fangeren har løsnet et skud. Når skuddet så lyder, sætter de i fuld firspring i retning af fangeren. Jeg kiggede rundet på hundene og der var ingen tvivl om, at de vidste godt hvad der foregik. Ørene var spidset og deres øjne sigtede i retning af Jørgen, der lagt væk kravlede sig ind på sælen bag sig hvide karmoflageskærm.
Erik og jeg sad på Tobias slæde klar til opleve dette urgamle ritual og lige så fokuserede som hundene holdt vi også øje med Jørgen og sælen igennem Eriks kiggert. Nu var det snart nu...!
Vi hørte ikke noget, men det gjorde hundene og inden vi egentlig nåede at se om Jørgen havde fået sælen, satte hundene foran Jørgens slæde i gang efterfuldt af Tobias'. Spændte var vi på, om der nu skulle smages på varm sæl-lever - personligt ikke noget jeg overhovedet ville gøre - men spændt var jeg på at se hvordan en sæl ser ud helt tæt på (godt nok død)!
Lettet over ikke at skulle spise kropsvarm sællever, men skuffet over ikke at jeg denne gang skulle se en sæl tæt på, for Jørgen havde ramt ved siden af. Bandende på grønlansk sparkede han til sneen, mens Tobias prøvede at finde ud af hvorfor...- tror jeg nok!
Nå, men der skal mere til at slå et par garvede grønlanske fanger ud og efter en længere gåtur for at få varmen i kroppen, satte vi os op på slæden igen og fortsatte mod syd, mod bygden Narsassuq. Bygden er ubeboet men fangerne bruger den om foråret, når de er på deres lange fangerture, til overnatning og slagteplads.
Endnu et isbjerg blev besøgt på vejen og som sidst, besteg Jørgen det for at tage kiggerten frem og spejdede efter sæler på isen. Igen gik jeg på opdagelse og fandt det klareste is jeg nogen siden har set. Jeg kunne praktisk talt kigge lige igennem det som var det glas. Det lyste nærmest blåt og kiggede jeg nærmere eller længere ned igennem det, kunne jeg se små "røgslør" af indfrosne luftbobler. 
Jeg tog en masse billeder, men det desværre kun nogen få der kan illustrerer det syn jeg så - det skal opleves ved selvsyn!
Jørgen gjorde tegn til at sidde op igen, da han havde spottet hele to sæler længere syd på og meget tæt på bygden, Narsassuq. Vi steg om bor og tju hej hvor det gik.
Mine tær var efterhånden ved at være tæt på 10 isklumper og specielt den højre storetå gjorde ondt - omvendt ville jeg da også gerne opleve Jørgen og Tobias få held af en sæl, så jeg vrikkede godt og grundigt med tæerne, skønt det umiddelbart ikke gjorde nogen forskel. Slæderne stoppede og vi steg af. Jørgen fandt riflen frem, men inden han nåede at begive sig ud på en længere kravletur, dykkede sælen ned igennem isen og var væk. Der var stadig én tilbage, men jeg tror vi salle var eninge om, at den var for langt væk og at vi gerne ville hjem.
Det var efterhånden blevet helt overskyet og vinden havde taget til i styrke. Helt nede ved isen føg sneen hen over vores ben og jeg skuttede mig i min jakke for at få lidt varme i arme og fingre. Storetåen var stadig kold og nu hvor næsen også frøs, ville jeg gerne at hundene ville løbe lidt hurtigere. Som et trylleslag holdt vinden op med at blæse og sneen dalede stille ned fra himlen. Varmen kom delvist tilbage i fingre og tær og jeg kunne igen nyde det at sidde på en hundeslæde 4000km. fra Danmark, på isen i Baffin Bugten med udsigt ind mod Thule Air Base.
Vel hjemme i barakken igen sidder jeg nu og skal have pizza med rødderne. Efter et varmt bad er følelsen kommer tilbage i alle dele af kroppen, kinderne er højrøde og jeg frygter lidt at et glas rødvin vil tage den sidste energi ud af mig. Nu får vi se - det har igen været en af disse slags dage, hvor jeg glædes ved at være en del af denne verden, der er så rig på oplevelser.
16 dage tilbage af tiden på Thule
8. april 2006
Weekend - dejligt og i aften er der fest. Jeg holder For Good-PARTY i aften kl. 20.00 hvor jeg har inviteret 30 venner og veninder over i barak #356 til en enkelt og noget godt til ganen.
Det er sgu' lidt sært at skulle sige farvel efter 1½ år her på Thule - og jeg er slet ikke vild med at side farvel til de mennesker jeg er kommet til at kende så godt.
Det værste er at skulle sige farvel til barakken. Livet er i #356 er helt specielt og jeg er virkelig kommet til at holde af de mennesker.
Jeg sidder også her midt i et flytterod af papkasser og alt for mange ting, der slet ikke kan være i kasserne. Det er utroligt så meget man kan få skrabt sammen! SUUUUUUK...- jeg kan slet ikke få taget mig sammen til at komme i gang - jeg ved ikke hvor jeg skal begynde og slutte!!!!????????
Det har også været en uge hvor der endnu en gang har været fokus på afdelingen. Caroline er blevet fyret med dags varsel i torsdags og samme formiddag blev Lisa indlagt til observation for blindtarmsbetændelse.
Jeg er personlig ret chokeret over Carolines fyring og ved slet ikke hvad jeg mene om det. Det kom som et lyn fra en klar himmel - højest overraskende og uventet.
Lisa blev opereret for blindtarmsbetændelse torsdag aften og hun, og barnet, har det efter omstændighederne godt.
Det er sgu' aldrig kedeligt at være ansat på Thule - der sker hele tiden noget og for at det ikke skal være løgn, så døde der en amerikansk soldat i tirsdags. Det er ikke meldt officielt ud hvad dødsårsagen er, men faktum er, at manden blev fundet livløs på sit værelse tirsdag. Manden, som er et sted i 50'erne, havde jeg set til træning mandag eftermiddag, endda talt med ham, og efterlader sig kone og tre børn. Faktisk var der også en civil ansat amerikaner der blev fløjet ud i lørdags med en hjerneblødning. Jeg er ikke klar over hans tilstand, men rygtet siger, at også han er afgået ved døden på et militærhospital på Island. Ære være deres minde!
Ja, sådan er LIVET jo nu engang! Nu vil jeg have noget mad og så skal jeg i BX'en på indkøbstur til i aften - solen skiner fra en skyfrihimmel og der er næsten ingen vind. SKØNT - verden er et dejligt sted!
11 dage til afrejse
9. april 2006
Thulehunden bliver i dag 33 år - og lige i dag føles det ekstra tal på alderen, som 10 år.
Det var en fantastisk fest - lige sådan én som jeg havde ønsket mig, med mange mennesker i hyggeligt samvær - f.eks. Kate her i fællesskab med Michael!
Jeg fik bare så gode og personlige gaver, som alle krævede en historie, så alle kunne være med. Lars kom bl.a. med en flaske Uzo som erstatning til den vi delte for lang tid siden. Margit kom med den Isbjørnetand hun fandt en dag vi var ude at gå, og som jeg var total grøn af misundelse over, at hun havde fundet. Michael og Bjarke kom med et lille billede-album. "Thuleminder" er overskriften på forsiden sammen med et billede af site manager Inge Bülck, Greenland Contractors, hvilket jeg er helt vild med - fed HUMOR!
Mange af gæsterne havde slået sig sammen til én gave, som jeg fik i en noget forstørret udgave af et plakatrør. Indholdet var noget jeg havde nævnt flygtigt på spørgsmålet om hvad jeg ønskede mig - grønlandsk husflid - og så fik jeg sgu' en mini kajak!
21. april 2006
Så er jeg kommet hjem til Danmark, hvor foråret for alvor gør dit indtog, med en blanding af solskin og let skydække. I dag er det fredag og jeg skal på kursus fra i eftermiddag til i morgen aften, hvor turen så går til Jylland.
Det er dejligt at være hjemme i DK og sammen med Mette. Det er vel ikke helt gået op for mig endnu, hvad jeg har forladt på Thule og der vil sikkert gå et stykke tid endnu, før tankerne for alvor falder på Thule og minderne i rygsækken.
Der er jo en masse som der skal kigges ind på herhjemme og på torsdag skal jeg til min første samtale. Det er for vildt allerede at skulle tænke på et nyt job, og på den anden side, fantastisk. Jeg glæder mig over at have fået muligheden for at komme til en samtale på et job, som virkelig kan sætte gang i karrieren. Nå, ikke mere for i dag - jeg vender tilbage om et par dage eller 3.
25. april 2006
Så er jeg kommet til Jylland - og hvor er det skønt!
Det har været nogen indholdsrige dage siden jeg landede i Kastrup Lufthavn onsdag aften.
Torsdag gik vi tur i KBH centrum og endte i Nyhavn, der osede af Forårs-stemning.
Torsdagaften spiste vi på Italiensk restaurent, hvor maden var så god og positioner så store at vi ikke kunne spise op!!!
Kurset var godt og gav mig en del gode redskaber til at komme videre med fod og ankel problematikker. Der var ikke meget energi lørdag aften, da vi sagde farvel til KBH, med kurs mod Brabrand, Århus.
Søndag var vi så til svigerfars fødselsdag. Hele Mettes familie var i Ebeltoft til aftensmad og efterfølgende Schuffle Ball-turnering - et brætspil hvor det i princippet handler om at placere 5 kugler i 1,2 eller 3 pointzoner. Meget underholdende og da vi alle er konkurrencemindede individer, kom der følelseudtryk alt efter kampens udfald.
Emil, Mettes nevø, vandt på pointscoren, da vi var 3 der endte på 12 point.
29. april 2006
Nu vil lykken ingen ende tage - Jeg har fået job på Silkeborg Centralsygehus fra 1/6-2006 frem til 31/12. Det var en hæsblæsende samtale på 30 minutter og en nervepirrende ventetid efterfølgende inden den glædelige besked kom over telefonen. Hvor er det lækkert at kunne læne sig tilbage den næste måned velvidende at jeg skal starte i nyt job - det er samtidig også en smule uvirkeligt, når jeg tænker på hvor lang tid der gik sidst jeg søgte job i Danmark. Ja, jeg er jo også blevet et 1½ års erfaringer rigere, men uanset, så er jobbet mit, som også har stået meget højt på ønskesedlen over rigtig gode jobs.
Her i Brabrand har jeg det godt og er så småt kommet ind i dagligdagens små sysler. Mette fryder sig over at have hendes kommende mand hjemme igen og at han ovenikøbet har aftensmaden klar når hun træt kommer hjem fra arbejde - det er fedt at glæde andre.
Weekenden står i familiens tegn. I dag skal vi til Viborg op til Mettes søster og kæreste - Mette skal have sommerdæk på bilen og hun har "blæret" sig med, at det kan jeg sagtens klare. Ja, nu må vi se om jeg skal hente lidt hjælp fra John! I morgen søndag skal min søster Natasja konfirmeres, så da skal vi tidlig op, for at være i Harboøre kirke til kl. 10.00.
